Hundredvis af ansatte kræver topchef fra skandaleramt spilgigant fyret

Én ud af ni medarbejdere hos spilfirmaet Activision Blizzard ønsker, at den administrerende direktør får sparket.

Det er hårde tider for Activision Blizzard, der bliver presset af mere end 1200 ansatte for at fyre den nuværende direktør Robert Kotick. (© Activision Blizzard)

Dårlig omtale er bedre end ingen omtale, sagde den ikoniske danske forretningsmand Simon Spies engang.

Hvis det altid er tilfældet, så går det strålende for spilselskabet Activision Blizzard. Og i særdeleshed for deres administrerende direktør, Robert Kotick, der lige nu befinder sig i et regulært stormvejr af dårlig omtale.

En større undersøgelse fra den amerikanske avis The Wall Street Journal peger nemlig på, hvordan Blizzard-chefen angiveligt har kendt til og set gennem fingre med en lang række af de seksuelle krænkelser og den grænseoverskridende adfærd, som har fundet sted og hersket hos spilselskabet siden 00'erne.

Men det er ikke kun aviser og medier, der lige nu har fokus på Robert Kotick.

Også internt bliver han presset fra flere sider, efter artiklen fra The Wall Street Journal har set dagens lys.

Direktøren for Activision Blizzard har opfordret alle medarbejdere til at indrapportere, hvis de har været udsat for chikane eller diskrimination. Indtil videre har mere end 500 tidligere og nuværende ansatte gjort det. (Foto: © DREW ANGERER, 2019 Getty Images)

Selvom Activision Blizzard ikke tidligere har været kendt for at have en fagforening, gik en stor andel af medarbejderne sammen i en organisation efter de voldsomme anklager i sommer. Og står det til dem, er Robert Kotick snart fortid i spilselskabet.

I skrivende stund har mere end 1.200 medarbejdere i hvert fald underskrevet et åbent brev, hvori der står, at de ikke længere har tiltro til topchefen, og at han bør træde af.

Og det er ikke bare en lille opfordring fra en masse anonyme ansatte. Samtlige underskrivere har nemlig givet deres fulde navn og afdeling til kende i brevet.

- Den information, der er kommet frem i lyset om Robert Koticks adfærd og hans måde at lede vores virksomhed på, er modstridende med den kultur og integritet, vi ønsker i en leder. Derfor beder vi om, at han bliver fjernet, og at han ikke får indflydelse på, hvem der skal overtage rollen som administrerende direktør i Activision Blizzard, står der i brevet.

'Mange ønsker forandring'

Presset på Robert Kotick og det åbne brev er første gang, siden Activision Blizzard-sagen startede, at vi for alvor ser en stor bevægelse, som kæmper for en kulturændring hos spilselskabet, mener lektor på IT-Universitetet i Købehavn Miguel Sicart.

- Når hver niende medarbejder underskriver et åbent brev, så er det et godt udtryk for, at der er mange i Activision Blizzard, som virkelig ønsker, at tingene ændrer sig nu, siger han.

Og Robert Kotick får efter alt at dømme enormt svært ved at klare sig ud af den her sag med skindet på næsen, forventer Miguel Sicart, som har fulgt sagen meget nøje de sidste par måneder.

Selvom Activision Blizzard på nuværende tidspunkt bakker op om Robert Kotick og mener, at han har reageret på de episoder, han havde kendskab til, er lektoren nemlig ikke i tvivl om, at de lige nu arbejder på højtryk i kulissen for at finde en fratrædelsesordning med topchefen.

- De køber sig tid nu og her, men det kan kun ende med et gyldent håndtryk og et: "Tak for denne gang", siger han.

Føljetonen om Activision Blizzard startede i sommer, da den amerikanske delstat Californien lagde sag an mod spilselskabet for at have en kvindefjendsk arbejdskultur med flere episoder af omfattende seksuel chikane og forskelsbehandling.

En række af de ledende skikkelser har siden fået sparket, ligesom Activision Blizzard aktivt forsøger at rydde op i en masse indhold i deres spil, som nogen måske kan finde krænkende, hvilket DR tidligere har beskrevet.

Vil du gerne vide endnu mere om, hvordan sagen med Blizzard har udviklet sig, kan du se videoen nedenfor.

PlayStation og Xbox langer ud efter Activision Blizzard

Når man så måske troede, at det ikke kunne blive værre for Activision Blizzard, vælger to af verdens største spilplatforme selvfølgelig også at blande sig i miseren.

Phil Spencer, der er chef for spilkonsollen Xbox, har sendt en intern mail til alle sine ansatte, hvori han påtaler situationen hos Activision Blizzard.

I mailen står der blandt andet, at gaming-ledelsen hos Xbox er "dybt bekymrede over de forfærdelige begivenheder og handlinger", der har udspillet sig hos spilselskabet, fortæller mediet Bloomberg.

I samme mail nævner Phil Spencer, at de hos Xbox "evaluerer alle aspekter af deres samarbejde med Activision Blizzard og løbende laver proaktive ændringer".

Nogenlunde det samme gør sig gældende hos Sonys PlayStation-afdeling, hvor chefen Jim Ryan revser ledelsen hos Activision Blizzard for ikke at have gjort nok.

Her fremgår det, at både Jim Ryan og ledelsen var "modløse og ærlig talt chokerede over at læse", at Activision Blizzard "ikke har gjort nok for at adressere deres dybtliggende kultur af diskrimination og chikane", skriver Bloomberg, der har haft adgang til begge e-mails.

Ledelsen hos både PlayStation Xbox undrer sig over, den måde Activision Blizzard har håndteret sagen med deres direktør Robert Kostick. (© Activision Blizzard)

Det giver dog rigtig god mening, at de to spilmastodonter blander sig netop nu, mener Miguel Sicart.

Activision Blizzard er nemlig i dén grad det sårede dyr på savannen, og det kan resultere i mange penge for andre spilselskaber- og platforme, hvis de får muligheden for at købe eller overtage spiludviklere.

- Der flyver en masse gribbe højt på himlen lige nu for at se, hvad der sker med Activision Blizzard. Måske opstår der nogle muligheder, som ikke har været der tidligere, hvor man får mulighed for at overtage nogle af de ekstremt dygtige hoveder, som stadig er tilknyttet spilselskabet, forklarer han.

Ligegyldigt hvad der bliver enden på Blizzards suppedas, forventer Miguel Sicart, at det bliver et nyt og forbedret Activision Blizzard, vi kommer til at se.

- De er først og fremmest nødt til at ændre i hele deres ledelsesstruktur, ligesom de skal have fokus på en mere tidssvarende arbejdskultur. Kun sådan kan de få forbedret deres image, siger han.