Hvad gør man i kampen mod Super Mario og Sonic?
Man opfinder sin egen karakter, der kan bide skeer med de ikoniske maskotter.
Det var Sonys plan, da de lancerede Naughty Dog-spillet 'Crash Bandicoot' til deres PlayStation for præcis 25 år siden.
Crash Bandicoot snurrede sig ind på vores tv-skærme i 1996, hvor vi stødte på hans bøvede ansigt, de genkendelige blå bukser og voodoomasken Aku-Aku, der vist nok sagde "Rutabaga".
I anledningen af Crash Bandicoots 25 års fødselsdag kommer vi blandt andet ind på, hvor Crash Bandicoots kæreste blev af efter første spil, og hvorfor i alverden han endte som punggrævling.
Og for at komme i den rigtige stemning, kan du høre den genkendelige temamelodi til det første spil nedenfor.
Dét var aldrig sket for Super Mario
Selvom mange primært forbinder Crash Bandicoot med PlayStation, er han i bund og grund en lidt mærkelig "konsolmaskot" med en broget historie.
Det mener Palle Havshøi-Jensen, der er redaktør på netmediet PSLife.dk.
Ifølge ham, blev 'Crash Bandicoot' blev udgivet på det helt rigtige tidspunkt.
- Sony havde brug for en karakter, der kunne være ansigtet udadtil for deres PlayStation, forklarer redaktøren, som især er begejstret for det første spil i serien.
Og Crash Bandicoot blev da også vældig populær i 90'erne.
De fire spil, som Naughty Dog skabte, 'Crash Bandicoot', 'Crash Bandicoot 2: Cortex Strike Back', 'Crash Bandicoot Warped' og 'Crash Team Racing' solgte omkring 40 millioner eksemplarer i perioden mellem det første spils udgivelse i 1996 og frem til 2000.
For i 2000 ændrede tingene sig for Crash Bandicoot-franchisen.
Naughty Dog kunne ikke blive enige med produktionsselskabet Universal Studios og samtidig udløb den fælles aftale med Sony.
Det betød, at Crash Bandicoot forlod Naughty Dogs hænder og ikke længere kun var forbeholdt Sonys konsoller.
- Pludselig kunne man opleve Crash Bandicoot på GameBoy og Xbox, og noget tilsvarende var aldrig sket og vil aldrig ske for Super Mario. Han kommer aldrig til at optræde for de direkte konkurrenter, forklarer Palle Havshøi-Jensen.
Også skaberen af Crash Bandicoot, Andy Gavin, som dengang var chef for Naughty Dog, har haft det svært med sin højtelskede karakter, siden andre spilselskaber tog over.
- Jeg bruger ikke meget tid på de nyeste 'Crash'-spil. For mig er han efterhånden som den smukke kæreste fra gymnasietiden, der har taget 20 kilo på, og jeg har svært ved at kigge på ham. De nyeste spil er alt for fjollede, og gameplayet er dårligt, har Andy Gavin tidligere skrevet på sin blog, All Things About Andy Gavin.
På trods af at Crash Bandicoot har været rundt omkring, forstår Palle Havshøi-Jensen godt, hvis fans først og fremmest forbinder ham med PlayStation.
- Han gav Sony det platformspil, de desperat manglede i 90'erne, og en genkendelig og sjov maskot, som de andre store selskaber også havde.
- Selvom det kun var på lånt tid, havde det en stor betydning for både Naughty Dog og PlayStation, forklarer Palle Havshøi-Jensen.
I 'Troldspejlet' på DR beskrev Jakob Stegelmann i sin anmeldelse fra 1996 det første spil som et flot platformsspil, der dog ikke var overvældende originalt.
Født i den forkerte krop
Ideen til figuren Crash Bandicoot kom fra ejerne af det amerikanske spilfirma, Naughty Dog, Andy Gavin og Jason Rubin, som begyndte at udvikle på deres orange helt i midten af 90'erne.
- Vi ville gøre det samme, som Sega havde gjort med et pindsvin, og Warner Bros havde gjort med en tasmansk djævel, og finde et dyr, som var sødt og fandtes i virkeligheden, men som de færreste kendte, har Andy Gavin skrevet på sin blog.
Derfor købte de to spiludviklere en udgave af bogen 'Tasmanske pattedyr – en guide' og nærlæste den grundigt.
Det efterlod dem med valgmulighederne mellem at bygge deres spil op om omkring en vombat, en potoroo (langnæset rottekænguru) og en bandicoot (punggrævling).
Og overraskende nok, så blev Crash faktisk ikke født som en bandicoot.
- Vores første udgave af karakteren hed Vombatten Willie, men det var alt for fjollet. Men vi var dog helt sikre på, at vi ville tage elementer fra 'Super Mario' og 'Donkey Kong' og blande det med animationerne fra en 'Looney Tunes'-tegnefilm, har Andy Gavin tidligere fortalt til netmediet Crash Mania.
Det, der dog for alvor udmærkede 'Crash Bandicoot' som spil, var, at det var det første platformspil, hvor man primært så sin karakter bagfra.
Her adskilte Naughty Dog sig fra spil som 'Sonic The Hedgehog' og 'Super Mario World', der var mere klassiske 2D-"side scrollers" (spil hvor man typisk løber fra venstre til højre), og det gav også det første spil arbejdstitlen "Sonic’s Ass Game", fordi man hele tiden så Crash Bandicoots bagdel.
Derfor så Naughty Dog sig nødsaget til at lave en bane, hvor Crash Bandicoot skulle løbe mod skærmen, så man rent faktisk kunne se hans ansigt - som tilfældet er nedenfor, hvor han løber fra en stor sten.
Jomfru i nød
Det første 'Crash Bandicoot'-spil handlede i bund og grund om, at titelkarakteren skulle gennemføre forskellige baner på tre øer for i sidste ende at kunne frelse sin kæreste, bandicooten Tawna, fra den onde Doctor Neo Cortex.
Gennemfører man det første spil i serien, får man et glimt af den romance, der er mellem de to bandicoots, og derfor må overraskelsen også have været stor, da Tawna pludselig var væk i 'Crash Bandicoot 2: Cortex Strike Back'.
Kæresten var høj, lyshåret og med en fyldig barm, men faktisk skulle hun have set lidt anderledes ud, har Jason Rubin fortalt til netmediet Crash Mania.
- Det oprindelige design af karakteren mindede om Jessica Rabbit fra 'Roger Rabbit'-filmene, og hun var sexet. Men marketingschefen i Universal Studios var ikke imponeret af vores design, da hun mente, at Tawna var udtryk for en objektivisering af kvinder og gik med tøj, som ingen rigtige kvinder ville gå med, forklarede Jason Rubin.
Marketingschefen insisterede da også på, at intet spil efter 1996 ville blive en succes på grund af en sexet kvinde.
Lidt senere på året udkom 'Tomb Raider', der gjorde den udtalelse til skamme.
Hovedpersonen, Lara Croft, blev et vaskeægte sexsymbol, og hun havde alt det, som Naughty Dog ønskede sig for deres karakter.
- Tomb Raider tog spilverdenen med storm, og marketingschefen forlod den på samme tid, har Jason Rubin forklaret.
Det endte dog med, at marketingsschefen fik sin vilje, inden hun forlod Universal Studios.
I stedet for en bikini-overdel og stramme hotpants blev Tawnas fremtoning mere "nedtonet", og hun blev i stedet påklædt som en opdagelsesrejsende fra 1800-tallet - til stor ærgrelse for folkene hos Naughty Dog.
- Slutproduktet var en katastrofe, så vi droppede hende i de efterfølgende spil, fortalte Jason Rubin.
Der gik derfor mange år, før fans af Tawna igen fik hende at se.
Og hun så ikke ud, som hun plejede.
I 2021 var hun nemlig en del af spillet 'Crash Bandicoot 4: It's About Time'.
Denne gang med et mere punk-futuristisk udtryk, kunstneren Rob Duenes, som har været med til at lave spillet, viste frem på sin Twitter-profil.
Genopstået fra de døde
Selvom Crash Bandicoot var vældig populær i 90'erne, forsvandt interessen for ham stille og roligt i 00'erne.
Stort set alle spiludgivelser, der kom med Crash Bandicoot, efter Naughty Dog i 2000 ikke længere var en del af projektet, fik gennemsnitlige eller dårlige anmeldelser, har netmediet Polygon tidligere beskrevet.
Fra 2010 og seks år frem var der fuldstændig stille omkring punggrævlingen, og flere frygtede måske, at Crash Bandicoot var lagt i graven.
Men så kom nyheden, der uden tvivl har gjort mange fans af de første spil glade.
I 2016 meldte Activision ud, at de ville genudgive de tre oprindelige 'Crash Bandicoot'-spil i en remasteret udgave, og det vakte glæde hos mange af dem, der oprindeligt var med til at lave spillene.
- De spil satte virkelig scenen for så mange menneskers karriere. Jeg kan 100 procent sige, at hvis Crash Bandicoot ikke havde været en del af mit liv, ville hele min karriere være helt anderledes, har Mike Gollum, som var sound supervisor hos Universal, 'da 'Crash Bandicoot' blev lavet i 90'erne' udtalt til Polygon.
Justin Monast, der arbejdede med IT i Naugthy Dog dengang, har i samme interview fortalt, at han er glad for, at han fik muligheden for at være med i et projekt, der var så revolutionerende:
- Vi skabte noget, der stadig bliver talt om i dag. Det er, hvad jeg tager med fra min embedsperiode hos Naughty Dog, hvor vi skabte en uofficiel konsolmaskot til et af de største selskaber.
Spillene blev igen en succes og solgte mere end 10 millioner eksemplarer mellem 2017 og 2019.
Ret flot klaret, når man tænker på, at der mere eller mindre kun var tale om kosmetiske ændringer. Det meste af gameplayet i det nye spil var det samme, som Naughty Dog havde skabt 20 år forinden.
Palle Havshøi-Jensen fra PSLife er da heller ikke i tvivl om, at Naughty Dog med deres tre 'Crash Bandicoot'-spil fik lagt grundstenene til at blive det firma, de er i dag, med en enorm kunstnerisk frihed og nogle af de bedste titler på markedet. Eksempelvis 'The Last of Us'- og 'Uncharted'-serien.
- I 90'erne var de et lille spilstudie, der havde brug for en succes for at tage det næste skridt. Det fik de uden tvivl, og alt, hvad Naughty Dog rører ved i dag, bliver til guld, siger Palle Havshøi-Jensen.