Skydespilserien 'Call of Duty' er den største af sin slags i verden og ikke fremmed for kritik.
I 2009 var der eksempelvis debat om en kontroversiel mission, hvor man som amerikansk soldat havde infiltreret en russisk terrororganisation og deltog i et masseskyderi af civile i en lufthavn i Moskva.
Det nyeste skud på stammen hedder 'Call of Duty: Vanguard', og her udspiller handlingen sig under Anden Verdenskrig. DR har tidligere beskrevet, hvordan spiludvikleren Activision har valgt hagekors fra i deres onlinedel af spillet, da de ikke vil glorificere nazistiske symboler.
I den seneste tid har spillet dog været genstand for debat og kritiske røster fra en helt anden kant.
Flere spillere har nemlig opdaget, at der i spillet flød med iturevne sider fra Koranen. Nogle af dem havde teksten "I Guds navn, den mest nådige, den mest barmhjertige", mens andre var indsmurt i blod.
Det har fået flere muslimske spillere på de sociale medier til at kræve en undskyldning fra spilselskabet, mens andre helt har villet boykotte krigsspillet.
Inden for islam anses det nemlig som værende respektløst at placere Koranen på gulvet, og flere spillere var også uforstående over for, hvorfor Activision overhovedet havde valgt at inddrage den hellige bog i deres spil i første omgang.
Og det tog da heller ikke Activision lang tid at undskylde i et officielt opslag på Twitter. I samme ombæring fjernede de også de omdiskuterede sider fra spillet.
- 'Call of Duty' er lavet til alle. Ved en fejl havde vi tilføjet indhold, der var ufølsomt over for det muslimske samfund, og det er blevet fjernet fra spillet igen, fortalte en talsperson fra Activision til CNN.
- Det skulle aldrig have fremgået på den måde, det gjorde i spillet. Vi beklager dybt. Vi vil internt tage øjeblikkelige skridt for at løse situationen og sikre, der ikke sker noget lignende i fremtiden.
Islam fylder mere i dag
En af dem, som har været enormt kritisk over for spilgigantens brug af Koranen, er den 31-årige muslimske spiludvikler Anisa Sanusi. På Twitter skrev hun, at episoden var et godt eksempel på, at det kan hjælpe at have et mere alsidigt hold bag udviklingen af spil.
I et interview med CNN sagde hun, at man burde kunne forvente et minimum af respekt, når et stort spilselskab som Activision skal portrættere en religion med to milliarder tilhængere på jorden.
- Det er vigtigt, at spilselskaberne undgår kulturel appropriation eller som i dette tilfælde et utilsigtet stødende produkt, sagde hun i interviewet og uddybede:
- Jeg ved, hvor svært det kan være at få en verden til at føles ægte i et spil, men lige i det her tilfælde kunne de have brugt en hvilken som helst anden tekst. Der var ingen grund til at bringe Koranen ind i det.
At Activision er kommet i modvind efter deres brug af Koranen, er en del af en tendens, hvor flere i højere grad føler trang til at beskytte de muslimske værdier, mener Ehab Galal.
Han er lektor på Institut for Tværkulturelle og Regionale Studier og har i flere år analyseret populærkultur i den arabiske verden og de moderne islamiske bevægelser.
- For rigtig mange mennesker i verden er Koranen hellig, og det kan være svært for Vesten at forstå. Men når man gentagende gange føler, at man ikke bliver hørt, eller at ens grænser bliver overskredet, er det klart, at man kan føle sig trådt på, siger han og uddyber:
- Der er mange muslimer, som føler, at Vesten er arrogant og ikke respekterer islam. Men var noget tilsvarende sket i 60'erne, som det vi har set i 'Call of Duty', var der aldrig blevet talt om det. Islam fylder på en helt anden måde i dag end tidligere.
Fremstillet som de onde
Ehab Galal har selv set og analyseret et hav af religiøse film og programmer fra Mellemøsten for at se på udviklingen i de samfund, de stammer fra, og han er overbevist om, at spillet kunne være udført anderledes, hvis det var udviklet i Mellemøsten i stedet for i Vesten.
- Arabere har været portrætteret i rigtig mange film og serier fra især Hollywood, og det samme har nok også været tilfældet i en del krigsspil. De er ofte lidt grove og stereotype, når de bliver fremstillet, hvor de også oftest er "de onde", siger han.
Det giver derfor mening, at Activision har valgt at undskylde til de muslimske spillere, da det nok aldrig har været spilselskabets hensigt at være respektløs over for dem, mener Ehab Galal.
- Det er en svær balancegang, for der skal selvfølgelig være plads til ytringsfrihed, men vi skal også kunne møde hinanden og forsøge at forstå hinanden. Og lige i det her tilfælde bidrager Koranen jo ikke med noget særligt til spillet, så det giver mening, at de fjerner indholdet igen, mener han.