Populær youtuber indrømmer snyd efter anklager og dødstrusler: 'Undskyld, jeg har svigtet'

Youtuberen og streameren Dream indrømmer snyd i det populære spil 'Minecraft'.

Når man laver et speedrun i 'Minecraft', som youtuberen Dream gør, så handler det mindre om at bygge små, hyggelige huse med haver og mere om at tonse rundt, samle de rette materialer og skynde sig videre. (© Microsoft)

Den 21-årige Dream, hvis borgerlige navn er ukendt, men som kalder sig Clay, har de seneste par år slået sit navn fast som en ekstremt populær youtuber.

Årsagen er hans kunnen i det populære spil 'Minecraft', hvor det gælder om at grave, høste og bygge. Særligt disciplinen speedruns – hvor det gælder om at gennemføre en bane så hurtigt som muligt – er han blevet kendt for.

Folk elsker at se ham udføre speedruns på YouTube, hvor en enkelt video fra Dream hurtigt kan nå op på 30 og 50 millioner visninger.

Her har han gang på gang sat rekorder med sine hurtige gennemførelser af 'Minecraft', som er usandsynligt hurtige.

Faktisk er de så hurtige, at internettet i mange måneder har anklaget 21-årige Dream for at snyde.

Et hurtigt blik på Dreams YouTube-kanal viser, at det udelukkende er 'Minecraft'-indhold, han lynhurtigt er blevet hamrende populær på.

Anklagerne mod ham begyndte i december sidste år, og nu – seks måneder senere – indrømmer Dream, at han har snydt.

- Jeg fandt ud af, at jeg faktisk havde brugt en ulovlig modifikation under seks af mine livestreams på Twitch, udtaler han ifølge spilmediet Kotaku.

Han indrømmer altså at have snydt, men påstår, at han ikke var klar over, at han rent faktisk snød.

Usandsynligt heldig

Tilbage i december 2020 fremlagde speedrun.com, der holder styr på rekorderne i 'Minecraft', en undersøgelse af Dreams rekorder, som de kaldte for "utroligt heldige".

Eller nærmere: Usandsynligt heldige.

Ifølge deres udregninger – i et dokument på 29 sider – er der nemlig kun en meget lille chance for at præstere det, som Dream gør i videoerne.

Faktisk gav de ham kun en 1/177.000.000.000 chance for, at præcis det kunne ske. Det er én hundredeogsyvoghalvfjerdsindstyvendemilliardnedel.

I 'Minecraft' render du rundt i en pixeleret verden og graver, hakker og bygger uden større formål end at bygge imponerende strukturer og eventuelt ødelægge ens venners ting. Man kan dog gennemføre spillet ved at komme til en slags underverden ude i rummet, hvor en drage venter.

Dengang afviste Dream alle anklagerne, og en længerevarende kamp mod kritikerne udspillede sig. Dream fik endda en astrofysiker til at gennemgå kritikken, og ifølge ham selv har han fået deciderede dødstrusler fra kritikerne.

Men nu har piben altså fået en anden lyd fra den populære youtuber.

- Da al dramaet begyndte, tænkte jeg kun på at forsvare mig selv og få ret – i stedet for rent faktisk at finde ud af, hvad der skete. Der skød jeg mig selv i foden.

- Hele situationen var virkelig dårlig for alle involverede, og jeg ville ønske, at jeg kunne gå tilbage i tiden og gøre det hele om. Det var de værste uger i mit liv, og det påvirker mig stadig den dag i dag, udtaler Dream ifølge Kotaku.

- Undskyld til alle, jeg har svigtet eller skuffet. Jeg prøver altid på at være den bedste person, jeg kan, og hele den her sag har ikke vist min bedste side eller noget i nærheden. Jeg håber, at det her bliver en afslutning for alle dem, der har brug for det, og jeg vil bevæge mig videre med positiv energi.

På trods af, at Dream nu har indrømmet snyd i sine 'Minecraft'-speedruns, er han stadig en særdeles populær streamer på YouTube, hvor han i skrivende stund har 22,7 millioner abonnenter.