Der er ingen tvivl om, at fodboldspillet 'FIFA' er en vaskeægte guldkalv.
Og kalven er rigtig mange penge værd.
'FIFA 21' indtjente næsten 26 milliarder kroner i perioden april 2020 til marts 2021, og selvom det stadig er for tidligt at sige noget om beløbene i forbindelse med 'FIFA 22', der udkom den 1. oktober, har spillet dog allerede mere end 9 millioner spillere.
Man skulle tro, at de mange penge ville få samarbejdspartnerne fra spilfirmaet EA og fodboldorganisationen FIFA (Fédération Internationale de Football Association) til at gnide sig i hænderne, men det er dog ikke tilfældet.
Det lader nærmere til, at de har snøret boksehandskerne og er klar til kamp.
Sidste uge skrev EA i en pressemeddelelse, at de var i gang med at se fremad, og i den forbindelse ville undersøge muligheden for at omdøbe deres "globale EA Sports fodboldspil".
- Vi er i gang med at se nærmere på vores navnerettighedsaftale med organisationen FIFA, der adskiller sig fra alle vores andre partnerskaber og licensaftaler på tværs af fodboldverdenen, siger direktør for EA Sports Group Cam Weber i pressemeddelelsen.
Ganske kort tid efter kunne netmediet Polygon så fortælle, at EA officielt havde søgt om rettighederne til et nyt spilkoncept, der hedder "EA SPORT FC".
EA har tidligere brugt "Football Club" som et navn for deres online community fra 2011 til 2020, mens selve spillet altså har heddet FIFA siden 1993, skriver Polygon.
'En decideret katastrofe'
Men er spillet 'FIFA' overhovedet 'FIFA' uden organisationen FIFA?
Det mener Dennis Nordenbøl, der er tidligere danmarksmester og nuværende dansk landstræner i lige netop spillet 'FIFA'.
- Jeg har spillet det siden 1994, og jeg har meget svært ved at se, at folk vil tage et nyt navn til sig. Jeg tror, at folk bliver ved med at kalde spillet for 'FIFA', ligegyldigt hvad EA så vælger at kalde det, siger han.
Han er dog mere bekymret for udsigten til, at spilselskabet i fremtiden ikke længere vil have de samme spillerrettigheder, som de har nu.
- Det ville være en decideret katastrofe. Det er det, der i høj grad gør 'FIFA' til det bedste fodboldspil på markedet. Jeg tror ikke, at nogen vil sætte pris på at spille med "Christian Ponaldo" i stedet for Cristiano Ronaldo, specielt hvis han så slet ikke ligner den rigtige spiller, forklarer han.
Fodbold vil udvikle sig
Omdrejningspunktet for striden mellem EA og organisationen FIFA er ikke så overraskende: penge.
Det fremgår af en artikel i New York Times, at FIFA-organisationen vil have mere end dobbelt så meget for deres licensaftale, som de får nu.
Helt konkret forventer organisationen FIFA, at de i fremtiden kan få mere end seks milliarder kroner fordelt over fire år, mens EA på den anden side gerne vil løsrive sig mere fra fodboldorganisationen, så de i langt højere grad kan blive en selvstændig fodboldplatform og mere end et spil, skriver New York Times.
Lektor på IT-universitet i København, Miguel Sicart, som selv har spillet 'FIFA' i store del af sit liv, er ikke i tvivl om, at kampen mellem de to giganter kan trække ud.
- Det her er en magtkamp om fremtiden. EA har hjulpet fodboldorganisationen FIFA til at blive et kendt brand i hele verden. Jeg er dog slet ikke i tvivl om, at FIFA som organisation har ambitioner om at blive til en meget større platform, end de er nu, fortæller han.
Helt konkret tror han, at organisationen FIFA gerne vil være den førende platform for alt, som har noget med fodbold at gøre.
Ikke mindst fordi der stadig er et kæmpe potentiale i den digitale verden og esport, siger han.
- EA og FIFA kæmper ikke bare om et særligt og historisk fodboldspil, som de har lavet sammen, men derimod om en masse produkter, der omkranser den virkelige fodbold. Begge parter er selvfølgelig interesserede i at blive en større og vigtigere del af hele konceptet om fodbold som underholdningsprodukt, siger han.
Han mener nemlig, at fodbold vil udvikle sig i fremtiden til i langt højere grad at være en hybrid mellem det interaktive og det virkelige.
- Vi elsker at spille fodboldspil, og vi elsker fodbold. Det kan endda efterhånden være svært at se forskel på virkeligheden og spillet, og jeg er fuldstændig overbevist om, at vi kommer til at se en endnu stærkere integration mellem det "digitale og interaktive" og det "gammeldags", siger Miguel Sicart.
De finder en løsning
EA har for nylig forlænget partnerskabsaftalen med FIFPro, der en verdensomspændende organisation for professionelle fodboldspillere, hvilket giver spilselskabet rettigheder til flere tusinde spilleres navne og ligheder.
Så selvom EA potentielt måtte opgive aftalen med fodboldorganisationen i fremtiden, vil de stadig have eksklusive rettigheder til Champions League, den engelske Premier League, den tyske Bundesliga og den spanske LaLiga Santander – blot for at nævne nogle få.
Den tidligere EA-chef Peter Moore er heller ikke i tvivl om, at EA vil sikre sig, at de får den samme grad af eksklusivitet, som de tidligere har haft, hvis de skal indgå en ny aftale med FIFA-organisationen.
Ifølge New York Times overvejer organisationen FIFA nemlig at sælge navnerettigheder til andre spil som 'Fortnite', der så ville kunne FIFA-brandet til forskellige samarbejder.
- Vi har vitterligt brugt flere hundrede millioner af dollars på at bygge den her spilserie op, og nu kan andre spilfirmaer så bare komme og få rettigheden til det navn, som vi har skabt, og som er synonym med spillet. Det vil jeg helt sikkert bekæmpe, siger han til New York Times.
Lektor Miguel Sicart fra IT-Universitet er dog ikke i tvivl om, at spilselskabet og fodboldorganisationen nok skal nå frem til en aftale på et tidspunkt.
- De vil begge tabe, hvis ikke de finder frem til en løsning, så mon ikke de kan finde en pris, som begge kan være tilfredse med, siger han.
Lige nu handler det nemlig primært om at have overhånden i forholdet, forklarer Miguel Sicart.
- Det er langt hen ad vejen en magtforhandling, og den bliver rigtig spændende at følge med i de kommende måneder.