Fredag er det nyeste skud på 'FIFA'-stammen udkommet.
Spilselskabet Electronic Arts (EA) har nemlig udgivet 'FIFA 22', selvom flere nok allerede har haft mulighed for at spille det med en "tidlig adgang" siden i mandags.
Den største ændring i 'FIFA 22' i forhold til tidligere titler er den såkaldte "Next Gen HyperMotion"- teknologi, der skal gøre spillet endnu mere realistisk på de nyeste konsoller og PC.
Der er også blevet lagt en masse kræfter i karrieredelen, street-fodbold-delen Volta og de hjemmelavede Pro Clubs, hvor man kan lave sin egen spiller fra top til tå og spille på hold med sine venner.
EA får tit skudt i skoene, at de mere eller mindre udgiver det samme spil år efter år, men det er ikke hele sandheden, hvis man spørger nogle af landets største FIFA-eksperter.
Derfor har vi allieret os med den danske landstræner i 'FIFA' og tidligere danmarksmester, Dennis Nordenbøl, og Daniel Chrøis, som er fuldtidsstreamer, Youtuber og tidligere har repræsenteret både FC Midtjylland og Brøndby digitalt i eSuperligaen, for at få lidt tips og tricks til 'FIFA 22'.
Det hele handler om Ultimate Team
Det helt store trækplaster i 'FIFA 22' er uden tvivl Ultimate Team, hvor man kan sammensætte sit eget hold af spillere og dyste mod andre.
Det gør man først og fremmest ved at åbne "lootboxes" i form af særlige kortpakker med spillere. Det minder på mange måder om at samle på digitale fodboldkort, hvor nogle spillere er mere sjældne og bedre end andre.
Spillerpakkerne kan enten købes for rigtige eller virtuelle penge, men man kan også spille kampe for at vinde dem.
Og der er noget sært fascinerende i at bruge tid på at skabe sit eget hold, forklarer Dennis Nordenbøl, der betegner det som "lidt af et årsprojekt" for ham.
- Det er fedt, at man er nødt til at spille sig til at få gode spillere, medmindre man vil bruge rigtige penge på spillet. Det er et arbejde, som nemt kan tage et helt år, indtil det næste 'FIFA' udkommer, forklarer han.
Daniel Chrøis har haft en lidt anden tilgang til spillet. Han lever nemlig af at spille og streame det på sin Youtube- og Twitchkanal, så han er nødt til at have de bedste og vildeste spillere fra starten af spillet.
I hans startellever finder man derfor lige nu spillere som Ronaldinho, Cristiano Ronaldo, Pelé, Ruud Gullit og Roberto Carlos, der alle sammen er rigtig svære at få fat i - og ikke mindst ekstremt dyre på det virtuelle spillermarked.
Hans hold har lige nu en værdi af 46 millioner fifa-coins, der er valutaen inde i spillet.
Men det har da også været en dyr affære for ham i den virkelige verden at få samlet holdet, fortæller han.
- Helt ærligt, så har jeg nok brugt i omegnen af 67.000 kroner for at kickstarte mit hold. Det er mange penge, men det er jo også mit job.
- Jeg lever af at lave indhold, og jeg er nødt til at gøre opmærksom på mig selv ved at have et sygt hold, forklarer Daniel Chrøis.
Han forstår dog også godt, hvorfor folk gerne vil bygge deres hold op uden at bruge penge.
- Man kan hele tiden opdatere noget på sit hold, og det er en sjov proces at starte fra bunden i håbet om at få de bedste spillere til sit hold senere. Alle spiller 'FIFA' for at spille Ultimate Team, siger streameren.
Bedre end forgængerne
Begge 'FIFA'-entusiaster mener, at 'FIFA 22' er det bedste spil i serien længe.
Daniel Chrøis fortæller, at spillet har et rigtig stort potentiale, men at EA stadig kan ødelægge oplevelsen med en opdatering, hvis den får spillet til at føles anderledes, som spilselskabet har gjort det med tidligere spil.
Dennis Nordenbøl sætter dog i den grad pris på, at EA virkelig har forsøgt at ændre i gameplayet i spillet.
- Det er blevet meget sværere at drible forbi sin direkte modstander, og der er lagt mere vægt på godt pasningsspil, så spillere som Messi nu rent faktisk kommer til deres ret, forklarer landsholdstræneren.
Daniel Chrøis, som har streamet 'FIFA' i 361 dage i træk, fortæller, at 'FIFA 22' er langt mere realistisk nu, end fodboldspillene har været de to sidste år.
Selvom fart altid har været vigtig i 'FIFA', og selvfølgelig også er det i år, betyder det nu ikke nær så meget, forklarer han.
- Selvfølgelig skal man stadig have hurtige spillere, men man kan ikke bare længere løbe forbi midterforsvarene, da de ikke længere vender langsomt og også er lidt hurtigere. Så man er rent faktisk nødt til at spille sig til mål, siger han.
Den helt rigtige finesse
Fodbold handler til syvende og sidst om én ting. Nemlig at score flere mål end modstanderne – var der vist nok engang en ekspert, som fik udtalt.
Det gør sig selvfølgelig også gældende i 'FIFA 22', og der findes næppe en bedre følelse end at sjaske bolden ind i kassen langt udefra.
Det er der nu i langt højere grad mulighed for med de såkaldte "grønne-timede-skud".
De handler ret beset om, at man skal trykke på og slippe skudknappen på det helt rigtige tidspunkt for at lave det bedste skud.
- Kan du sende et skud afsted med den grønne timing, så er chancen 40 procent større for, at du scorer. Det er fedt, at man nu igen rent faktisk kan skyde udefra og score, siger Daniel Chrøis.
For Dennis Nordenbøl vækker det gode minder til 'FIFA 19', hvor man også virkelig kunne score mange mål udenfor feltet.
- Specielt finesseskud udefra er blevet et våben igen, og det har været savnet. Folk har spillet meget defensivt i de seneste to spil og trukket deres forsvarsspillere helt tilbage i feltet. Den taktik er sværere at lykkedes med nu, fordi de rent faktisk er nødt til at skubbe frem for at undgå skud udefra, forklarer han.
'FIFA 22' kan fås på tværs af alle platforme.