Det er ikke let at være spilfirmaet Activision Blizzard i disse dage.
Beskyldninger om konstant seksuel chikane, en kvindefjendsk arbejdskultur, et søgsmål fra den amerikanske delstat Californien og en topchef med hælene på nakken udgør blot nogle af ingredienserne i den spegede sag om spilfirmaet.Og nu har sagen taget endnu en drejning.
Activision Blizzard har nemlig valgt at fyre 20 ansatte på grund af forlydener om chikane. Det skriver Financial Times, der har fået fingrene i et brev sendt ud til firmaets ansatte.
Activision Blizzard har også selv lagt brevet på deres hjemmeside. Her skriver de blandt andet:
- Vi føler os forpligtet til at skabe meningsfulde og positive forandringer, og det her er bare begyndeslen. Vi vil dele flere opdateringer i de kommende uger og måneder.
Brevet og fyringerne skal ses som en del af den igangværende suppedas, firmaet befinder sig i. Det mener lektor ved digitalt design på IT-Universitetet i København Miguel Sicart.
- Nu viser de, at de er ved at rydde op i deres butik, så det måske ikke bliver så slemt for dem, som det ellers kunne have været, lyder det fra Miguel Sicart, der kalder fyringerne for en "defensiv procedure".
For de giver Activision Blizzard en mulighed for at sige, at de har været proaktive, mener han:
- Det er et selskab, der er på den amerikanske børs, så de skal hele tiden sørge for, at deres investorer og aktionærer er glade. Nu kan de så sige, at de har gjort noget. Men hvem er det, de gjort det for? Det er det spørgsmål, vi må stille os selv, siger han og uddyber:
- Det er svært at vide, hvad deres dybereliggende motiver er. Men jeg tror, der er tre grunde til, at de har fyret folk: Den ene er for at tage sig godt ud i forhold til de verserende sager, hvor de kan sige: "Se, vi har gjort noget." Den anden er for at holde investorerne glade. Den tredje er for at sende et signal til selve spilkulturen – gamere og folk, der er i miljøet.
- De er ved at spinne historien om sig selv.
Chikane, uønskede berøringer og kvindefjendskhed
Der er da også nok, der trænger til at blive spinnet, hvis man kaster et nærmere blik på den seneste tids stormvejr om den amerikanske spilgigant.
Siden slutningen af juli har Activision Blizzard været blandt de mest omdiskuterede i gaming-verdenen, efter den amerikanske delstat Californien valgte at sagsøge dem for at have en kultur med konstant seksuel chikane og kønsbaseret forskelsbehandling.
Spilselskabet står anklaget for at have en sexistisk og kvindefjendsk arbejdskultur, hvor seksuelle kommentarer hen over computerskærmene, uønsket fysisk berøring og andre former for chikane – ifølge anklagerne – ikke var unormalt på en arbejdsdag, hvis man var kvinde.
Kort tid efter sagsanlægget blev offentliggjort, valgte den daværende topchef, J. Allen Brack, at træde tilbage fra sin stilling efter tre år på posten. Han har tidligere arbejdet som udvikler på 'World of Warcraft' i mere end 15 år.
I slutningen af september indgik firmaet et forlig med den amerikanske Equal Employment Opportunity Commission (EEOC).
De havde fundet frem til, at Activision Blizzard har fejlet i forhold til at igangsætte disciplinære og præventive foranstaltninger i forhold til klagerne om seksuel chikane.
Forliget på 18 millioner dollar er dog kun ét af de juridiske slagsmål, firmaet i øjeblikket står overfor, skriver The Verge.
Slut med store testikler og blottede bryster
Og kampen mod misogyni foregår ikke kun i de amerikanske retssale. Den foregår også i selve de spil, firmaet står bag: blandt andet i 'World of Warcraft', hvor der er forsvundet flere ting i den seneste tid.
Spillerne har ikke længere mulighed for at spytte på hinanden, og referencer til "store testikler" og en række skældsord om kvinder er også blevet fjernet, hvilket DR tidligere har beskrevet.
Nu ser det så også ud til, at Activision Blizzard har valgt at skære ned på andelen af bryster, man kan se i spillet.
Det fremgik i hvert fald af en opdatering til spillet i september, hvor Activision Blizzard skriver, at de har valgt "at opdatere en række obskure malerier, som stammer helt tilbage fra dengang, hvor spillet blev udgivet".
Nogle billeder er derfor blevet censureret, mens andre er blevet ændret fuldstændig.
Og man skal ikke undervurdere, hvor meget oprydningsarbejde firmaet stadig har foran sig, mener Miguel Sicart.
- Der er en hård kerne i spilkulturen og deres fanbase, der synes, det er noget fis, at man skal være mindre kvindefjendsk og mere inkluderende.
Han er dog ikke i tvivl om, at firmaet, der – ud over 'World of Warcraft' – står bag populære udgivelser som 'Candy Crush', 'Call of Duty' og 'Overwatch', nok skal overleve.
- De er for store til at fejle, og det her bliver ikke slutningen for Activision Blizzard. Men det varsler om en ændring i forhold til firmaets historie og kultur.
- Det kan man i hvert fald håbe.