OBS: Artiklen er spoilerfri, men indeholder spoilers fra det første 'The Last of Us'-spil.

Jeg tror ikke, at jeg er blevet så følelsesmæssigt påvirket af et spil, som jeg er af 'The Last of Us Part II'.

Spillet, der netop er udkommet i dag, er én lang kraftpræstation.

Både af udviklerne, som har stykket ét af de bedste spil sammen - nogensinde.

Men det kræver også en ekstraordinær præstation af dig, fordi det spiller på en lang række følelsesmæssige tangenter, som tilsammen giver en spiloplevelse, der kommer til at sidde i dig i lang tid efter, konsollen er slukket.

'The Last of Us Part II' river dig nemlig rundt i følelsesregistret.

Det består af alt fra brutale og ultra-voldelige kampsekvenser til gribende historiefortællinger, der zoomer helt ind på menneskelige følelser som hævntørst, svigt, afmagt og skiftende loyalitet.

Bizar virus hærger samfundet

'The Last of Us Part II' foregår en håndfuld år efter det første spil.

Spillets handling udspiller sig, ligesom det oprindelige spil, i et samfund, der er kollapset på grund af et bizart virusudbrud, der omdanner smittede mennesker til zombie-lignende væsener, der kaldes infected. Smitten og virusudbruddet har stået på i flere årtier, hvilket har fragmenteret samfundet i forskellige oprørsgrupper og militær-kontrollerede zoner.

Hovedpersonen i 'The Last of Us Part II' hedder Ellie. Hun spillede også en central rolle i det første spil. Her var hun en teenagepige, der, som den eneste, ikke udviklede sig til en infected, efter hun var blevet smittet.

Hun er immun.

I det første spil tages Ellie til fange af en militant oprørsgruppe, der har planer om at slå hende ihjel for at obducere sig frem til en vaccine. En vaccine, der kan redde millioner af liv og potentielt genoprette samfundet.

Men det vil den anden hovedperson, Joel, ikke tillade. Joel, der har mistet sin egen teenagedatter 20 år tidligere og derfor besidder en voldsom beskyttertrang, redder Ellie fra døden på trods af, at en vaccine potentielt kunne genoprette samfundet.

Men hvor meget er ét menneskeliv værd i forhold til en hel befolkning? Det spørgsmål efterlader det første spil os med.

I 'The Last of Us Part II' er den nu 19-årige Ellie spillets hovedperson.

I løbet af de første få timer af spillet, sker der nogle voldsomme begivenheder i 'The Last of Us Part II', der for alvor sætter handlingsforløbet - og Ellies hævntørst - i gang.

Jeg vil undlade at gå i detaljer om spillets historie i denne artikel, men jeg vil dog sige, at når man undervejs nærmest glemmer, at man står i et udbrud af en dødelig og bizar virus, der har revet samfundet midt over, så ved man, at der er en medrivende historiefortælling i gang, som giver plads til de menneskelige fortællinger.

Morbid vold og skrøbelige skæbner

'The Last of Us Part II' udspiller sig i Seattle, USA. En by, der har været brudt sammen så længe, at den nærmest minder mig om de nutidige billeder fra Tjernobyl efter atomkraftulykken for mere end 30 år siden.

Bygninger er kollapset og store indfaldsveje, der før var fyldt med trafik, er vokset til med træer, planter og udbrændte biler. Historien driver dig rundt i mange forskellige miljøer, og en central del af spillet går også ud på at finde vej rundt i byen. En øvelse, der nogle gange kan være trættende, når du for tiende gang møder en låst dør eller en blokeret passage, som du skal finde en vej omkring.

Undervejs vil du møde alt fra forskellige mutationer af infected til oprørsgrupper og fjender fra det første spil, som også er ude på at få hævn. Et tema, der gennemsyrer hele spiloplevelsen.

Det kan godt være, Ellie er immun over for den virus, der hærger samfundet, men hun er alt andet end immun over for den hævntørst, der dominerer alle hendes handlinger undervejs i spillet.

Parallelt med de brutale voldshandlinger, der nærmest kan opleves som endeløse, selvom handlingen udspiller sig over få dage, spirer en kærlighedshistorie mellem Ellie og hendes veninde Dina frem. 'The Last of Us Part II' skifter med andre ord mellem bestialske mord det ene øjeblik til nærværende og skrøbelige relationer i næste øjeblik.

Samtidig bliver fjenderne, der ved første øjekast virker som oplagte mål for de voldsomme handlinger, også mere nuancerede undervejs. For de har også deres grunde til at handle, som de gør. Deres egne personlige fortællinger. Deres egne rationaler.

De umiddelbare fjendebilleder krakelerer, efterhånden som man også lærer dem bedre at kende i 'The Last of Us Part II'. Det er en vellykket måde at fortælle historien på, hvor sympatien nærmest kan tippe til modsatte side, efterhånden som man kommer tættere på udvalgte fjender fra oprørsgrupperne. Det foregår både gennem flashbacks til fjendernes ungdom og barndom, men også gennem en præsentation af de dilemmaer, der betyder, at de handler, som de gør.

Det er "nemt" nok at skyde hovedet af muterede fjender undervejs (med alt fra flammekastere til armbrøster), men det bliver straks vanskeligere, når de mere menneskelige modstandere har en gribende baggrundshistorie. Kan din hævntørst drive dig til at slå ihjel? For enhver pris?

Du er konstant presset på ammunition til dine våben, hvorfor det nogle gange er nødvendigt at nedkæmpe fjenderne med dine bare næver. Nærkampssystemet kan nogle gange virke lidt låst, hvilket gør følelsen en smule mekanisk, når du slås med modstanderne på tæt hold.

PlayStation 4 bliver presset til det yderste

Rent grafisk er spillet også en kraftpræstation uden sidestykke. Det er, som om udviklerne har formået at klemme al den sidste saft og kraft ud af PlayStation 4, der efterhånden synger på sidste vers og bliver erstattet af PlayStation 5 senere på året.

Spillet er et af de flotteste, jeg længe har set. Ansigtsmimikken og de menneskelige udtryk har i mange år efterladt en del at ønske i spilverdenen, men nu er vi der, hvor der leveres overbevisende følelsesudtryk i spillets mange mellemsekvenser.

Samtidig er den kollapsede, dystopiske verden utroligt flot gengivet med stor variation og imponerende detaljer. Grafikmæssigt er det et fremragende punktum for PlayStation 4-konsollen, der i dén grad stopper på toppen. Det er ganske enkelt teknologisk imponerende.

Én stor magtdemonstration

Som du nok kan fornemme, er 'The Last of Us Part II' et utroligt vellykket og yderst gennemført spil i alle dets facetter. Jeg har virkelig svært ved at finde nogle større kritikpunkter ved det.

Over de mere end 20 timer, det tager at gennemføre, lykkedes det med at fortælle en så kompleks og følelsesmæssig historie, at jeg konstant var engageret i alle karakterernes handlingsforløb.

Det er udmattende at komme igennem. Det er en hård omgang. Men det skal det være - for sådan er historien skruet sammen. Jeg skulle lige sunde mig, efter rulleteksterne rullede over skærmen og controlleren endelig kunne få en pause fra de svedige håndflader.

Det skal være tungt. Det skal være brutalt. Og det skal være hårdt. 'The Last of Us Part 2' stryger dig mod hårene. Og det er hele pointen.

Artiklen er baseret på en fuld gennemspilning af 'The Last of Us Part II's historie. Spillet er netop udkommet til PlayStation 4.