Golden Globe blev tvunget til forandring: 'Jeg håber, at vi kan følge trop herhjemme'

Golden Globe har skruet op for diversiteten. Nu skal Danmark bare gøre det samme, mener skuespiller Marie-Lydie Melono Nokouda.

Marie-Lydie Melono Nokouda savnede roller og andre sorte ansigter i branchen, så derfor skabte hun en platform, så hun ikke ”altid er i en position, hvor det er et andet menneske, der sidder med din skæbne i hånden". (Foto: © Peter Langkilde, DR)

I nat dansk tid vender prisuddelingen Golden Globe tilbage efter skandalen om manglende etik og diversitet i organisationen bag showet, Hollywood Foreign Press Association (HFPA).

Nu skal det derimod være slut med at blive beskyldt for ikke at omfavne andre hudfarver end hvid. Golden Globe er i hvert fald kommet kritikken i møde og har blandt andet skruet op for antallet af sorte filmstjerner i deres show og i deres jury.

Golden Globes nye tiltag glæder den danske skuespiller Marie-Lydie Melono Nokouda. Hun kender nemlig alt til manglende repræsentation i branchen.

Så meget, at hun har følt det nødvendigt at skabe sin egen kunstneriske platform, Black To Normal, der "præsenterer dansk dramatik skrevet af sorte og brune talenter" på teatrene.

- Herhjemme har vi stadig ikke mange sorte, der producerer noget, og der bliver ikke skrevet historier til sorte. Så her handler det muligvis om talentudvikling, mens det i USA handler om at blive anerkendt, siger hun.

- Diversiteten er nødt til at brede sig ud og ikke bare i ét felt, men i hele branchen, siger Marie-Lydie Nokounda. Hun ser det som nødvendigt, at det ikke kun er blandt skuespillerne, men også blandt andre filmarbejdere. (Foto: © Peter Langkilde, DR)

Da vi i Danmark ofte kigger mod USA, når det gælder film og tv, betyder det "rigtig meget", når de viser vejen til forandring på den anden side af Atlanten.

Også selvom det krævede en kæmpe shitstorm, før Golden Globe satte fut i diversiteten.

- Når man har en så stor del af befolkningen, som faktisk producerer og er dygtige, men som slet ikke bliver invitereret til at vise sin kunst eller blive anerkendt for sine værker, så går det jo ikke, siger Marie-Lydie Melono Nokouda.

- Derfor betyder forandringen utroligt meget, og jeg håber, at vi kan følge trop herhjemme, tilføjer hun.

Hvor er rollerne som skolelærer?

Måske kan du ikke lige genkende Marie-Lydie Melono Nokouda.

Det er ellers ikke fordi, hun har ligget på den lade side, siden hun blev færdiguddannet fra Skuespillerskolen ved Aarhus Teater i 2013. Især har hun været aktiv på teaterscenerne.

Til gengæld hænger de bærende roller i film og tv ikke på træerne. På det seneste har hun dog spillet med i serierne 'Dag og nat' og 'Kastanjemanden', men som altid er det birollerne, hun får – hvis hun da overhovedet får tilbudt roller.

- Jeg oplever, at der ikke er særlig mange historier, hvor en person, der ser ud som mig, har en plads. I og med at der ikke er ret mange historier, hvor jeg med mit udseende passer ind, er det også en måde at sige, at jeg ikke eksisterer i en fiktionsverden, siger skuespilleren.

Marie-Lydie Melono Nokouda spillede sidste år med i TV 2-serien 'Dag og nat', der er instrueret af Lone Scherfig og som har Sofie Gråbøl i hovedrollen. (Foto: © Henrik Ohsten, TV 2)

En løsning er derfor at få skubbet til bevidstheden om, at sorte skuespillere sagtens kan spille roller som for eksempel skolelærer eller læge, mener Marie-Lydie Melono Nokouda.

- Når det er sagt, har jeg heller ikke lyst til at sige, at du skal ansætte mig. Jeg ville blive mere tilfreds, hvis jeg selv skabte rollen. Jeg kan jo ikke sige til nogen, at de skal give mig en rolle, hvis de ikke har lyst til det.

- Det betyder bare ikke, at andre i filmbranchen ikke også har et ansvar for, at vi kollektivt kan få forandring.

Marie-Lydie Melono Nokouda vurderer, at der kan være mange grunde til de manglende filmroller til de sorte skuespillere, der trods alt findes herhjemme. Måske er branchen bange for at satse på et nyt ansigt. Måske frygter man for billetsalget.

En ting er dog sikkert, synes hun – nemlig at der er et problem.

- Jeg er ikke fortaler for at pege på, hvem der er skyldig eller ansvarlig. Vi er alle sammen ansvarlige – og jeg er ansvarlig for min egen karriere, som jeg selv skal tage hånd om, tilføjer hun.

Men er det ikke bare altid de bedste, der får jobbet?

- Jo, det skal også være de bedste, der får jobbet – men de bedste ud fra hvilken palet? Hvis jeg ikke er med i den palet, og vi kun har hvide skuespillere, så betyder det jo, alt jeg slet ikke har været med inde og give mit bud på, om jeg kan være en af de bedste.

Marie-Lydie Melono Nokouda har også spillet en birolle i fem afsnit af den populære Netflix-krimi 'Kastanjemanden'. (Foto: © Tine Harden, Netflix)

'Der er momentum lige nu'

Når Golden Globe i nat ruller den røde løber ud og hylder filmfolkene, vil der være flere sorte stjerner end før sidste års boykot af showet.

På listen over dem, der skal præsentere de nominerede, finder man for eksempel Billy Porter, Jay Ellis, Jennifer Hudson og Niecy Nash-Betts, der i øvrigt bare er et udpluk af årets sorte presenters. Derudover er komikeren Jerod Carmichael vært, mens Eddie Murphy modtager showets ærespris.

Det ser altså ud til, at der faktisk er skruet kraftigt op for diversiteten i showet.

Marie-Lydie Melono Nokouda ser da også positivt på forandringen, der breder sig i disse år. Ikke kun i USA, men også her i Danmark.

- Der er momentum lige nu. MeToo og Black Lives Matter har startet en bølge, som vi virkelig bare skal ride med på og udnytte, så det ikke fader ud og sort ikke bare er eksotisk i to år, og at interessen så daler. Det skal blive en vedvarende ting, at vi sagtens kan spille andre roller.

Skuespiller, sanger og instruktør Billy Porter – her ved People's Choice Awards sidste år – vil også være til stede i nat ved årets Golden Globe. Han skal præsentere en af vinderne. (Foto: © Mario Anzuoni, Ritzau Scanpix)

Skuespilleren er også optimistisk på den yngre generations vegne. De unge, sorte talenter er nemlig gode til at kæmpe aktivt for forandring og sætte fokus på det.

Senest har DR-serien 'Bad Bitch', der er skrevet af seriens hovedrolleindehaver Diêm Camille og instrueret af Patricia Bbaale, gjort sig bemærket med et sort hold foran og bag kameraet.

- Det er jo fantastisk, at der kommer sådan en energi – nærmest en rullende lavine af et ønske om forandring. Så jeg håber, at folk, der sidder på magten og som har positioner, hvor man kan gøre en forskel, lytter til det.

Selv har hun følgende råd til skuespillere med samme hudfarve som hende. Det er i hvert fald hendes egen strategi.

- Det handler om at pleje sit netværk, turde tage chancer og tage kontakt til for eksempel castere eller et andet led i filmbranchen. Man må være kreativ med de kort, der er, siger Marie-Lydie Melono Nokouda.

Golden Globe løber af stablen i nat dansk tid, og sendes efter et års pause igen af den amerikanske tv-kanal NBC. Det er ikke muligt at se showet live på dansk tv i år.

Skuespillerne Sheryl Lee Ralph (til venstre) og Niecy Nash Betts er begge nomineret til en Golden Globe i år. Førstnævnte vandt i øvrigt en Emmy for sin rolle i komedieserien 'Abbott Elementar' som den første sorte kvinde i 35 år. (Foto: © ALLISON DINNER, Allison Dinner/Invision/AP)