Gourmet-ekspert: Det tyder på mindst to nye danske Michelin-stjerner

To danske restauranter er blevet ringet op og rådet til at tage til Michelin-pressemødet i Stockholm.

Folkene fra Restaurent 108, der også kaldes Nomas lillesøster eller "Lille Noma" er i Stockholm. Angiveligt er de blevet ringet op af Michelin og rådet til at være til stede. (Foto: © Emil Hougaard, Scanpix)

21 danske restauranter har lige nu stjerner i Michelin-guiden. Med mindre nogen mister deres stjerne, tyder det på, at der er flere på vej til Danmark, når stjernerne til formiddag uddeles i Stockholm.

For mindst to af restauranterne er nemlig blevet ringet op af Michelin og har fået at vide, at det er en god ide at være til stede ved pressemødet her klokken 10, fortæller Jesper Uhrup Jensen, der er chefredaktør på magasinet Gastro.

- De sidste par dage har der lydt tegn på vandrørene om, at restauranten på Dragsholm Slot i Vestsjælland får en stjerne, og 108, der bliver kaldt Nomas lillesøster, står også til at få en stjerne. De er i hvert fald på vej til eller er i Stockholm for at deltage i pressemødet her klokken 10, siger Jesper Uhrup Jensen.

Han understreger dog, at det er hemmeligt, og at ingen reelt ved om tilstedeværelse på pressemødet også er lig med at få en stjerne i den eftertragtede guide.

Lidt er der dog blevet slækket på hemmelighederne de senere år. Hvor anmelderne tidligere var ligeså hemmelige som selve uddelingen af stjerner og nærmest gemte sig bag skæg og blå briller, er der løsnet lidt op, fortæller chefredaktøren.

- Nu er de blevet moderne, så de skriver på sociale medier som Twitter, Facebook og Instagram, hvor de har været. Man kan ikke lægge alt i det, og det er ikke ensbetydende med en stjerne, at de har været der, men det er deres måde at være i takt på tiden på, siger Jesper Uhrup Jensen.

Netop på grund af "åbenheden" ved man også, at anmelderne i år har været mere rundt omkring i Danmark end tidligere. I dag er det kun seks af de i alt 21 danske Michelin-restauranter, som ligger uden for København.

Selv peger Jesper Uhrup Jensen på tre restauranter uden for hovedstaden, der også bør få den eftertragtede stjerne.

- Personligt har jeg gættet på Falsled Kro, hvis anmelderne har været der, og det mener jeg, at de har. Jeg kan ikke forstå, hvis de kan undgå at kaste en stjerne efter den. Og så er Ruths hotel i Skagen også et kvalificeret bud og Babette i Vordingborg.

Du kan følge med i uddelingen af årets Michelin-stjerner her på dr.dk fra klokken 9:45