- Det skulle have været så godt, og så endte det faktisk rigtig skidt.

Sådan lyder de første ord fra tv-vært Ane Cortzen i den nye sæson af DR-programmet 'Er der en arkitekt til stede?', hvor hun med fagfolk ser på nogle af de nye bygninger i Danmark, der langt fra blev, som mange havde håbet på.

Kommentaren falder foran det 100 meter høje Bohrs Tårn, der står i én af Københavns nyere bydele, Carlsberg Byen. Højhuset er både blevet kaldt "mislykket" og "fejlcastet" i medierne. Berlingskes læsere har endda nomineret det til at være Københavns grimmeste bygning.

Og det københavnske tårn er på ingen måde alene om at være udskældt.

'Er der en arkitekt til stede?' har tidligere været forbi byerne Horsens, Asserbo og Aarhus. I den aktuelle anden sæson er det bygninger i Bagsværd, Ringsted og Viborg, der får en tur med luppen.

Men hvad er det overordnet, der går galt, når bygninger rundt i Danmark overhovedet ikke bliver, som lokalplanen foreskrev, eller som borgerne drømmer om?

Det vil vi dykke ned i her.

Politisk frustration og skuffede borgerne

Lars Autrup er direktør for Arkitektforeningen og repræsenterer dermed både arkitekter i tegnestuerne og dem, der arbejder i kommunerne, hvor der lægges lokalplaner for, hvad der må bygges.

Han er ikke i tvivl om, hvor kæden ofte kan hoppe af og giver også sit besyv med i 'Er der en arkitekt til stede?'.

Når et byggeprojekt igangsættes, kan meget nemlig ændre sig undervejs i løbet af den lange proces. Det kan være, at der alligevel ikke var råd til de ønskede materialer. Det kan også ske, at arkitekterne skiftes ud undervejs af forskellige grunde.

Den slags resulterer ofte i, at ambitionerne for byggeriet daler drastisk, mener han.

- Der er mange om at skabe kvalitet for et byggeri, starter Lars Autrup.

- Du skal have en dygtig bygherre og entreprenør og nogle dygtige rådgivere i form af arkitekter og ingeniører. Og så skal der være et godt plangrundlag – det, som kommunen har tænkt inden, skal helst være klogt, fortsætter han.

Men kommunen og lokalpolitikerne kan intet stille op, så snart selve planlægningen er overstået, og et projekt er godkendt, påpeger han.

- Vi har en planlov i første del af processen, som sætter rammerne for byggeriet. Men bagefter tager en byggelov over, og det er her, man forholder sig til den konkrete udformning af byggeriet med materialer og detaljer.

- Hvis ikke lokalplanen er meget konkret, så er bygherrer langt hen ad vejen ikke længere forpligtet af det, som borgerne og politikerne tror, de får, tilføjer han.

Derfor kan bygherren altså både justere i materialer og udformningen af en given bygning længere fremme i processen. Eneste krav er sådan set bare, at byggeriet overholder lokalplanen for, hvor meget og hvor tæt der for eksempel må bygges.

Derudover er der også den mulighed, at bygherren – for eksempel et boligselskab eller private udviklere – går mere op i, at det skal være billigt og færdigt, end i bygningens ydre æstetik.

Det er et problem, mener Lars Autrup.

- Hvis en bygherre ikke er interesseret i fællesskabet og ikke påtager sig den samfundsforpligtelse, der hører til, når man bygger noget prominent, så har vi en forventning om, at kommunen sørger for, at det ikke går helt ad helvede til, siger Lars Autrup.

Men kommunerne kan ofte ikke gøre ret meget, når først lokalplanen ligger der:

- Når byggeriet så ender som noget andet end det forventede, kommer der en politisk frustration, mens borgerne siger "øv", og så er der et lovgivningsmæssigt problem. Kommunen har simpelthen ikke værktøjerne til at styre det bedre, end de gør, tilføjer han.

Bygninger har 'altid sat sindene i kog'

I Aarhus Kommune sidder stadsarkitekt Anne Mette Boye med centralt ved bordet, når nybyggeri i Danmarks andenstørste by og opland skal planlægges, vurderes og godkendes.

- Det vigtigste for mig er, at vi bidrager til høj kvalitet, for det er dybest set det, der bidrager til borgernes livskvalitet og til, at vi har nogle gode bymiljøer. Også på den lange bane, siger hun.

Anne Mette Boye har været stadsarkitekt i Aarhus siden 2021 og forstår godt, hvorfor nye bygninger indimellem bliver udskældte og skaber debat.

- Der, hvor det for alvor går galt, er, når man politisk eller som borger får stillet ting i udsigt, som ikke bliver indfriet.

Ligesom Lars Autrup peger hun blandt andet på, at økonomien bag et planlagt projekt godt kan ændre sig – lige nu er byggematerialerne for eksempel steget i pris – og at et projekt sagtens kan skifte hænder flere gange.

Derudover spiller det naturligvis også ind, at smag simpelthen er forskellig. Det er dog altid en god ting, når der opstår samtaler om en bys arkitektur, påpeger stadsarkitekten.

- Arkitektur har historisk set altid sat sindene i kog, for når man er borger i byerne, vil der være områder, man holder rigtig meget af – og arkitektur er jo også identitetsskabende for byen.

Netop derfor kan det også være "virkelig vanskeligt og kræver stor omhyggelighed" at ændre ved områder, som borgerne er særligt tilknyttede til.

En paragraf kan i sidste ende benyttes

Hvis kommunen mener, at et byggeprojekt tegner til at blive helt skævt i forhold til lokalplanen, er der dog én mulighed for at justere udformningen af det, inden fundamentet på grunden støbes.

Der findes nemlig et såkaldt paragraf 14-forbud, der er en form for pauseknap. Den giver i særlige tilfælde kommunen mulighed for at modsætte sig for eksempel et byggeri eller en nedrivning – og plads til at udarbejde en ny lokalplan.

Det er dog ikke en knap, man skal bruge i tide og utide. Det er kun en allersidste udvej, understreger Anne Mette Boye.

- Det er noget, vi er meget varsomme med at bruge. Vi bruger det kun sjældent, hvis det er nogle helt særlige bygninger, eller de skal ligge et særligt sted. Det er et meget stærkt greb at bruge, siger stadsarkitekten.

Derfor er det også ret specielt, at Aarhus Kommune inden for forholdsvis kort tid har været med til at trække i bremsen på to projekter. Det ene var en nedrivning af et bevaringsværdigt hus. Det andet var et boligbyggeri centralt i Midtbyen, som ikke levede op til intentionerne i lokalplanen og derfor blev afvist.

- Med sagen i Midtbyen måtte vi sande, at vi havde en lokalplan, der ikke var stærk nok i forhold til de krav til den arkitektur, vi blev præsenteret for, fortæller Anne Mette Boye.

Dén håndbremse giver da også kommunen mulighed for at få strammet den konkrete lokalplan op inden for ét år. Lever en bygning op til lokalplanen, kan kommunen derimod ikke sige nej til bygherren.

Hvis du til gengæld har en bygning i dit nærområde, der ikke ligefrem pynter – eller som du synes er klodset – er der dog håb.

For bare fordi en bygning er udskældt nu, behøver det ikke betyde, at den for evigt vil blive set skævt til, minder Anne Mette Boye os om.

- Nogle af de bygninger, vi holder allermest af i dag, har været til kæmpe debat, da de blev bygget. Men bag dem har der næsten altid ligget en stærk arkitektonisk intension, siger hun.

Et eksempel er Aarhus Rådhus, hvor hun selv har kontor. Det blev tegnet af Arne Jacobsen og Erik Møller, og blev senere justeret med den nuværende beklædning og et rådhustårn, der ikke oprindeligt var tegnet med.

- Debatter om arkitektur skal ikke ses som noget usundt. Vi skal passe på med at frygte konflikter om, hvordan vores by skal udvikle sig – så længe det er konstruktive konflikter, siger Anne Mette Boye og slutter:

- Vi bliver ikke nødvendigvis enige, men dialogerne gør os klogere på hinanden og på, hvad vi vil med vores by og ikke mindst arkitekturens store betydning.