Her er tre udfordringer for den nye kulturminister

Lottopenge til idræt og kultur og en nye aftale om Det Kongelige Teater venter Bertel Haarder

Regeringens nye ministre bliver introduceret på Amalienborg i København. Her er det kultur og kirkeminister Bertel Haarder. (Foto: Simon Læssøe/Scanpix 2015) (Foto: © Simon Læssøe, Scanpix)

Bertel Haarder er udnævnt til ny kultur- og kirkeminister. Her er tre af de største opgaver, der venter på den nye minister på kulturområdet:

Lottopenge til idræt og kultur

Frivillige idræts- og kulturforeninger modtager penge fra de såkaldte udlodningsmidler, der kommer fra Danske Spil og Klasselotteriet. Men efter liberaliseringen af spillelovgivningen i 2012 har flere spiludbydere budt sig til på det danske marked, og det har gjort pengeposen mindre.

Af samme grund fik de frivillige idræts- og kulturforeninger 63 millioner kroner som kompensation i 2015. Loven om udlodningsmodellen skal evalueres i efteråret. Formanden for DIF, Niels Nygaard, har tidligere sagt, at hvis der ikke bliver handlet politisk, kommer det til at gå ud over integrationsindsatsen.

Ny aftale mellem Kulturministeriet og Det Kongelige Teater

Det Kongelige Teater bliver fulgt tæt af de danske politikere, der til alle tider har ønsket, at teatret skal spille skuespil, opera og ballet af høj kunstnerisk kvalitet i et stort udbud. Hvordan det sker, er der dog ikke enighed om.

Den sidste aftale fra 2012 udløber ved udgangen af 2015. Aftalen er indgået mellem Socialdemokraterne, De Radikale, Venstre, Dansk Folkeparti, Liberal Alliance og De Konservative. Det var den tidligere radikale kulturminister Uffe Elbæk, der stod i spidsen for aftalen, der indeholder såvel strategiske mål og indsatsområder for teatret.

Aftale om matchfixing:

Tidligere kulturminister Marianne Jelved (R) fremsatte i januar i 2015 et lovforslag, der skulle kriminalisere bestikkelse inden for idrætten og gøre bekæmpelse af matchfixing til en forudsætning for at få offentlig støtte som idrætsorganisation.

Lovforslaget sidestillede indsatsen mod matchfixing med indsatsen mod doping. Den konservative Brian Mikkelsen har tidligere sagt, at matchfixing er den aktuelt største trussel mod idrætten, og at samfundet skal påtage sig sin del af ansvaret med en større indsats fra politiet og myndighederne.

/ritzau/