BILLEDER Sådan så det ud da Danmark blev befriet

I aften er det præcis 73 år siden, at danskerne fik nyheden om, at fem års besættelse var slut.

  • Glæden var stor, da BBC den 4. maj om aftenen kunne meddele den danske befolkning, at fem års tysk besættelse var slut. Billedet her er taget samme aften i København. (© Frihedsmuseet/Nationalmuseet)
  • Dannebrog og store smil blev fundet frem, da befrielsesbudskabet nåede ud. Her ses en gruppe kvinder på Strøget i København den 5. maj 1945. (© Frihedsmuseet/Nationalmuseet)
  • Der blev spist is og malet Dannebrog på kinderne på befrielsesdagen 5. maj 1945. (© Frihedsmuseet/Nationalmuseet)
  • Glade studenter foran Christiansborg den 5. maj 1945. (Foto: © F. Aggersbo, Frihedsmuseet)
  • Der blev også tjent penge på de gode nyheder. Her sælger en pige flag på Langelinje i København den 5. maj 1945. (© Frihedsmuseet/Nationalmuseet)
  • Et farvebillede fra befrielsesdagene. Det var ikke kun Dannebrog, som blev hængt op i gaderne. Her ses det britiske Union Jack og bagved hænger det norske flag. (Foto: © Eugen Daniel Lange, Frihedsmuseet/Nationalmuseet)
  • Befrielsesdagene huskes ikke kun for deres spontane glæde. Også det efterfølgende retsopgør, der blandt andet betød genindførelsen af dødstraf og lovgivning med tilbagevirkende kraft, har skrevet sig ind i historiebøgerne. I befrielsesdagene blev flere danskere anholdt og kørt hånende gennem byernes gader. Nogle af dem havde samarbejdet med tyskerne, eller sympatiseret med nazismen. Andre havnede på ladet af bilerne på grund af tilfældigheder. Her kører en ladvogn gennem København med frihedskæmpere og deres anholdte den 5. maj 1945. (Foto: © Eugen Daniel Lange, Frihedsmuseet/Nationalmuseet)
  • Glæden over krigens gang begyndte allerede inden befrielsen. Her er gensynsglæden stor, da det danske Politi, efter at have været interneret i tyske koncentrationslejre, endelig kom hjem. Billedet er taget 2. maj 1945 ved Østerport Station i København. (Foto: © F. Aggersbo, Frihedsmuseet/Nationalmuseet)
  • Der var stor trang til at ryge cigaretter i befrielsesdagene. Her ses en engelsk soldat omringet af cigarethungrende danskere i Kruså den 7. maj 1945. (© Frihedsmuseet/Nationalmuseet)
  • Glade indbyggere i Aabenraa byder de britiske tropper velkomne den 7. maj 1945. (© Frihedsmuseet/Nationalmuseet)
  • Også på Bornholm var glæden over befrielsen stor. Her danses der foran Rådhuset på Store Torv i Rønne. Glæden var dog kortvarig, for allerede den 7. maj blev øen udsat for sovjettiske luftangreb. I de næste 11 måneder havde det daværende Sovjetunionen tropper udstationeret på øen, og først i marts måned 1946 blev Bornholm endelig rigtig fri. (© Frihedsmuseet/Nationalmuseet)
1 / 11

Det var den britiske radiokanal BBC, der om aftenen den 4. maj 1945, kunne overbringe danskerne det glade budskab om, at de tyske tropper i Holland, Nordvesttyskland, og Danmark havde overgivet sig.

For Danmark var fem års tysk besættelse endelig slut. Selvom det langt fra var alle, der hørte nyheden direkte, blev glædesbudskabet hurtigt spredt. I galleriet øverst kan du se en række udvalgte billeder fra befrielsesdagene i maj 1945.