Ved midvinter holdt vikingerne jól. Man fejrede, at man nu var igennem årets mørkeste måneder, og var på vej mod lysere tider.

Ifølge vikingernes nordiske asatro red guden Odin ved denne tid over nattehimlen på sin ottebenede hest Sleipner.

Odin bar en kappe, havde langt, hvidt skæg og på hans skuldre sad de to ravne, Hugin og Munin. De hjalp ham med at afgøre, hvem blandt menneskene, der havde været gode og hvem, der havde været onde i løbet af året.

Fra sin flyvende hest delte han gaver ud til de gode og straffede de onde.

Den mytiske baggrund for den kristne figur Father Christmas synes at være en lokal engelsk figur, som kan spores tilbage til før-kristen tid.

Han symboliserede forårets komme, og var iført en grøn kåbe samt en krans af kristtjørn, vedbend eller mistelten, som i dag stadig forbindes med juletiden.

Fader Jul kom ikke med gaver, men gik i stedet fra hus til hus og spredte glæde og håb. Det var kutyme at byde Fader Jul på en bid mad og noget at drikke, når han kom forbi.

Bedstefar Frost, eller Ded Moroz, er en førkristen, slavisk vintertroldmand og skovens hersker. Han har langt hvidt skæg, bærer typisk en blå eller rød pelskappe, russiske valenki-støvler og i sin hånd har han en magisk stav.

Bedstefar Frost rider i en traditionel russisk slæde, og sammen med sin hjælper, Snepigen, deler han gaver ud til børnene på nytårsaften.

I sagn beskrives det, hvordan han både gav gaver til de gode og straffede de onde.

Bedstefar Frost kunne for eksempel finde på at kidnappe børn, og først aflevere dem tilbage, når forældrene havde givet ham gaver.

I Rusland og dele af Østeuropa fejrer man stadig Bedstefar Frost, selv om han i dag ligger i hård konkurrence med den vestlige julemand.

Historien om julemanden, som vi kender ham, tager for alvor fart omkring år 300, hvor Nikolaus var biskop i den græske by Myra i det nuværende Tyrkiet.

En legende fortæller, hvordan en fattig mand i Myra havde tre døtre, som han ikke havde råd til at give medgift til et ægteskab. Derfor stod pigerne til en fremtid i prostitution, og faderen var dybt ulykkelig.

Nikolaus hørte om den fattige mand, og besluttede sig for at hjælpe ham. Men han måtte gøre det i al hemmelighed for ikke at bringe den fattige mand i forlegenhed.

I ly af natten kastede Nikolaus en pose med guldmønter ned gennem skorstenen. Posen landede i en strømpe, der hang til tørre ved ildstedet, og døtrenes skæbne var reddet.

Sankt Nikolaus blev en meget populær helgen i de katolske lande, og var kendt for at være børnenes og sømændenes beskytter.

Han blev især fejret på sin navnedag den 6. december, men traditionen nåede aldrig helt til Danmark.

I Holland dyrkede man Sankt Nikolaus meget, og som en videreudvikling af helgenen opstod figuren Sinterklaas i løbet af middelalderen.

Han bar en rød kappe, bispehue og gylden stav. Ved sin side havde han hjælperen Sorte Piet, og sammen delte de gaver ud til børn på natten til Sankt Nikolausdag den 6. december.

Sorte Piet er en førkristen figur, og et eksempel på, hvordan kristne og førkristne karakterer smelter sammen i den figur, vi senere kommer til at kende som julemanden.

Hjælperen har de seneste år været udsat for den del kritik, fordi mange anser det for racistisk, når hollændere den dag i dag stadig maler sig sorte i ansigtet og optræder som Sorte Piet ved juletid.

Efter reformationen i starten af 1500-tallet blev helgendyrkelse upopulær, og Sankt Nikolaus kom for en stund ud i kulden. I stedet fortalte man børnene, at det var Jesusbarnet, der kom med gaverne.

I Danmark var det i mellemtiden typisk nisserne på gårdene, der stod for at uddele gaver og julemanden skulle en tur over Atlanten, før han for alvor blev en kendt skikkelse herhjemme.

Hollænderne havde til trods for reformationen svært ved at give slip på Sankt Nikolaus, og da de i 1600-tallet begyndte at udvandre til Amerika, tog de Sinterklaas med sig.

Dog ændrede de dagen for uddeling af gaver fra Nikolausdag den 6. december til den 25. december, som man anså for Jesu fødselsdag.

I USA blev Sinterklaas gradvist til Santa Claus, og figuren begyndte for alvor at nærme sig den opfattelse af julemanden, vi har i dag.

I 1823 blev digtet 'A visit from St. Nicholas' udgivet og her blev det for første gang beskrevet, hvordan julemanden var en tyk og glad figur, der kom flyvende i en slæde trukket af otte rensdyr.

Tegneren Thomas Nast portrætterede i 1863 denne tykke, rødklædte julemand i magasinet Harpers Weekly, og fortællingen om julemanden var næsten komplet.

Nasts tegning dannede forlæg for utallige julekort, der blev sendt hjem til slægtninge i Europa og deriblandt Danmark.

Og sådan gik det til, at danskerne for alvor fik kendskab til den røde julemand: Via julekort fra slægtninge i Amerika.

Første gang 'Julemanden' optrådte i Danmark, var i 'Peters Jul' fra 1866. Her hed han 'Den gamle Jul', og kom ikke med gaver, men med selve juleglæden.

'Den Gamle Jul' havde et lys i hatten og gik rundt og lyttede ved byens døre. De steder, hvor børnene havde været frække, gik han forbi.

Men de steder, hvor børnene havde været artige, gik han ind, tog lyset ned fra hatten og tændte juletræet, så julestemningen bredte sig.

Første gang julemanden optræder som gavegiver i Danmark, er i Louis Moes 'Julemandens Bog' fra 1898.

Her kan børnene læse, hvordan julemanden sidder højt mod nord og maler legetøj hele året, som han deler ud juleaften sammen med sine to hjælpere Nissen og Juleenglen.

Den gamle førkristne historie om nisserne fik altså lov til at levere videre side om side med julemanden i Danmark.

Det var først i løbet af mellemkrigstiden, det blev almindeligt, at et medlem af familien klædte sig ud som julemand og delte gaver ud til børnene juleaften.

Kilder: Caroline Nyvang, forsker og kulturhistoriker ved Det Kgl. Bibliotek, Information, historienet.dk, historie-online.dk, ZME Science, videnskab.dk.