Her er 11 af historiens bedste computerspil om historie

I dag udkommer to af verdens mest populære historiske spil i nye versioner. I den anledning har spilekspert Morten Greve dykket ned de historiske spils lange historie.

De historiske computerspil har en lang historie bag sig. Billedet er fra spillet 'Medal of Honor', som har Steven Spielberg som forfatter og i begyndelsen tog udgangspunkt i Anden Verdenskrig.

Siden ’The Oregon Trail’ udkom i 1971 er mængden af spiltitler med udgangspunkt i verdenshistorien vokset ekstremt.

Nogle af de mest succesfulde historiske spil har solgt millioner af eksemplarer over hele verden – ikke mindst ’Battlefield’- og ’Civilization’-serierne, som begge kommer i nye udgaver i dag.

Her er 11 af de mest populære historiske spil i spilhistorien. Hver for sig kan de give en oplevelse af fortiden ved at lege med historiske begivenheder eller tage del i versioner af dem.

Age of Empires-serien

Age of Empires blev en markant succes i 1997 med både glimrende anmeldelser og mange solgte spil. Det blev startskuddet til en serie, der førte en lang serie titler, udvidelser og spin-offs med sig, hvor grundspillene AoE 1, 2 og 3 samt udvidelser er de stærkeste.

Som Civilization-serien tager Age of Empires også udgangspunkt i en af flere civilisationers udvikling, men i modsætning til Civilization spiller man Age of Empires i realtid mod Civilizations tur-baserede opbygning. Det skaber et mere direkte hektisk pres for ens civilisations overlevelse og flere taktiske beslutninger end i Civilization. Det gør spillet til et glimrende multiplayer-spil, men fjerner meget af det historiske perspektiv, man får i Civilization-serien.

Hvor skal jeg begynde? I 2013 udkom Age of Empires II HD, der opdaterer det klassiske spil. Det er et godt sted at begynde.

Assassin’s Creed-serien

I Assassin’s Creed-serien bliver man sendt fra spillets nutid ”tilbage i tiden” ved at genopleve minder fra en serie fiktive snigmordere. Det er et lidt snørklet afsæt til en serie virkelig glimrende spil, hvor man i de ”gode” snigmordernes fodspor kan opleve historiske perioder og møder historiske personer.

Afhængig af hvilken titel, man spiller i den efterhånden omfattende serie, kan man opleve det tredje korstog, renæssancen, kolonitiden, den franske revolution, viktoriatiden i England og mange andre perioder. En særdeles glimrende måde at få et indtryk af perioderne på en spændende måde.

Pro-tip: Selvom AC-spillene er kontrafaktiske, så fungerer de nærmest som virtuel turisme i tider og steder, man ellers ikke selv har mulighed for at opleve.

Hvor skal jeg begynde? Du kan starte Assassin’s Creed-serien med det nyeste Assassin’s Creed Syndicate, der foregår i Victoria-tiden uden problemer. Skal du have hele den rige mytologi med, skal du starte forfra i serien. Det er dog uden tvivl din tid værd.

Battlefield-serien

Svenske EA DICE har leveret glimrende actionspil i Battlefield over de sidste mange årtier. Fokus i Battlefield-serien er 100 procent på slagmarken, krigen, kampen.

Battlefield laver ikke hyper-realistiske historiske simulationer (om end de ganske overbevisende som spil), og derfor er det begrænset, hvor meget historie man kan lære af spillene, særligt fordi de seneste års mange spil tager udgangspunkt i en nær fremtid.

Hvor skal jeg begynde? Battlefield 1 udkommer 21. oktober 2016, hvis du vil opleve Første Verdenskrig som skydespil. Ellers skal du tilbage til Battlefield 1943 fra 2009 for historiske slagmarker.

Brothers in Arms-serien

Brothers in Arms-serien fra Gearbox tog også udgangspunkt i Anden Verdenskrig, som mange af de andre titler på denne liste, men som noget særligt er spillet baseret på fortællingerne fra 502nd Parachute Infantry Regiment og 101st Airborne Division, der deltog ved virkelighedens D-dag.

Holdet bag brugte mange ressourcer på at gøre spillet realistisk (indenfor de tekniske rammer) ved at researche de rigtige slagmarker og interviewe veteraner, der var med i slagene. Det giver en helt særlig oplevelse med fokus på sammenhold blandt soldaterne.

Hvor skal jeg begynde? Hvis du har mulighed, så start med første titel i serien, Brothers in Arms: Road to Hill 30 fra 2005, alternativt kan du prøve Brothers in Arms: Hell’s Highway til Playstation 3, Xbox 360 og Windows PC i 2008.

Call of Duty-serien

På linje med Battlefield-serien er Call of Duty-serien nok den mest Hollywood-agtige gengivelse af krig – og her i 2016 er Call of Duty-serien blevet lig med en stor legekasse/rutsjebane med vildere og vildere våben i forskellige miljøer.

Serien startede dog i 2003 som et skydespil i 2. Verdenskrig i både Call of Duty 1, 2 og 3. Og det gør spillene teknisk fermt, men med relativt lidt tyngde Også det senere spil Call of Duty: World at War giver et indblik i den amerikanske krig i Stillehavet under 2. Verdenskrig. Glimrende spil for underholdningsværdiens skyld, men skal ikke spilles, hvis man vil have et dybt indblik i perioden.

Hvor skal jeg begynde? Som Battlefield-serien har Call of Duty også bevæget sig væk fra sine historiske slagmarker til futuristiske. Call of Duty: World at War fra 2008 er dog et godt sted at starte.

Civilization-serien

Sid Meier’s Civilization er de historiske simulationers “grand old man” med 25 år på bagen, siden det første spil i serien udkom i 1991. Spil-serien er et præmie-eksempel på det man i spilsprog kalder ”4x”-genren, der står for eXplore, eXpand, eXploit og eXterminate (udforsk, udvid, udnyt og udryd).

I skikkelsen af en historisk leder (f.eks. Julius Cæsar eller Dronning Victoria) skal man lede sin civilisation sikkert gennem menneskehedens tidsaldre – i kamp mod de andre civilisationer på samme klode. Serien har seks spil i hovedserien og utallige udvidelser, hvor man afhængig af titel skal styre økonomi, kultur, militær, produktion, turisme osv. osv. Vi kan ikke slå nok på tromme for, hvor lærerigt Civilization er.

Pro-tip: CivilizationEDU er planlagt til 2017. En tilpasset udgave af spillet, særligt rettet mod undervisning.

Hvor skal jeg begynde? Civilization 6 udkommer 21. oktober. Er du ny til serien kan man dog med fordel investere i Civilization 5 samt udvidelser billigt. Civilization-spillene bliver ofte langt bedre med udvidelser.

Company of Heroes-serien

Serien Company of Heroes tager udgangspunkt i historiske slag fra 2. Verdenskrig. Company of Heroes samt udvidelser tager udgangspunkt i slagene fra D-dag, slaget ved Cherbourg, Operation Cobra og andre, hvor man skal styre sine tropper i real-tid og besejre den tyske værnemagt. Company of Heroes 2 tager udgangspunkt i Østfronten, hvor man skal styre sovjettropperne mod den tyske værnemagt i blandt andet Slaget om Stalingrad.

Company of Heroes 2’s portræt af de sovjetiske styrker skabte en del kontroverser særligt i Rusland, fordi russiske spillere mente, at spillet var ”for vestligt” i sit portræt af den Røde Hær. Spillets russiske distributør valgte at stoppe distributionen af titlen i Rusland efter en underskriftsindsamling.

Hvor skal jeg begynde? Første spil i serien er stadigvæk et fremragende spil. Giv det et forsøg.

Crusader Kings-serien

Crusader Kings-serien tager udgangspunkt I en helt specifik periode i verdenshistorien – fra 1066-1452 (i grundspillene) og med en bestemt hensigt: Hold liv i dit dynasti.

I Crusader Kings er fokus på at manøvrere strategisk med ægteskaber, snigmord, arvinger, jordbesiddelser, titler, militært, religiøst osv. så man kan holde sit dynasti fast ved magten, mens verdenshistorien skrider frem og forandrer sig. Crusader Kings giver et helt unikt (og ofte kynisk) perspektiv på verdenshistorien.

Hvor skal jeg begynde? Crusader Kings II er et fremragende spil, der har få år på bagen. Det kræver dog at holde tungen lige i munden. Ikke for nybegyndere.

Medal of Honor-serien

Som Call of Duty- og Battlefield-serien tog Medal of Honor-serien også udgangspunkt i 2. Verdenskrig. Serien havde dog som noget særligt filminstruktør Steven Spielberg, der også stod bag den oscarvindende film Saving Private Ryan, som forfatter. Serien er med tiden gået bort fra 2. Verdenskrig som omdrejningspunkt og det nyeste spil handler om krigen i Afghanistan.

Pro-tip: Medal of Honor-serien vandt verdensrekorden for bedst sælgende FPS-serie i af Guinness’ Rekordborg 2008

Hvor skal jeg begynde? Medal of Honor: Allied Assault er et glimrende sted at starte, hvor man bl.a. kan opleve slaget ved Omaha Beach i bedste Saving Private Ryan-stil.

The Oregon Trail

I 1971 – computerspillenes stenalder – udviklede den college-studerende Don Rawitsch og hans medstuderende Bill Heinemann og Paul Dillenberger, hvad der skulle blive en klassiker på utallige computersystemer siden: The Oregon Trail. En meget simpel (og meget svær) simulation af en hestevogns rejse igennem det Vilde Vesten rettet mod den 8. klasse, som Don Rawitsch underviste i historie.

I spillet skulle man overleve sult, tørst, tidens sygdomme og slangebid. I 4,5 årtier efter er spillet udkommet i variationer til alt fra Apple II, Macintosh, Windows, Wii og Windows Phone og er gradvist blevet mere avanceret.

Hvor skal jeg begynde? Spillet kan spilles gratis fra archive.org.

Total War-serien

Total War-serien har også mange år på bagen med titler, der går fra det gamle Rom over feudaltidens Japan til det 18. og 19. århundredes ambitioner om at danne imperier, borgerkrige, den industrielle revolution og Napoleons kejserdrømme. Udover strategiske beslutninger på store kort, kan man i Total War-serien også styre slagets gang på slagmarken.

Hvert spil har ganske imponerende kombinationer af historiske enheder fra infanteri, kavaleri, artilleri osv., som man skal styre i realtid for at sikre rigets overlevelse. En ganske imponerende serie af titler, hvor fokus er på den krigeriske del af mødet mellem civilisationer.

Hvor skal jeg begynde? Vil du prøve et strategi-spil, der ikke er eurocentrisk, er Total War: Shogun 2 et fremragende bud ellers Napoleon: Total War.

  • Morten Greve er passioneret gamer, freelance-spildesigner gennem 10 år samt tidligere spilanmelder for MSN og spilredaktør for mandemagasinet M!