Siden Apollo-missionen i 1969 var amerikanernes interesse for rumfart dalet kraftigt. Målet om at sætte et menneske på Månen var nået, og med et stigende antal succesfulde missioner forsvandt sensationen. Rumrejser blev efterhånden anset som rutine.

Men NASA var på mange måder afhængige af befolkningens interesse, for med den fulgte politikernes interesse og støtte.

Derfor blev det efter en landsdækkende konkurrence afgjort, at den 37-årige amerikanske lærerinde Christa McAuliffe fra staten New Hampshire skulle med ombord på Challenger.

McAuliffe ville være den første civile person, som NASA nogensinde havde sendt ud i rummet – og hendes mission bestod i at undervise en lang række skoleklasser via videolink direkte fra rummet.

Hendes forældre og familie var til stede under opsendelsen, der fandt sted den 28. januar 1986 fra Kennedy Space Center i Florida.

De så med egne øjne eksplosionen foran dem.

Også hendes egne elever og tusindvis af andre skolebørn så med live fra klasselokaler landet over.

"Vi blev ved at huje og klappe, selv efter eksplosionen. Vi forstod ikke, hvad der var sket."

Sådan har en af McAuliffes elever tidligere fortalt. Hun så opsendelsen live på McAuliffes skole. Først efter noget tid forstod de, hvad der var sket.

"Der var hundredvis af børn i lokalet, og der blev dødstille."

Videooptagelser af VIP-tribunen ved Kennedy Space Center viser på samme måde, hvordan de fleste til at begynde med ikke rigtigt forstår, hvad der er sket. Flere har sandsynligvis troet, at eksplosionen blot var det stadie i opsendelsen, hvor de to hjælperaketter bliver separeret fra resten af rumfærgen.

Efterhånden går det dog op for folk, at der er tale om en utilsigtet eksplosion af en eller anden art – og frygten står malet tydeligt i alles ansigter.

Barbara Morgan, der i 1986 var McAuliffes backup i tilfælde af sygdom eller lignende, gennemførte senere McAuliffes undervisningsmission.

Under forberedelserne til Challenger-missionen var de to blevet venner – og efter at have bestået hele astronautuddannelsen, tog hun i 2007 det undervisningsmateriale, som McAuliffe havde forberedt med ud i rummet og gennemførte på den måde hendes mission.

Eksplosionen på Challenger opstod, fordi en såkaldt O-ring på den højre af rumfærgens to hjælperaketter (også kaldet faststofraketter eller Solid Rocket Boosters) fejlede.

Som det også beskrives indgående i den nye Netflix-serie, havde teknikere flere gange advaret om problemer med disse O-ringe, der havde til formål at fungere som forsegling mellem hjælperakettens forskellige segmenter og dermed forhindre, at varme gasser kunne slippe ud under affyringen.

Ved flere tidligere affyringer havde man til teknikernes store bekymring set, hvordan gas fra hjælperaketterne var kommet forbi O-ringen – og ved enkelte tilfælde også havde skadet den sekundære backup O-ring.

Derfor var et re-design af hjælperaketterne også påbegyndt, men man ventede ikke på, at det nye design var færdigt, før man affyrede rumfærgen igen.

Ingeniørerne havde desuden observeret og vurderet, at den udendørs temperatur sandsynligvis havde betydning for O-ringenes effektivitet. Målinger indikerede, at jo koldere det var, jo dårligere forseglede O-ringene.

Den 28. januar 1986 var den hidtil koldeste dag, man nogensinde havde haft en opsendelse – og det fik flere teknikere til at opfordre til at udskyde affyringen.

Ledelsen i NASA og hos underleverandøren Morton Thiokol, som producerede hjælperaketterne, valgte dog ikke at rette sig efter teknikernes meget tydelige anbefalinger – og gav launch-tilladelse til Challenger.

Præcis det, som ingeniørerne havde advaret imod og frygtet, skete.

Video og billeder fra affyringen viser først, hvordan den højre hjælperaket helt i begyndelsen af opsendelsen lækker grå røg fra siden. Et minuts tid senere kan man se en gul flamme komme ud samme sted.

Flammen vender indad og fungerer derfor som en slags skærebrænder imod den enorme brændstoftank med flydende ilt og brint.

Få sekunder efter sker eksplosionen.

Der blev senere fundet vragrester fra den højre hjælperaket, som bekræftede teorien. Et tydeligt hul var brændt netop ved en O-ring-samling.

Den såkaldte Rogers-kommission, som skulle opklare, hvordan ulykken var sket, konkluderede ligeledes, at eksplosionen kunne spores til O-ringene.

Men kommissionen gav også tydeligt udtryk for, at de mente, det egentlige problem faktisk lå et andet sted: Nemlig i NASA’s ledelse og kultur.

Det er aldrig blevet endeligt bekræftet, præcis hvordan de syv personer ombord på rumfærgen Challenger omkom. Men flere ting indikerer, at de sandsynligvis først døde flere minutter efter eksplosionen.

Selvom rumfærgen blevet revet komplet fra hinanden, var cockpittet faktisk intakt – og kan på billeder fra dagen ses blive stødt væk fra eksplosionen.

Da cockpittet blev fundet på bunden af havet, kunne eftersøgningsholdet se, at flere havde nået at få deres såkaldte PEAP's (Personal Egress Air Pack) på – en nødtaske med ekstra ilt.

Teorien er derfor, at astronauterne faktisk først omkommer, da cockpittet rammer havoverfladen med omkring 333 kilometer i timen. Det svarer til en kraft på 200 G, som ikke kan overleves.

Der var ingen nødsystemer på rumfærgen, som kunne redde besætningen i tilfælde af en eksplosion som denne.

Siden NASA begyndte at sende folk ud i rummet, var ingen blevet dræbt på missionerne. Selvom tre astronauter døde i 1967 under en test af Apollo 1 i Florida, blev NASA betragtet som nærmest uovervindelige.

De fik sat en mand på månen i 1969 og havde siden formået at udvikle rumfærgeprogrammet, hvor det meste af fartøjet nu kunne genbruges – i modsætning til tidligere, hvor stort set alt gik tabt.

Affyringen den 28. januar 1986 var derfor også Challenger-rumfærgens 10. mission.

Men eksplosionen og den efterfølgende voldsomme kritik af forløbet gav voldsomme ridser i lakken.

Det samme gjorde de syv dødsfald i 2003, hvor rumfærgen Columbia brændte op i atmosfæren på vej tilbage til jorden.

Der bliver ofte refereret til de to hændelser, når der tales om, hvorfor USA's rumprogram er så begrænset, som det er i dag. Vigtigst var dog nok afslutningen på Den kolde krig – og den følgende nedskalering af rumkapløbet med Sovjetunionen.

Rumfærgeprogrammet blev lukket i 2011, og først igen i 2020 sendte USA mennesker i rummet med en amerikansk raket. Den var dog ikke bygget af NASA, men af det private firma SpaceX.

SpaceX har i øvrigt bygget et sikkerhedssystem ind i raketten, der gør det muligt for besætningen at slippe væk i tilfælde af kritiske fejl under opsendelsen.

NASA havde før Challenger-ulykken stillet i udsigt, at de med rumfærgeprogrammet ville kunne nå helt op på omkring to affyringer om måneden - en kadence, der dog aldrig blev opnået.

Det pres, som fulgte med denne meget ambitiøse plan, er ofte blevet beskrevet som en af de underliggende årsager til ulykken, fordi det fik ledelsen til at træffe en række uhensigtsmæssige og direkte farlige beslutninger for at holde tidsplanen.

Som det også fortælles i den nye Netflix-dokumentar, underskrev ledelsen eksempelvis flere gange et undtagelsesdokument, som gjorde, at man kunne ignorere sikkerhedsprocedurer for at få rumfærgen sendt afsted.

Det skete også med O-ring-problemet, der ellers var blevet klassificeret som "critical 1" – den hårdeste sikkerhedsanmærkning, der kunne gives.

På et centralt telefonmøde dagen inden opsendelsen blev presset for at få en affyring igen tydeligt.

Ved mødet skulle NASA og underleverandøren Morton Thiokol, som stod for produktionen af hjælperaketterne, finde ud af, om affyringen skulle afblæses.

Ved mødet anbefaler Morton Thiokol indledningsvis at aflyse opsendelsen på grund af det kolde vejrs effekt på O-ringene.

Ifølge ingeniør Arnold McDonald fra Morton Thiokol, som var med til mødet, skal NASA-chefen Lawrence Mulloy have reageret meget kraftigt og blandt andet have sagt:

”Gud fader, Thiokol. Hvornår vil du så have opsendelsen? Næste april?”

Morton Thiokols ledelse ender, trods tydelige protester fra dets ingeniører, med at ændre mening – og trække opfordringen til en aflysning tilbage igen.

De ansvarlige folk, som endte med at ignorere advarslerne, og alligevel sende Challenger og dets syv besætningsmedlemmer afsted, har det i dag meget forskelligt med deres beslutning.

Den nu aldrende daværende NASA-chef Dr. William Lucas kendte til problemerne, og forklarede dengang efter ulykkenm at han mente, det var ”en rimelig risiko at løbe”.

Han fortæller i Netflix-dokumentaren, at han stadig holder helt fast:

”30 år har ikke ændret min tankegang. At rejse ud i rummet er noget, de bedste lande gør. De vil gøre teknologiske fremskridt. De vil lære. Det er også risikabelt. Du er nødt til at tage nogle chancer.”

Han tilføjer:

”Jeg gjorde, hvad jeg troede var det rigtige, set i lyset af de informationer jeg havde. Og hvis jeg så på det igen med samme information som dengang, ville jeg gøre det igen.”

Joseph Kilminster fra underleverandøren Morton Thiokol har det en hel del anderledes:

”Der var syv vidunderlige, dygtige og dedikerede mennesker, som mistede livet. Og jeg var en del af den beslutningsproces, som gav grønt lys. Det har…altid været i mine tanker,” fortæller den grådkvalte og i dag ældre mand i dokumentaren.

'Challenger - The Final Flight' har netop haft premiere på Netflix.

Kilder: 'Challenger - The Final Flight', Netflix. 'Challenger: A Rush To Launch', 2016. 'Space Shuttle Challenger Disaster: Major Malfunction', The New York Times 'Space Shuttle Challenger disaster', Wikipedia. 'Rumfærgen - faststofraketter', Rumfart.dk. Crew Dragon Launch Escape Demonstration. Challenger shuttle disaster - RAW UNCUT footage.