Ifølge gamle historier og sagn har der verden over gennem forskellige folkeslag været uafhængige beretninger om små menneskelignende skabninger med trekantede huer eller hoveder.
Og disse skabninger er gennem tiden blevet til den lille nisse, vi i dag kender så godt, stiller grød ud til i december og pynter op med til jul.
Men hvor stammer nissen egentlig fra?
Historikere mener, at fortællingen om nissen begyndte for flere tusinde år siden i det gamle romerrige, hvor nissen var en husgud.
I Danmark har nisselignende væsner været kendt siden vikingetiden, og op i gennem middelalderen begyndte nissen at ligne den, vi kender i dag. Altså en lille mand i bondetøj og rød hue.
Gennem tiden blev der ofret sød grød til nisserne, for at de skulle passe på gården eller hjælpe til med jagten. Og hvis man ikke gav dem grød, blev nissen sur og kunne i værste fald ødelægge høsten eller slå gårdens bedste ko ihjel.
Uhyggelige væsner
Selvom vi nok bedst kender nissen som noget hyggeligt og i forbindelse med jul. Så blev nissen netop i år vist på en lidt anderledes måde, end vi er vant til. Netflix's nye juleserie "Nisser" handler nemlig om skovnisser, der er yderst fjendtlige overfor mennesker og decideret jagter og dræber menneskene i tv-serien.
Ifølge historien er det ikke ukendt, at nissen blev set som uhyggelig, da der med kristendommens indtog i Danmark kom et andet syn på nisser end den lille husgud fra gården. Nu var de dæmoniske væsner, som var ekstremt stærke, lynhurtige og i stand til at gøre sig usynlige.
Hvordan vi så endte med at pynte op med de mere hyggelige nisser til jul i dag, kan du se meget mere om i videoen herover.