En mere end 400 år gammel tromme bliver nu leveret tilbage til det samiske folk i Nordnorge.
Det har Kulturministeriet besluttet efter anmodning fra Nationalmuseet, der har haft trommen i sin varetægt siden 1694.
- Det er helt naturligt, at trommen får sit varige hjem på det museum, som den har et historisk tilhørsforhold til, og hvor den i øvrigt har været udstillet i mange år, skriver kulturminister Ane-Halsboe Jørgensen (S) i en pressemeddelelse.
Med udleveringen til samerne i Norge bliver der sat punktum for en flere måneder lang proces, som blev igangsat i oktober sidste år, da den daværende samerpræsident Aili Keskitalo i et brev til dronning Margrethe bad om at få trommen leveret tilbage.
- Det er uværdigt. Skal vi tigge og smile som venlige piger for at få lov at beholde vores egne kulturgenstande, spurgte Aili Keskitalo i oktober i den norske avis VG.
Den samiske tromme har været udlånt af Nationalmuseet til den samiske museumsstiftelse RiddoDuottarMuseat siden 1979, og nu overgår ejerskabet så altså officielt til museet i samernes "hovedstad", Karasjok i Norge.
- Jeg er uendeligt glad for, at trommen kan blive, hvor den hører til. Nu kan vi fortælle vores egen historie på vores egne præmisser. Det er virkelig en vigtig del af vores kulturarv, siger den nuværende præsident for Sametinget, Silje Muotka, til VG.
Præsidenten for Sametinget tilføjer, at hun håber, at tromme-sagen kan være til inspiration for andre, der står i en lignende diskussion om tilbagelevering af kulturhistoriske genstande.
Lang, faglig proces bag tilbageleveringen
Bag Nationalmuseets anmodning om at levere trommen tilbage til samerne ligger en længere, faglig proces, hvor trommen er blevet nøje vurderet.
Det fortæller Christian Sune Pedersen, der er forskningschef på Nationalmuseet. For et krav om repatriering, altså tilbagelevering af kulturarv, ender ikke automatisk ud i en tilbagelevering.
- Når vi behandler en ansøgning, er det ud fra en samlet vurdering, hvor vi forholder os til en lang række forhold. I sidste ende er det en samlet, saglig vurdering, der ligger til grund for museets indstilling til ministeriet, siger han.
Man kigger blandt andet på ansøgernes status og legitimitet, fortæller forskningschefen. Med andre ord vurderer museet, om der er en god kulturel eller historisk årsag til, at genstanden skal tilbageleveres til netop dét folk eller dén stat.
Et andet vigtigt element i vurderingen er genstandens såkaldte proveniens. Altså måden, hvorpå genstanden er havnet i museets samling.
For mens man i medierne ofte hører om genstande, der er havnet i Europa som følge af plyndringstogter, så er mange genstande også havnet i Europa på ganske udramatisk vis, enten gennem gaveudvekslinger eller gennem opkøb af samlinger og enkelte genstande.
Shamanens tromme
Den samiske tromme kom til Danmark i 1694. Trommens ejermand havde været en mand ved navn Anders Poulsen, som var død to år forinden i Nordnorge.
Mens han levede, var Anders Poulsen shaman blandt samerne i Nordnorge. Som shaman havde han forestået ritualerne i den samiske religion, og det var hér, han havde brugt den lille tromme.
Det var på en måde trommen, der i 1692 fik sendt Anders Poulsen for retten i Vardø. Her blev han anklaget for blasfemi og hekseri som led i en lang række retssager og hekseprocesser i området. Anders Poulsen blev sendt i fængsel, hvor han blev dræbt af en medfange. Havde han overlevet fængslet, var han måske blevet brændt på bålet som mange af de hekseanklagede blev det.
Unik kilde til viden
At trommen spillede en fremtrædende rolle i den veldokumenterede proces mod shamanen Anders Poulsen, gør den til noget helt særligt.
Det fremgår af Nationalmuseets anmodning til Kulturministeriet, som DR gennem en aktindsigt har fået adgang til.
Under sin afhøring forklarede Anders Poulsen nemlig, hvad de forskellige symboler på trommen betyder, ligesom han også forklarede, hvordan trommen kunne lindre smerte.
Derfor er trommen, ifølge Nationalmuseet, "en helt unik kilde til viden om datidens samiske ritualer og trosverden", som har "en væsentligere plads i norsk sammenhæng end i dansk sammenhæng".
'Genstandene skal ud og leve et liv her i verden'
Det seneste år har man i medierne kunnet læse om en række konkrete sager om tilbagelevering af kulturarv.
Ud over den hjemlige historie om samertrommen har der også været stor medieomtale af de såkaldte Benin-bronzer, der blev stjålet fra kongedømmet Benin af britiske kolonisoldater i slutningen af 1800-tallet. I disse år deltager en lang række museer fra det meste af verden i et projekt, som blandt andet går ud på at få tilbageført en del af bronzerne tilbage til Nigeria.
Et andet nyligt eksempel er en stor repatrieringssag mellem Frankrig og Nigeria, der kulminerede i november, hvor Frankrig sendte 26 statuer tilbage til det vestafrikanske land. Statuerne blev stjålet i slutningen af 1800-tallet af franske kolonisoldater.
Christian Sune Pedersen fra Nationalmuseet ser det stigende fokus på repatrieringssagerne som noget positivt og som et udtryk for ”en generel stigende interesse for museer og kulturarv”. På den måde kan repatrierinssager fungere som en rigtig god indgang til en nysgerrig dialog om det, der er vores fælles kulturarv på tværs af landegrænser. Og det kan vi alle sammen vinde noget på, mener han.
På spørgsmålet om der ikke er en mulighed for, at den øgede opmærksomhed om repatriering i medierne kan føre til flere krav om tilbageførsel af kulturarv i fremtiden, svarer Christian Sune Pedersen:
- Frygten for repatriering må aldrig blive en grund til, at vi ikke viser vores samlinger frem. Genstandene skal ud og leve et liv her i verden, og det er ikke altid sikkert, at det bedste liv er her hos os.
Men Christian Sune Pedersen mener dog også, at det er vigtigt, at der fortsat vil være udenlandske museumsgenstande på danske museer.
- De genstande kan spille en meget vigtig rolle for det danske samfund, fordi de kan hjælpe med at skabe et øget internationalt udsyn og deraf en bedre forståelse for andre mennesker og kulturer. Det har vi i den grad brug for i en verden præget af udfordringer, der er kendetegnet ved at være globale.