Florida eller Fjerritslev. Bali eller Brovst.
Rejsemålene var enten meget eksotiske eller jævnt sagt kedelige, når deltagerne i 'Husk lige tandbørsten' konkurrerede om at vinde en rejse for to.
Undervejs i programmet blev udvalgte publikummer kaldt op på scenen for at deltage i forskellige lege, hvor der var penge eller andre præmier på spil.
'Husk lige tandbørsten' blev optaget i en hangar i Kastrup Lufthavn, og publikum skulle være klar til at rejse afsted med det samme. Derfor havde de alle pas - og tandbørster - med til optagelserne.
Vært på programmet var Casper Christensen, og han slog med rollen for alvor sit navn fast som folkekær entertainer.
Tidligere havde han medvirket i tv-programmer som 'Transit' og 'Hvaffor en hånd?', og ikke længe efter 'Tandbørsten' fik han stor succes med det grænsesøgende radioprogram 'Tæskeholdet'.
I dag er det 25 år siden, sidste afsnit af 'Husk lige tandbørsten' løb over skærmen.
I hvert fald den oprindelige udgave fra 1995.
Efter 17 års pause blev 'Husk lige tandbørsten' nemlig genoplivet i 2012 med Christian Fuhlendorff som vært.
I videoen i toppen af artiklen kan du se et hæsblæsende klip fra den oprindelige udgave.