Den første store ligestillingskamp var på mange måder en videns- og uddannelseskamp, som handlede om kvinders ret og adgang til viden og uddannelse.

Én af de første, der blandede sig i debatten om kvinders ret til uddannelse på lige fod med mændene, var den engelske forfatter Mary Wollstonecraft.

I 1792 udkom hun med essayet ’Et forsvar for kvindens rettigheder', og bogen giver stadig i dag, mere end 200 år senere, et godt indblik i den ligestillingsdebat, der udspillede sig omkring år 1800.

Essayet, som blev skrevet på bare seks uger, var et modsvar til dem, der mente, at kvinder ikke var i stand til at modtage en akademisk, rationel uddannelse på grund af deres køn.

Wollstonecrafts hovedargument i bogen er, at kvinder ikke bør opfattes som mændenes underordnede, men som ligeværdige væsner.

Hun mente, at kvinder skulle have de samme fundamentale rettigheder som mændene, og helt centralt i bogen står hendes forsvar for ideen om, at kvinder skal have samme muligheder for at uddanne sig som mænd.

Den debat, som bogen giver et indblik i, foregik også herhjemme. Her blev de første kvinder, der søgte om optagelse på universitetet i Danmark, også mødt med argumentet om, at de rationelt og følelsesmæssigt ikke var skabt til det akademiske liv.

1970'ernes kvindebevægelse var en ideologisk og aktivistisk drevet bevægelse.

Udover at kæmpe for fri abort og ligeløn, ønskede kvindebevægelsen også et opgør med de traditionelle kønsroller, som bandt kvinderne til hjemmet og mændene til arbejdsmarkedet.

Tankerne og ideerne, der drev meget af 70’ernes kønsideologiske kamp fremad, kan man finde grundstenene til i værket ’Det andet køn’, som er skrevet af den franske forfatter og filosof Simone de Beauvoir i 1949.

I værket beskriver de Beauvoir kvindens stilling i samfundet. Det gør hun ved at undersøge århundreders syn på kvinden i biologien, psykologien, litteraturen, religionen og filosofien.

”Man fødes ikke som kvinde, man bliver det,” konkluderede hun med værket, og dermed præsenterede de Beauvoir et helt nyt syn på, hvad det vil sige at være kvinde: At kvinderollen er en kulturelt konstrueret rolle, som nedarves gennem generationer.

Da Simone de Beauvoirs udkom med værket i 1949, understregede hun selv, at hun havde en analytisk tilgang til emnet, som hun ikke mente burde forveksles med en politisk eller aktivistisk tilgang.

Alligevel hænger ’Det andet køn’ sammen med den senere kvindebevægelse, som voksede frem i 1960’erne og 70’erne – og som de Beauvoir også blev en aktiv del af.

For opgøret med de traditionelle kønsroller fandt næring i de Beauvoirs tanker og ideer, og de blev videreført af en række kvindelige forfattere og aktivister, som formede det ideologiske grundlag for 70’ernes kvindekamp.

Mens kvindebevægelsen i 1970’erne forsøgte at fremstå samlet, var det i virkeligheden en bred bevægelse bestående af mange forskellige fraktioner: Sorte og hvide, homoseksuelle og heteroseksuelle, som alle forsøgte at fremme deres egne politiske og ideologiske dagsordener.

Det så man særlig tydeligt i USA, hvor racespørgsmålet og borgerrettighedsbevægelsen i 60’erne også gav genlyd i kvindebevægelsen.

For som kvindebevægelsen havde succes med at få gennemtrumfet flere af sine mærkesager, blev det også tydeligt, at der på nogle områder var forskel på de udfordringer, som hvide og sorte kvinder oplevede.

Som et eksempel herpå står bogen ’Ain’t I a Woman’ ('Er jeg da ikke en kvinde', red.) af bell hooks, hvis borgerlige navn er Gloria Jean Watkins, som et centralt værk.

I bogen trækker hooks en linje fra slaveriet til 1970’erne, og hun undersøger, hvordan slavetiden trækker spor ind i 1970’ernes kvindebevægelse og synet på sorte kvinder i USA i dag.

Bogen viser, hvordan den etablerede kvindebevægelse oplevede splittelse på tværs af race og sociale lag, pointeret gennem et af hooks mest udtalte kritikpunkter mod 70’ernes kvindebevægelse:

At det i høj grad var en bevægelse formet af hvide kvinder fra middel- og overklassen, som ikke havde nogen forståelse for det liv og de udfordringer, som fattige kvinder fra arbejderklassen og ikke-hvide kvinder oplevede til dagligt.

Blandt kvinder har der altid været forskellige syn på, hvor præcis det frigørende projekt i kvindekampen ligger – og om der overhovedet er brug for kvindefrigørelse og en kamp for ligestilling.

Sådan var det i 1970'erne - og sådan var det også i begyndelsen af 1900-tallet. Her i Danmark var der for eksempel en lang række husmoderforeninger, der modarbejdede den seksualoplysning, som fandt sted i 1930’erne, fordi de mente, at den var amoralsk.

Kigger man mod USA endnu en gang, så var kampen mellem den etablerede kvindebevægelse og husmoderforeningerne en politisk og ideologisk kamp.

Her var Phyllis Schlafly én af de kvinder, der tegnede linjerne i det, man kan kalde en alternativ kvindebevægelse. Den blev formet af konservative dyder og kæmpede for at værne om de traditionelle familiestrukturer med kvinden i hjemmet og manden på arbejde.

I 2003 udkom Schlafly med bogen ’Feminist Fantasies’ ('Feministiske fantasier', red.). Bogen er en samling af essays og artikler, som Schlafly skrev i perioden mellem 70’erne og starten af 00’erne, hvori hun angreb og anfægtede feminismen, som hun anså som en farlig og samfundsnedbrydende ideologi på lige fod med kommunismen.

Schlaflys hovedargumenter var, at de fleste kvinder hverken havde brug for eller lyst til at arbejde, og at det desuden ville skade familiens sikkerhed og økonomi, hvis kvinder kom på arbejdsmarkedet.

Mens Schlafly var drevet af politiske ambitioner, der rakte ud over hendes engagement i den alternative kvindekamp, repræsenterede hun en stor gruppe af amerikanske kvinder, der med skepsis og frygt så på rødstrømperne og kvindebevægelsens kamp for ligestilling mellem kønnene, som de anså som et angreb mod deres retmæssige plads i hjemmet.

For tiden kan man se Phyllis Schlafly portrætteret af Cate Blanchett i HBO-serien ’Mrs. America’. Serien handler om kvindebevægelsens kamp for at få ratificeret og indskrevet ’the Equal Rights Amendment’ i forfatningen – og den alternative kvindebevægelses kamp imod lovændringen med Schlafly i spidsen.

Kernen i kvindekampen har siden dens spæde skridt omkring år 1800 i høj grad været drevet af kvinders kamp for at indtage forskellige positioner, roller og funktioner i det offentlige liv: På uddannelsesinstitutioner, på arbejdsmarkedet, i ledelsesposter.

Bogen ’Argumenter imod kvinder’, der blev udgivet i 2018 og som er skrevet af historiker og professor emerita Birgitte Possing, giver læseren en kronologisk gennemgang af kønskampen som en kampplads inden for politik, jura, sport, teologi, uddannelse og videnskab.

Rammen for bogen er de argumenter, der i den offentlige debat er blevet brugt imod kvinder - af kvinder såvel som mænd - igennem 170 år.

Med sin historiske gennemgang og med argumenterne som dokumentation, argumenterer Possing for, at der siden de første kvindebevægelser har været tradition for at nedgøre ambitiøse kvinder, hvad enten de har bevæget sig i det politiske liv, i erhvervslivet, i den videnskabelige verden, i sporten, i kirken eller på den kulturelle scene.

Et af Possings centrale argumenter i bogen er, at de argumenter, der gennem tiden er blevet brugt mod kvinder af mænd såvel som kvinder, har handlet om fordomme frem for viden.

Et eksempel på et sådan argument finder man hos den daværende formand for Landstinget, socialdemokraten K. K., der i et interview i Fyens Stifstidende i 1950 argumenterede imod kvinder i politik:

- Kvinden er biologisk set en mellemproportional mellem barnet og manden. Dette faktum, der er til fordel for hende, betragtes af hende selv som en fornærmelse.