Der dufter af sprødt andeskind, sovsen er så småt under omrøring i gryden og kartoflerne brunes med masser af sukker og smør på panden.
I aften vil man i mange danske hjem samles i anledning af mortensaften - og den traditionsrige mad er fortsat populær. Til trods for introduktionen af sushi, palæo og alskens andre udenlandske alternativer.
Supermarkedskæden Coop bekræfter således, at salget af ænder omkring jul og mortensaften har været nogenlunde konstant de seneste 5 år.
Sisse Fagt er seniorrådgiver ved DTU Fødevareinstituttet og har i flere år gransket danskernes madvaner. Hendes undersøgelser bekræfter, at danskerne er meget traditionsbevidste, selvom deres kostvaner samtidig er i konstant forandring.
Maden holder traditionen i hævd
- Først og fremmest spiser vi jo den mad vi godt kan lide - men vi vælger også den mad, der sætter de bedste rammer for vores sammenkomster. Har vi for eksempel været til mange dejlige middage hos mormor med and, kartofler og sovs, så forsøger vi at genskabe denne hyggelige situation, siger hun.
Madhistoriker Else-Marie Boyhus er enig i, at det ofte er maden der spiller den afgørende rolle i danskernes fejringer af højtider - også når det gælder mortensaften.
- Mortensaften hitter ikke nødvendigvis, fordi danskerne er særligt fromme eller tillægger det nogen særlig værdi at hædre Martin de Tours. Danskerne synes bare, det er hyggeligt at samles om god mad i disse kolde og mørke vintermåneder, siger hun.
Men helt slavebundne er vi dog ikke, af de gamle traditioner.
- Selvom danskerne godt kan lide traditionel dansk mad, er de samtidig heller ikke bange for at sætte deres eget præg på retterne med nyt tilbehør eller ingredienser fra rejser, pointerer seniorforsker Sisse Fagt.