OBS: Denne artikel afslører dele af indholdet i tv-programmet ’På sporet af de hemmelige koldkrigskasser’.

Et hold eksperter har efter 18 års søgen endelig fundet to store trækasser, som i dybeste hemmelighed blev gravet ned i Grønland i 1952.

Det afsløres i en pressemeddelelse fra DR i dag.

En dansk officer og statsgeodæt fra Geodætisk Institut ved navn J.F. Chantelou stod bag nedgravningen af kasserne, der indeholdt mikrofilm med over 32.000 siders avanceret kortdata over Danmark og Grønland.

Men hvorfor i alverden skulle disse kortdata graves ned på et hemmeligt sted midt ude i ingenting?

Svaret har tæt forbindelse til en helt særlig frygt, som var meget stor netop i 1950'erne...

Kasserne blev fundet af kort-eksperter fra Styrelsen for Dataforsyning og Effektivisering (SDFE) og bragt hjem og åbnet i samarbejde med specialister fra Rigsarkivet og Nationalmuseet.

Et filmhold fra DR var med på hele ekspeditionen, og den omfattende skattejagt kan derfor følges i programserien 'På sporet af de hemmelige koldkrigskasser', som har premiere den 5. juli.

Fik gåsehud, da der var ”jackpot”

Kortekspert og tidligere chef i Geodatastyrelsen Stampe Villadsen var med til at finde kasserne, som han har ledt efter i næsten to årtier - og som der har været mange spekulationer om.

I en artikel fra fagbladet 'Landinspektøren' blev der i 2012 for eksempel gættet på, at kasserne måske allerede kunne være blevet fundet og placeret i Moskva "...i et sikret kælderrum under Kreml..."

Gennem årene er der fundet flere spor, men ikke nok til at Stampe Villadsen kunne lokalisere kasserne, som han i 2015 gravede forgæves efter på Grønland - meget tæt på stedet, hvor de nu er blevet fundet.

Først da Stampe Villadsens tidligere kollega Kristian Keller i 2019 ved et tilfælde fandt et regulært skattekort i form af officerens notesbog med helt præcise oplysninger om kassernes placering, blev det muligt for de to skattejægere at finde dem.

Det skete på en ny ekspedition, der blev gennemført i 2020, og hvis resultat altså først er blevet offentliggjort i dag.

- Da jeg fandt notesbogen med skattekortet, fik jeg gåsehud, fortæller geodæt og ekspeditionsleder Kristian Keller fra SDFE til dr.dk.

- Dér vidste jeg, at der var jackpot. Det var helt fantastisk. Og da jeg så stod på Grønland, og spaden ramte træ, var det også en stor lettelse, at den rent faktisk var der. Nu havde jeg jo fået overtalt Gud og hver mand om, at den her ekspedition var en god idé!

Stampe Villadsen, der i dag er gået på pension, var efter 18 års søgen også begejstret:

- Det var en meget forløsende oplevelse, siger han og tilføjer, at han til gengæld var nervøs for, hvordan kasserne havde det efter 70 år under jorden.

- Da det blev klart, at de var i så god stand, og at indholdet var intakt, var det en stor lettelse.

Tophemmelig mission

Manden bag nedgraveningen, statsgeodæt og officer J.F. Chantelou, var blandt andet ansvarlig for alle de opmålinger, man skulle bruge for at lave kort over Danmark - og var i høj grad også beskæftiget med kortlægningen af Grønland.

På den tophemmelige ekspedition, som kun meget få kendte det virkelige formål med, transporterede et hold under hans ledelse de to tilsammen over 300 kg tunge kasser langt ud i ingenmandsland i det vestlige Grønland.

Derefter blev de gravet over en meter ned i jorden og dækket med store sten.

Ekspeditionen var dog så hemmelig, at ingen efter Chantelous død tilsyneladende vidste, hvor kasserne præcis befandt sig.

Først i 2020 blev de 32.000 siders mikrofilm lokaliseret og gravet op.

Det viste sig, at der faktisk var der tale om kopier af samtlige eksisterende opmålinger og kortdata over Danmark og Grønland, som eksisterede i 1952. De danske data lå i den ene kasse, og de grønlandske i den anden.

- Kasserne og deres indhold er jo historisk virkelig interessante, og jeg håber, at fundet af dem kan være med til at kaste nyt lys og sætte fokus på denne her ekstremt vigtige tid i Danmarkshistorien, siger Stampe Villadsen.

Backup af vigtige strategiske oplysninger

Produktionen af de mange mikrofilm har været en uhyre omfattende arbejdsopgave, og selve ekspeditionen har sandsynligvis været mere end almindeligt omfattende at planlægge og hemmeligholde.

Alene indpakningen af mikrofilmene, som bestod af intet mindre end syv lag træ, jern, asfalt og lufttætte plasticbeholdere, indikerer en mere end almindeligt stor motivation.

Men hvor kom den motivation fra?

Hvorfor i alverden ville nogen dog gøre så meget ud af at gemme netop kortdata af vejen?

For det første havde kortdata en meget stor værdi dengang, forklarer historiker Bo Lidegaard i tv-programmet 'På sporet af de hemmelige koldkrigskasser':

- Landkort, vejkort og geodætiske data er jo strategiske oplysninger, som fremmede magter gerne vil have adgang til, pointerer han.

Det var vital information om det danske land og kritisk infrastruktur. For eksempel opmålinger, nøjagtige højder og koordinater for samtlige danske fikspunkter, der lå til grund for kortlægning af hovedveje, kraftvarmeværker, rensningsanlæg og lignende.

- I dag vil de gerne kunne overvåge vores færden via satellit og GPS, men dengang var disse detaljerede geodætiske datasæt en del af det, som en nation, der gerne ville forsvare sig, måtte beskytte i forhold til en eventuel angriber.

Han tilføjer:

- Det er ikke så fjerntliggende at have den ide, at hvis nu de kommer, så er det vigtigt for os, at vi selv har adgang til backup af de her data.

Nyt verdensbillede skabte frygt

At Chantelou vælger at grave de værdifulde kasser ned netop i starten af 1950'erne er slet ikke uden grund.

Den kolde krig raser, og frygten for, at Anden verdenskrig, som kun lige var afsluttet, snart ville bryde ud i en Tredje verdenskrig, var meget stor.

- Nedgravningen af de her kasser er jo et udtryk for, hvor bekymret man i 1952 var for, hvad fremtiden ville bringe, forklarer Lif Lund Jacobsen fra Rigsarkivet i programmet.

Hun var også med på ekspeditionen og forsker blandt andet i netop geodæternes arbejde under Den kolde krig.

- Du laver ikke et projekt, hvor du affotograferer tusindvis af dokumenter, pakker dem ned og fragter dem i største hemmelighed til Grønland og graver dem ned – medmindre du tror, at det her er et nødvendigt projekt.

Det to gamle allierede USA og Sovjetunionen havde udelukkende været allierede, fordi de havde Nazityskland som den store fælles fjende. Men da Hitler var væk, blev de to supermagters enorme ideologiske forskelle aktuelle igen, pointerer Bo Lidegaard:

- Det var jo ikke sådan, at demokratierne havde vundet Anden verdenskrig. Det var jo alliancen mellem demokratierne og det store totalitære Sovjetunionen, der havde vundet.

Mange frygtede derfor, at 9. april 1940, hvor Danmark blev invaderet, måske kunne gentage sig:

- Tankegangen var, at det måske ikke var sidste gang, man havde en situation, hvor en stormagt pludseligt løb en over ende i løbet af få timer, uden at der reelt var mulighed for et forsvar.

Samtidigt var Den kolde krig også netop i begyndelsen af 1950'erne blevet varm i den blodige Koreakrig, hvor de to supermagter støttede hver deres side.

Alt sammen var ifølge Bo Lidegaard med til at skabe frygt og en ekstremt anspændt stemning i hele verden:

- Truslen blev opfattet som særdeles konkret og meget reel.

Atomvåben skabte behov for 'ultimativt arkiv'

Netop i starten af 1950'erne, hvor Chantelou beslutter sig for at nedgrave kasserne, fik frygten for krig også en helt ny dimension:

Begge supermagter havde nemlig nu atomvåben.

USA havde under Anden verdenskrig endda vist villighed til rent faktisk at bruge de altødelæggende bomber, da de kastede to over Japan i 1945. Og i 1949 annoncerede Sovjetunionen, at de nu også besad den nukleare teknologi.

Og netop frygten for atomkrig var sandsynligvis også Chantelous største motivation for at nedgrave kasserne, som i tilfælde af nuklear destruktion ville kunne bruges i genopbygningsarbejdet.

Det indikerer et lille håndskrevet brev, som til eksperternes store overraskelse også blev fundet i en af de mange plasticbeholdere i den danske kasse.

I "forklarings"-brevet brevet skriver Chantelou, at de mange kopier af geodætiske oplysninger var gravet ned i tilfælde af, at ”…en katastrofe skulde ramme Europa, og Geodætisk Instituts materiale derved skulde risikere ødelæggelse…”

Det var ”…det ultimative arkiv”, pointerer Lif Lund Jacobsen fra Rigsarkivet.

Motiverede USA’s interesse i Grønland også Chantelou?

Midt i al frygten for atomkrig og Sovjetunionen er det også vigtigt at huske på, at Danmark og USA under Den kolde krig nok var allierede, men alligevel ikke altid havde de samme interesser.

Især ikke når det handlede om Grønland, forklarer historiker Bo Lidegaard:

- Amerikanerne var også interesserede i Grønland. Hvis man ser på et kort, kan man se, at den korteste vej til Sovjetunionen er over Grønland. De har etableret militærbaser, men vil mere. De vil bruge tilstedeværelse som et afsæt som et bredere engagement i Grønland.

Blandt andet ønskede amerikanerne at lave kort over Grønland.

Det skyldtes ikke mindst, at kortlægning er en aktiv måde at udøve suverænitet over et område, siger Bo Lidegaard:

- Det er jo ikke sådan at opmåling af et land i sig selv giver en ret til det. Men det at være der og have viden om det, at have målestationer, punkter og baser – altså en tilstedeværelse – selvom den er meget sporadisk: Det betyder noget for suveræniteten. For suverænitet er jo mere, end de fleste tænker på, ikke noget man har, men det er derimod noget, som man udøver.

Lif Lund Jacobsen fra Rigsarkivet uddyber:

- Hvis du ikke kan kontrollere og beskrive dit territorie, så kan du heller ikke kræve overherredømme over det. Det er jo også derfor, at sådan noget som Siriuspatruljen eksisterer. For at vise, at vi har en tilstedeværelse i området.

J.F. Chantelou var bestemt ikke meget for, at USA pludseligt ville møve sig ind på hans fagområde og nu også lave kort over Grønland.

Derfor kritiserede han i skarpe vendinger de danske politikere, som han mente var alt for eftergivende overfor amerikanerne.

Han kaldte det ”… højest mærkværdigt”, og pointerede, at ”… en sådan handling er ensbetydende med, at man er ved at opgive selve suveræniteten over sit land.”

Netop frygten for, hvad amerikanerne kunne finde på i Grønland, har muligvis været en del af Chantelous motivation for at nedgrave den Grønlandske kasse, vurderer Bo Lidegaard:

- Der var jo to kasser – og for Chantelou har frygten med hensyn til Danmark nok været Sovjetunionen, men måske nok i højere grad USA, når det handlede om Grønland.

Har vi så ikke nogen backup længere?

Jens Frederik Chantelou brugte enorme kræfter på at samle, nedgrave og hemmeligholde denne 'backup' af Danmark og Grønlands vigtige kortdata.

Men nu er backup'en jo gravet op? Betyder det så, at vi ikke har nogen backup mere i tilfælde af, at for eksempel en altødelæggende atomkrig?

Det lettere absurde spørgsmål kan kontorchef Jesper Stæhr Mikkelsen fra Styrelsen for Dataforsyning og Effektivisering (SDFE) svare på.

- Nu om dage er stort set alt lagret digitalt, og det meste af styrelsens data, og dokumenter er placeret hos Statens It. Der sker lagring i dublerede datacentre, forklarer kontorchefen til dr.dk.

Og ligesom Chantelou gjorde det for 70 år siden, holdes kortene i dag naturligvis også tæt ind til kroppen, når det handler om de fysiske placeringer af de forskellige backups:

- Hvor og hvordan det præcist sker, holdes der af sikkerhedsmæssige årsager tæt med.

Ekspeditionsleder Kristian Keller pointerer overfor dr.dk, at man i øvrigt med moderne satellitteknologi på relativ kort tid vil kunne genskabe de data, som det dengang tog årtier at lave.

Han tilføjer:

- Men lad os håbe, at det aldrig bliver aktuelt!

Et lignende ønske for fremtiden havde Jens Frederik Chantelou også i 1952. Han afsluttede det brev, der højest overraskende blev fundet i en af kasserne, med følgende ord:

”Til slut ønskes, at fred og fredelige tilstande må afløse den nuværende stadige tilstand af frygt for fremtiden således at det aldrig bliver nødvendigt at ty til dette depot.”

’På sporet af de hemmelige koldkrigskasser’ kan ses på DRTV og DR1 fra den 5. juli.

Øvrige kilder: Koldkrig-online.dk. Artikel i Landinspektøren, 2012. Pressemeddelelse fra DR.