Hvis du har slentret gennem Københavns gader, er du sikkert stødt på en masse statuer.

Der er Absalon til hest på Højbro Plads, Martin Andersen Nexø i halvfigur på Christianshavns Vold og det ikoniske Storkespringvandet midt i byen.

Men når det kommer til kvindelige statuer, skal du nok lige lede efter en ekstra gang.

Af de 101 navngivne statuer i København er nemlig kun fem af dem af kvinder.

Til sammenligning er 26 af dem af dyr, mens de resterende 70 er af mænd.

Det viser en optælling lavet af Kulturen på P1.

Og København adskiller sig ikke meget fra resten af Danmark, hvor kun 28 af i alt næsten 2.500 statuer forestiller kvinder, hvilket Fyens Stiftstidende skrev tidligere i år.

Den fordeling overraskede ikke Franciska Rosenkilde (Ø), der er kultur- og fritidsborgmester i Københavns Kommune.

Mandag gæstede hun Kulturen på P1, hvor de talte om de københavnske statuer:

- Den underrepræsentation, vi har af kvinder og af minoritetsmennesker i det hele taget, er selvfølgelig også tydelig i gadebilledet, som den er alle andre steder i vores samfund. Og derfor er det vigtigt, at vi gør noget ved det, sagde hun og uddybede:

- Det visuelle skaber nemlig en virkelighed. Så når vi går igennem vores by og kigger på gadenavnene og på statuer, så er det med til at skabe den virkelighed, vi er i.

Snart kommer der en seks meter høj statue af grevinde Danner, der skal opføres ved Søerne i København, og Franciska Rosenkilde er åben for at afsætte penge af til projektet med at få flere kvindenavne ud i bylivet. Hun siger dog samtidig, at man i dag ikke har den samme tradition for at bygge statuer som i gamle dage. Til gengæld kommer der flere kvindenavne på gadeskiltene.

En plads i den kollektive historie

Gry Jexen, der er historiker og står bag bestselleren 'Kvinde kend din historie' samt en podcast og Instagram-profil under samme navn, har længe været bekendt med, at de mandlige statuer fylder meget i gadebilledet.

Ifølge hende skyldes det, at kvinder generelt er skrevet ud af historien. Derfor står de heller ikke "forrest i køen", når vi som samfund vil hylde folk med en statue i det offentlige rum.

- Vi er formet meget kraftigt af vores historie, og vores kollektive erindring er det, der binder os sammen som land og folk. Men historie er meget mere end det, som står i bøgerne. Faktisk er vi omgivet af historie hele tiden, og repræsentation er i denne sammenhæng mere vigtig, end man umiddelbart skulle tro, forklarer hun.

I mange hundrede år har det været sådan, at uanset hvor mænd vendte sig hen, så har de set sig selv repræsenteret i historisk perspektiv. Meget sker ubevidst, men statuer og vejnavne fortæller hele tiden mænd, at de er repræsenteret og værdige til en plads i vores kollektive historie, mener Gry Jexen.

- For kvinder er det lige omvendt. De skal lede længe efter at finde selv sig repræsenteret på en naturlig måde. Groft sagt kan man sige, at de implicit får at vide, at de ikke er værdige til en plads i vores kollektive historie, siger hun og uddyber:

- Og det giver mænd og kvinder, piger og drenge vidt forskellige udgangspunkter for at forstå sig selv i verden og i en historisk sammenhæng.

Ifølge Gry Jexen er den store repræsentationsforskel med de danske statuer et af de mest synlige eksempler på den kønsskævvridning, som historieskrivningen har lidt under de sidste mange hundrede år.

Alligevel bør man ikke fjerne dem, mener hun.

- Vi skal bare gøre det bedre i fremtiden. Fra nu af skal vi insistere på nuancer og repræsentation i vores historiske fremstillinger i det offentlige rum.

- Helt konkret mener jeg, at vi skal ændre vores kriterier for, hvorfor en historisk person skal have en statue, siger hun.

'Det er blevet mainstream'

Julie Rokkjær Birch, der er direktør på museet Køn - Gender Museum Denmark - i Aarhus, er også imod, at man destruerer statuer og monumenter, som er opført før i tiden.

- Jeg er ikke tilhænger af at fjerne ting, men jeg er tilhænger af god formidling, og vi har en forpligtigelse til at formidle det historiesyn, som statuerne er et udtryk for. De kan nemlig være med til at fortælle os, hvor vi har været som samfund tidligere, og hvad vi ikke vil tilbage til, fortæller hun.

Fra sit kontor i Aarhus er der kun et stenkast til Bispetorvet, hvor der i 1955 blev opført en statue af kong Christian 10.

Den er skabt af billedhuggeren Helen Schou, som de færreste dog kender til, siger Julie Rokkjær Birch.

Og fjerner man skulpturen, fjerner man også muligheden for, at folk kommer til at kende til den kvindelige billedhugger i fremtiden.

- Helen Schou har lavet flotte klassiske skulpturer, og det ville være ærgerligt at skulle fjerne hendes værk, fordi skulpturen forestiller en mand. Så er det bedre at folde hendes historie ud, siger hun.

Julie Rokkjær Birch fortæller, at "manden" historisk simpelthen er blevet set som "default-menneske" i kunsten. Kvinder har derimod været "kønnet". Derfor er de mange mandlige statuer også primært et udtryk for den tid, de er lavet i.

En tid, hvor kvinderne typisk hørte til i det private domæne, mens mændene var synlige i det offentlige rum.

Men heldigvis er historien ikke statisk, fortæller hun, og mange mennesker interesserer sig i dag i langt højere grad for køn og kræver ligelig repræsentation, ligestilling og diversitet, mener hun.

- Vi har en ungdomsgeneration, der er meget bevidste om fortidens og nutidens miserer vedrøende køn, klima og racisme. De her temaer er blevet meget mere mainstream, og det kræver derfor noget særligt af vores samfund og kunsten at følge med, siger hun og slutter:

- De unge skal nok være hurtige til at sige, hvis noget er kikset.