Sigurd Barrett har netop præsenteret sit største projekt hidtil: 'Sigurd fortæller Danmarkshistorie'.
Forleden udkom første del af projektet - et illustreret bogværk i to bind. Senere følger en tv-serie på Ramasjang, et musikalbum med 42 sange, undervisningsmateriale, et gratis iPad-spil, et brætspil om Danmarkshistorien, en koncertturné på landets folkeskoler og 40 korte film fra forskellige historiske steder rundt om i landet.
- Jeg har en fornemmelse af, at der er mange unge mennesker, der ikke forholder sig til historien og som måske ikke tænker, at det er vigtigt at forholde sig til historien, siger Sigurd Barrett til DR Historie og fortsætter:
- Vi skal hele tiden dokumentere alt, hvad vi gør og lægge det ud på de sociale medier. Og det, der er spændende lige nu, det er allerede glemt i morgen. På den måde brænder vi hurtigt vores broer til fortiden, og hvis vi brænder vores broer til fortiden, så brænder vi også vores broer til fremtiden - for det hænger sammen.
Se Sigurd Barrett udforske DR Byens kælder herover.