Det lyder måske som noget fra en 'Indiana Jones'-film, at en seniorforsker har fundet svaret på en knap 200 år gammel gåde om et brynjeklædt skelet.
Det er ikke desto mindre, hvad forsker Mille Gabriel fra Nationalmuseet har gjort.
Et mystisk skelet anbragt på hug og iført en brynje af metal samt et metalbælte har nemlig udgjort en regulær hovedpine for diverse forskere verden over, lige siden det blev fundet i den amerikanske delstat Massachusetts i 1831.
- Det har været en myte i 200 år, og det er stort, at vi nu endelig kan konkludere med sikkerhed, hvem det var, der blev begravet dengang. Vi ved, hvornår det skete, og hvor han kom fra.
Men inden du får at vide, hvad det er, Mille Gabriel har fundet ud af, skal vi lige have lidt konktekst.
Blev fundet i 1831
For i 1831 fandt en husmor nemlig et skelet i en sandbanke i byen Fall River i Massachusetts. Fundet forvirrede datidens videnskabsmænd, fordi det ikke lignede noget, man nogensinde før havde fundet i Amerika.
Hvem var skelettet fra Fall River, og hvor kom han fra?
Det var svært at svare på med datidens videnskabelige metoder, og det blev ikke bedre af, at der i 1843 udbrød en brand i Fall River, som også ramte det lokale museum, hvor skeletmanden var placeret. Hele gravfundet gik tabt, og dermed forsvandt også håbet om at finde svaret på, hvem manden var.
Hele sagen blev derfor omgærdet af myter og vilde teorier.
Altså, lige indtil Mille Gabriel faldt over nye spor i sagen.
Inden branden i 1843 blev stykker af brystpladen og metalbæltet nemlig sendt til København, så danske videnskabsmænd kunne undersøge, om det brynjeklædte skelet kunne være en viking. Og senere havnede genstandene på Nationalmuseet.
- Da jeg fandt dem på museets magasin, var det lidt ligesom at finde bevismateriale, der er blevet væk. For det var en udbredt opfattelse, at alt gik tabt i branden. Men det var faktisk ikke det eneste, jeg fandt, forklarer Mille Gabriel, der til daglig arbejder med Nationalmuseets amerikanske samlinger.
- Jeg opdagede, at vi havde også et andet gravfund i samlingen – et gravfund, der var fundet samme sted og nærmest mage til det første: altså endnu et brynjeklædt skelet. Her var selve skelettet også sendt til Danmark, hvilket ikke var tilfældet med det første gravfund, forklarer Mille Gabriel, der til daglig arbejder med Nationalmuseets amerikanske samlinger.
Hun stod altså med andre ord pludseligt med nøglen til at få opklaret mysteriet om skeletmanden fra Fall River én gang for alle.
- Jeg besluttede mig for at komme til bunds i denne her sag. Jeg har derfor snakket med et hav af forskellige eksperter, vi har fået lavet forskellige naturvidenskabelige undersøgelser, og jeg har været på jagt i alle mulige forskellige kilder. I håndskriftsamlingen på Det Kongelige Bibliotek fandt jeg blandt andet breve fra forskellige amerikanske forskere, der sendte gravfundene til Danmark omkring 1840.
- Og jeg har dokumenteret hele processen undervejs. Det er blevet til podcasten 'Skelettet fra Fall River'.
En indfødt amerikaner
Og mens nogle gennem tiden har troet, skeletmanden var en viking, har andre ment, han var en såkaldt føniker fra middelhavsområdet. Nogle har derimod sat deres lid til, at det måtte være en person af asiatisk afstamning – en af de første indvandrere til Amerika.
Gennem sit omfangsrige detektivarbejde – inklusiv en såkaldt C14-datering af organisk materiale fra bæltet – er Mille Gabriel og hendes kollegaer dog kommet frem til et andet svar.
- Det nye er, at vi nu endelig kan sige, hvor gammel han var. Han stammer fra perioden 1500-1650. Det er en bred datering, men vi kan i hvert fald slå fast, at det er fra den tidligste kolonisering i USA.
- Vi kan desuden konkludere, at det var en indfødt amerikaner, der kom fra Wampanoag-stammen. Det er det folk, man hører om i forbindelse med den amerikanske højtid Thanksgiving. På den måde er vi blevet en lille smule klogere på den historie, vi allesammen er en del af.
Dermed kan fortidens mange vilde teorier og drømme om det myteomspundne skelet langt om længe lægges i, ja, graven.
Fik metal af europæerne
En metalanalyse viser desuden, at metalbæltet var lavet af messing. Mille Gabriel og hendes hold har en teori om, at det i virkeligheden ikke er en brynje, men snarere skal ses som en slags dekoration til en højtstående person i Wampanoag-stammen.
Man antager, at de indfødte amerikanere har fået metallerne til brystpladen af europæerne, der havde mange store gryder af messing og kobber med sig til Amerika. De indfødte har købt dem for at skære dem i stykker og lave pilespidser og dekorationer – herunder altså dekorationer som bæltet og brystpladen.
Mille Gabriel har også fundet frem til en mulig dødsårsag for den 400-500 år gamle mand.
- Datidens beskrivelser siger ikke noget om, at han skulle være skadet, så han er næppe død i krig. Han er snarere død på grund af sygdom. Der var en stor epidemi i stammen i starten af 1600-tallet, hvor tusindvis af mennesker døde, og jeg tænker, det er ret sandsynligt, at enten den eller en anden epidemi tog livet af ham.
Udover at løse mysteriet om skeletmanden fra Fall River er Mille Gabriel undervejs i sit detektivarbejde også blevet klogere på de skiftende menneskesyn, der har præget videnskaben og vestlige samfund op gennem århundrederne.
- Når man går i dybden med de her teorier, bliver det hurtigt klart, at de alle er affødt af et bestemt verdenssyn og bestemte fordomme om andre kulturer.
- Det handler i store træk om, at når amerikanske forskere i arkæologiens tidligste år gjorde fund, de mente så for civiliserede ud, så antog de, at det ikke kunne være skabt af den indfødte befolkning. Men sådan forholdt det sig ikke altid. Heller ikke i det her tilfælde.