Den ikoniske komedieserie 'Halløj på Badehotellet' er det seneste eksempel i rækken af film og serier, der nu bliver fjernet fra streamingtjenester verden over.
Det sker i kølvandet på de sidste par ugers massive demonstrationer i USA mod racisme og politivold, der har affødt debat om sorte og andre minoriteters skildring på film og tv.
Streamingtjenesten Uktv, der er ejet af BBC, oplyser, at man har fjernet en episode, da den indeholder "racistiske bemærkninger".
- Vi gennemgår jævnligt gammelt indhold for at sikre, at det lever op til kundernes forventning, og vi er særligt opmærksomme på forældet sprogbrug, siger en talsperson for streamingtjenesten ifølge The Independent.
- Noget indhold bør deklareres med en advarsel, andet bør redigeres. Vi vil gerne bruge tid på at vurdere mulighederne for dette afsnit.
På Twitter trender hashtagget #fawltytowers, og her er mange utilfreds med beslutningen.
- Hvad sker der?! Hvad er der galt med verden? Det her er noget lort – de har fjernet den bedste episode af 'Halløj på Badehotellet', skriver en bruger.
- Jeg er tilhænger af lighed og alt det der. Men at fjerne den bedste episode af 'Halløj på Badehotellet' – der mister I mig fuldstændig. At man ikke er i stand til at putte humor i perspektiv, det er dit problem. Verden er blevet skør, skriver en anden.
Afsnittet, som er blevet fjernet, hedder 'The Germans' ('Tyskerne') og er et af de mest populære i serien. Det er det især på grund af badehotelejerens konstante - og sidenhen ikoniske - påmindelse til sig selv: "Don't mention the war!" ("Nævn ikke krigen").
I afsnittet optræder også karakteren major Gowen, der på et tidspunkt kommer med flere nedsættende bemærkninger om spillerne på et vestindisk crickethold.
John Cleese raser over fjernet episode
'Halløj på Badehotellet' er blev sendt første gang i 1970'erne og har for længst opnået kultstatus. Det skyldes ikke mindst, at serien har John Cleese i hovedrollen som indehaveren af badehotellet, Basil Fawlty.
Og netop John Cleese er ikke tilfreds med Uktv's beslutning om midlertidigt at fjerne afsnittet.
Til australske Sydney Morning Herald kalder han folk, der ikke kan se, at karakteren major Gowen er en kritik af racister, for "dumme".
- Majoren var et gammelt fossil fra flere årtier tilbage. Vi støttede ikke hans meninger, vi gjorde grin med ham, siger John Cleese om karakteren major Gowen.
John Cleese mener i det hele taget, at man skal være påpasselig med at tage kulturarv som for eksempel 'Halløj på Badehotellet' og tilpasse det nutidens moralske standarder.
- Grækerne følte, at enhver kultur fra enhver civilisation kun kunne blive til ved hjælp af slaveri - betyder det så, at vi skal fjerne alle statuer af Sokrates? Betyder det, at vi ikke skal se på Caravaggios malerier, fordi han engang myrdede en eller anden?, spørger John Cleese.
Selvom han er utilfreds over, at 'Halløj på Badehotellet'-episoden bliver fjernet, så støtter han op om Black Lives Matter-bevægelsen, understreger han.
- I øjeblikket er der en voksende vrede og en virkelig beundringsværdig bevægelse omkring, at vi skal gøre vores samfund mindre diskriminerende, og det, synes jeg, er meget godt, lyder det fra John Cleese.
'Borte med blæsten' også fjernet
Afsnittet af 'Halløj på Badehotellet' er blevet fjernet, efter debatten er blusset op om, hvordan sorte og minoriteter bliver portrætteret på film og tv.
Det sker i kølvandet på de sidste par ugers massive demonstrationer i USA mod racisme og politivold, efter den sorte mand George Floyd den 25. maj døde efter en brutal anholdelse i byen Minneapolis.
Efterfølgende har demonstrationerne og debatten bredt sig til resten af verden.
Tidligere på ugen meddelte streamingtjenesten HBO Max, at man midlertidigt fjerner filmklassikeren 'Borte med blæsten' på grund af dens "racistiske skildringer".
'Borte med blæsten' vandt otte Oscar-statuetter i 1940, men er gennem årene blevet kritiseret for at være for positiv i sin skildring af Sydstaterne, der under borgerkrigen kæmpede for at bevare slaveriet.
Også det britiske sketchshow 'Little Britian' er blevet fjernet fra diverse streamingtjenester, fordi seriens komikerpar blandt andet optræder i blackface (når en hvid person forsøger at se sort ud).
