Det vrimler med kendte tv-serier på filmfotograf Ian Tomkins' cv. De fleste af os har i hvert fald hørt om både 'Rejseholdet', 'Badehotellet', 'The Rain', 'Carmen Curlers' og 'Rita'.
Kigger man på hans filmarbejde, er der også en række succeser. Senest har han for eksempel arbejdet som fotograf på årets største biografhit 'Bamse', og på Paprika Steens seneste film, 'Fædre og mødre'.
Alligevel har Ian Tomkins gået arbejdsløs siden august.
- Året startede rigtig godt, og jeg arbejdede rigtig meget. Jeg gik nærmest fra det ene til det andet job. Efter sommerferien lavede jeg et enkelt job på fire dage, men så ringede telefonen lige pludselig ikke mere, fortæller han.
Det er der en helt særlig grund til.
I 2022 gik den danske film- og tv-branche nemlig fra at ride på en gylden bølge til en rettighedskonflikt, der resulterede i et reelt produktionsstop. Også udviklingen af ny fiktion til streamingtjenesterne blev lammet.
Omdrejningspunktet for balladen var en ny rettighedsaftale om de kommercielle streamingtjenesters rettighedsbetaling til blandt andre skuespillere, instruktører og fotografer som Ian Tomkins.
Her kunne Create Denmark – sammenslutningen af filmarbejdernes interesseorganisationer – og Producentforeningen ikke blive enige med TV 2, Viaplay og Netflix.
Tjenesterne mente, at aftalen var for dyr, og derfor stoppede de alle med at udvikle fiktion herhjemme.
Så mens der blev arbejdet på at forhandle nye aftaler i hus, blev freelancefotograf Ian Tomkins' kalender fuldstændig tom.
- Det var selvfølgelig ikke særlig fedt. Man tænker jo: "Er der noget galt med mig? Er jeg ikke dygtig nok?" Men jeg vidste jo samtidig godt, at det handlede om, at der var krise i branchen, siger fotografen, der har 25 års erfaring fra branchen.
Søgte job i Københavns Lufthavn
Ian Tomkins er ikke typen, der længes efter en dag på sofaen – han vil hellere have gang i alle mulige ting både privat og på arbejde.
Men det lægger nu engang en dæmper på alt, når ens sidste job var få dages optagelser helt tilbage i august på den næste omgang af TV 2-serien 'Sygeplejeskolen'.
- I tiden hvor jeg ikke har arbejde, laver jeg mange andre ting. Jeg har blandt andet en hobby, hvor jeg producerer musik. Det er min anden passion, fortæller han.
Han har også haft god tid til at træne og spille tennis, og så har han gået mange ture ved Københavns volde, hvilket hjælper ham mentalt med at beholde ja-hatten på.
- Det gør, at man kommer ud og får noget frisk luft, og det hele ikke bliver så trist. Man bevarer optimismen, konstaterer han.
Netop den optimisme fik ham til at tænke ud af boksen. For hvis man ikke kan få job i sin egen branche, så må man jo prøve noget andet, tænkte han.
- Efter to måneder uden arbejde besluttede jeg mig for at prøve at søge i en anden branche, så derfor søgte jeg faktisk job hos security i lufthavnen. Men de har en svartid på tre måneder på jobbet, så jeg har ikke hørt noget endnu, siger han.
Hvordan var det at sende en ansøgning afsted til noget helt andet?
- Det føles meget mærkeligt at skulle skifte branche efter 25 år. Jeg vil allerhelst blive i min egen branche, for det er der, jeg har min passion – jeg elsker faktisk at gå på arbejde.
Samtidig mærker fotografen, hvordan flere af hans kolleger også står med lige så tomme kalendere – og at nogle af dem fejlagtigt tror, at han som erfaren filmfotograf stadig vælter sig i jobtilbud.
- Jeg får faktisk tit mails fra kolleger, som skriver til mig, om jeg kan give de job videre, som jeg selv takker nej til, men det kan jeg jo bare ikke for tiden. Desværre, siger Ian Tomkins.
Derudover kender han flere, som har skiftet film- og tv-branchen ud med andre fag. For eksempel har han en tæt kollega, der nu er gået tilbage til at være tømrer.
Har sikret sig ét job i 2023
I efteråret landede Create Denmark og Producentforeningen først aftaler med TV 2 og Viaplay, og i slutningen af november blev parterne også enige med Netflix om en justeret rettighedsaftale.
Det burde jo få tågen til at lette og produktionerne til at blomstre, men så nemt går det næppe.
Både Create Denmark og Producentforeningen forudser, at krisen kommer til at trække tråde hele vejen igennem 2023. Det tager trods alt tid at udvikle ny fiktion. Derudover er frygten, at streamingtjenesterne flytter deres produktioner til andre lande.
Ian Tomkins ved ikke helt, hvad han skal mene om balladen om rettigheder. En ting er dog sikkert – det har ikke været sjovt at gå uden arbejde, når man er en erfaren filmfotograf som ham.
- Det er rigtig godt, at der har været den her debat om rettighederne, fordi det er jo vigtigt, at folk, som laver kunst, også har rettigheder og ejer det her materiale. Men det er klart, at hvis resultatet er, at der ikke bliver produceret noget, så er vi lige vidt. Så gavner det ikke rigtig nogen, siger han.
Heldigvis har Ian Tomkins sikret sig en god julegave. Der er nemlig landet en opgave i hans hænder efter nytår, når han i midten af januar og to måneder frem skal filme en ny DR-serie med Julie Rudbæk og Jesper Zuschlag.
Og selvom han endnu ikke har andre opgaver i sin 2023-kalender, ser han lyst på fremtiden.
- Jeg håber, det her job kan generere andre job, så jeg er meget optimistisk for 2023. Jeg har været så mange år i den her branche, så jeg tror, at jeg nok skal klare den.