Dansk forskning: Kulturelle bedsteforældre sikrer bedre uddannede børnebørn

Bedsteforældres kulturelle interesser har en direkte påvirkning på deres børnebørns succes i tilværelsen, viser forskning fra Sociologisk Institut og SFI – Det Nationale Forskningscenter for Velfærd.

Jo mere kulturelle bedsteforældrene er, desto større chance er der for at børnebørnene får en gymnasial ungdomsuddannelse, hvilket igen øger sandsynligheden for en længere videregående uddannelse, siger Stine Møllegaard, Ph.d-studerende ved Sociologisk Institut og SFI. (Foto: © Jens nøRgaard Larsen, Scanpix)

Bedsteforældre der interesserer sig for finkultur, musik, litteratur og akademisk viden – det vil sige har en høj ”kulturel kapital” – er direkte medvirkende til at sikre børnebørnene et højere uddannelsesniveau.

- Vores undersøgelse viser, at der er en sammenhæng mellem bedsteforældrenes kulturelle kapital og børnebørnenes valg af ungdomsuddannelse. Jo mere kulturelle bedsteforældrene er, desto større chance er der for at børnebørnene får en gymnasial ungdomsuddannelse, hvilket igen øger sandsynligheden for en længere videregående uddannelse, siger Stine Møllegaard, Ph.d-studerende ved Sociologisk Institut og SFI.

Undersøgelsen, der blev offentliggjort i efteråret, bygger på iagttagelser fra Ungdomsforløbundersøgelsen, der følger 3.151 danskere født i 1954. Danskerne blev første gang interviewet i 1968 og de og deres efterkommere er siden blevet fulgt gennem 35 år. Derfor har man kunnet iagttage samspillet mellem generationerne.

- Det har været normalt at studere social arv i to generationer, altså fra forældre til børn, men i takt med at vi lever længere og bedsteforældre derfor tilbringer mere tid sammen med deres børnebørn er der opstået en interesse for at undersøge, om bedsteforældre også betyder noget i forhold til den sociale arv, forklarer Stine Møllegaard.

Forskerne havde også regnet med, at bedsteforældrenes ”sociale kapital”, der handler om netværk og social position, ville spille en rolle, men her er der ingen sammenhæng i forhold til børnebørnenes valg af uddannelse, viser undersøgelsen.