Lars von Triers film svinger mellem det storladne og det minimalistiske. Manden bag den overdådige tidlige Europa-trilogi, og den fem-en-halv times lange pornofilm Nymphomaniac, har også til tider tøjlet sit filmsprog i kyskhedsløfter og kridtstreger. Således er der også to spor i hans brug af filmmusik: Svulstig romantik, og barok kammermusik. Men lige meget hvilken slags musik der bruges, så arbejder von Trier og hans samarbejdspartnere med udtrykket indtil det bliver helt perfekt.
Europa med eget soundtrack
Europa var den første af von Triers film der havde et eget soundtrack. “[Skuespillerinde] Barbara Sukowa brugte en meget lille mimik, så der var plads til en meget romantisk musik.” Det siger Joachim Holbek, der stod for musikken til de fleste første von Trier film. Hans musik til Europa var baseret på gamle Hitchcock-soundtracks og et detaljeret ‘følelsesmanuskript’, og resultatet blev storladent, anspændt og intimt, med temaet for Sukowa’s karakter Katharina som et højdepunkt.
Dogville Ouverture
Deres andet store samarbejde, på den ufuldendte Amerika-trilogi, bestående af Dogville og Manderlay, var helt anderledes. Det højromantiske kunne ikke passe til en minimalistisk stil, hvor setsne bestod af kridtstreger. Soundtracket består derfor af stykker af Vivaldi, Händel, Albioni og Pergolesi, arrangeret om for at passe i længde og tempo. Som en af få von Trier film er musikken blevet sat til salg som et soundtrack, hvor f.eks. Vivaldi’s Koncert i G-Dur er blevet til ‘Dogville Ouverture’.
Bach for orgel og trompet
Det var ikke første gang von Trier havde fået omskrevet et stykke klassisk musik - omkring Breaking the Waves havde han ifølge Joachim Holbek forelsket sig i en specielt trompetlyd, hvorfor komponisten lavede Bach’s fløjtesonate om til duet for orgel og trompet - men i den seneste fase af hans karriere er det blevet en foretrukken tilgangsvinkel.
Händels Lascia ch'io pianga
Til Antichrist havde von Trier mens han skrev manuskriptet en idé om at bruge en arie til prolog og epilog. Den første idé var at bruge Händels Lascia ch'io pianga fra operaen Rinaldo, men da den næsten var for poppet forsøgte von Trier sammen med filmens musikansvarlige Kristian Eidnes Andersen at finde et andet nummer. I sidste ende var det første valg dog det bedste. Da de indspillede en ny version med Tuva Semmingsen og Barokksolisterne var det med fokus på at gøre den stringent og mindre ornamenteret, for at få det passet til alvorligheden i filmen.
Wagner med følsom cello
Der blev gjort en del mere ved den centrale musik i Melancholia: Ouverturen til Wagners Tristan og Isolde. Til prologen skulle der bruges en version på otte minutter, og til den apokalyptiske slutscene blev der lavet en kort version, der går fra helt stille til voldsomt crescendo på meget kortere tid. Samtidig blev celloen overdubbet for at gøre det mere følsomt.
Hvor man kan sige at Händel blev gjort mere stringent og alvorlig, så blev Wagner altså omarbejdet med fokus på dynamik og følelser. Kristian Eidnes Andersen er dog ikke helt med på at stille det op som minimalisme mod maksimalisme: ’At gøre Wagner større, det er nok at tage munden for fuld’ griner han. ‘Det kan man vist ikke rigtigt.’ Han understreger at idéen i sidste ende var at lade jorden gå under til noget af verdens bedste musik.
Forkærlighed for nazi-æstetik
Da von Trier lancerede Melancholia udtalte han dog at det skulle være ‘krast’ og ‘vulgært’. Brugen af den storladne musik gav endda problemer. Da von Trier på pressekonferencen i Cannes i 2011 efter premieren på filmen ryddede sig ud i nogle provokerende udtalelser om nazisme, var det efter et spørgsmål om et interview han netop havde lavet med Per Juul Carlsen, hvori han snakkede om sin forkærlighed for nazi-æstetik. Årsagen? At han netop havde brugt Wagner i sin film, og at han, som nazisterne, havde valgt at ‘klippe til beatet’ i filmen.
Kæresterne er stemmer i en polyfoni
Lars von Triers seneste, Nymphomaniac, indeholder den måske mest avancerede brug af musik i hans film til dato. Kapitel fem af den meget lange film har den engelske titel ‘The Little Organ Book’, og beskriver tre af den unge kvinde Joe’s kærester som tre stemmer i en polyfoni. Basstemmen er F, en genert og opofrende midaldrende mand, spillet af Nicholas Bro. G derimod, var den egoistiske, leopardagtige elsker, symboliseret ved stemmen i venstre hånd. Mens hendes store kærlighed, Jerome, er Cantus Firmus stemmen, musikkens ‘hemmelige ingrediens’ som Joe kalder det.
Til brug i filmen havde von Trier nøje udvalgt et stykke musik: Bach’s Ich Ruf Zu Dir, der også blev brugt af von Triers store forbillede Andrej Tarkovskij i dennes film Solaris. Kristian Eidnes Andersen omarrangerede også dette nummer, så stemmerne trådte ind én efter én. Tilsammen med den visuelle side, også tredelt, vekslende mellem metaforiske beskrivelser af de tre elskere og grafiske sexscener, er det en af de mest unikke passager i nogen von Trier film.
Stilistisk Polyfoniker
Lars von Trier er selv en stilistisk polyfoniker. Som få andre instruktører har hans karriere gennemgået enorme stilskift. Ligesom hver film udgør en stemme i et polyfonisk filmværk, så har også hver delelement i filmene en egen stemme. Der er ikke meget der bliver overladt til tilfældighederne, og det gælder også omgangen med den klassiske musik. Der bliver tænkt over musikken meget tidligt i processen, og der bliver ændret på detaljer, indtil det bliver helt perfekt. Mere end provokationerne, politikken, volden og seksualiteten, så er det denne perfektionisme, der har sikret Lars von Trier status som en af verdens største og kendteste instruktører.