Den 42-årige englænder John Fulljames er ikke et kendt navn herhjemme - endnu.
Men det bliver han formentlig i løbet af de næste år, når han fra 20. august skal stå i spidsen for operaerne i Det Kongelige Teater.
- Jeg vil bygge videre på Operaens flotte internationale omdømme og håber, jeg kan medvirke til, at vi sammen kan nå ud til endnu flere publikummer, siger John Fulljames i en pressemeddelelse.
Uddannet fysiker fra Cambridge
Fulljames er 41 år og egentlig uddannet fysiker fra det hæderkronede Cambridge-universitet i England.
Men opera blev hurtigt hans livsbane, da han var med til at starte operakompagniet The Opera Group.
- Han er en mand, der virkelig har kæmpet for nye operaer på repertoiret, ikke bleg for moderne og anderledes iscenesættelser, siger Lotte Heise, der er vært på P2s operaprogram Bravo!
Lotte Heise: Brug for store armbevægelser
Som eksempel nævner hun, at Fulljames de seneste fem år har været assistent for danske Kasper Holten på Covent Garden-operaen i London.
Den Kasper Holten, der tidligere har været operachef på Det Kongelige Teater - og som netop også er kendt for nye måder at sætte operaer op på.
- Nu er jeg ikke selv kæmpe tilhænger af alt for meget ”laven om på” i gamle operaer, men han virker som en mand med en mission, så måske kan vi forvente lidt alkymi på scenen fra den tidligere fysiker. Og uanset, så kan Det Kongelige Teater godt trænge lidt spræl og store armbevægelser, siger Lotte Heise.
I britiske The Telegraph har John Fulljames tidligere selv slået på tromme for, at operaen skal være en del af det moderne kunstlandskab:
- Der er behov for, at opera interagerer mere med film, dans og visuel kunst, og engagerer sig i nye tanker - det er den vej, jeg ønsker, alt jeg gør, skal tage.
Og det er en tilgang, som også Det Kongelige Teaters bestyrelsesformand, Lisbeth Knudsen, er begejstret for:
- Han tænker også i at nå ud til nye målgrupper via nye ideer og en stærk passion for at vise, hvad opera kan levere, siger Lisbeth Knudsen i en pressemeddelelse.
Tidligere operachef sagde op i januar
Tyskfødte Sven Müller, der har været operachef siden 2012, opsagde i januar sin stilling og stopper ved udgangen af juni. Han havde ellers i 2015 fået forlænget sin ansættelse med yderligere fire år.
I januar begrundede han sin opsigelse med, at han søgte nye udfordringer.
Teatret har gennem årene skullet slanke økonomien. Ritzau skriver, at det også spillede ind på Sven Müllers beslutning, da det stiller særlige krav til kreativiteten for at få økonomi og ambitioner til at mødes.
