Festival for Ung Nordisk Musik fejrer 70-års jubilæum i Aarhus

Festival for unge nordiske komponister byder på ny musik fra hele Norden. Flere uropførelser, unikke værker og nyt symfoniorkester, der spiller 70-års jubilæumskoncert.

Formand for Ung Nordisk Musik Allan Gravgaard Madsen.

Temaet for årets festival for Ung Nordisk Musik er ”Togetherness”. Det sætter fokus på det helt særlige nordiske fællesskab, hvor kunstnerisk mangfoldighed, tolerance og genrebrud er naturlige elementer i kunstmusikken. Festivalen præsenterer i alt 35 værker af unge komponister fra Sverige, Norge, Finland, Island og Danmark.

Sigtet med årets tema er klart:

- Vi vil understrege, at UNM er noget helt unikt. Intet andet sted i verden findes et fællesskab tilsvarende det, vi har i de nordiske lande. Komponister mødes her med stor tolerance på tværs af grænser. Alle laver noget helt forskelligt, men på forunderlig vis passer det alt sammen sammen, udtaler formanden for UNM Danmark, Allan Gravgaard Madsen.

UNM Orkestret og seminarer

Som noget nyt får festivalen i år sit eget symfoniorkester: UNM Orkestret. Musikerne vil være unge musikstuderende, som her får lejlighed til at fordybe sig i den nyeste musik. Orkestret, hvis kerne består af musikerne fra Århus Sinfonietta, opfører en række af festivalens værker under ledelse af den brasiliansk-fødte, tyskbaserede dirigent og komponist Daniel Moreira.

- Det ligger os meget på sinde, at være med til at uddanne unge musikere til at være en slags ambassadører for den unge nordiske musik. Mange af de unge komponister er på et højt internationalt niveau og søger til udlandet, når deres musik skal spilles. Her kan mange af de unge nordiske musikere ikke være med. Det håber vi på at lave om på med UNM Orkestret, udtaler Allan Gravgaard Madsen.

Ud over koncerter og performances byder UNM 2016 på fire seminarer. Her kan man møde den svenske sammenslutning af kvindelige kunstnere Konstmusiksystrar, det tyskbaserede undergrundstidsskrift Blatt 3000 og de to fremtrædende, danske komponister Simon Steen-Andersen og Rasmus Zwicki, der sætter musikken i dialog med andre kunstarter i deres kompositoriske arbejde.

70 år som arnested

Siden festivalen for Ung Nordisk Musik blev etableret i 1946, har den avlet en række betydelige nordiske komponister, der alle er har startet deres karriere i dette regi. Per Nørgård (DK), Esa-Pekka Salonen (FI), Kaija Saariaho (FI), Bent Sørensen (DK), Rolf Wallin (SE), Simon Steen-Andersen (DK) og Maja S. K. Ratkje (NO) er nogle af de navne, der er startet her og siden har vundet international anerkendelse.

Mandag 15.8. 19.20 70 år med Ny musik

  • - direkte fra Musikhuset Aarhus, hvor Ung Nordisk Musikfestival, UNM, fejrer sit 70-års jubilæum med en retrospektiv koncert med Århus Sinfonietta. Værkerne, der repræsenterer de syv årtier og de fem nordiske lande, er komponeret af Axel-Borup-Jørgensen, Magne Hegdal, Hjálmar H. Ragnarsson, Madeleine Isaksson, Juliana Hodkinson og Lauri Supponen.

  • Århus Sinfonietta

Her er eksempler på værker, du kan møde på festivalen

Halldór Smárason (IS): It means what you think it means

https://vimeo.com/165873303

I efteråret 2014 researchede Halldór Smárason intenst på materiale omkring Burgess. Han arbejdede på et værk til The International Anthony Burgess Foundation. Da han havde gennemgået store dele af Burgess' personlige ejendele; håndskrevne digte, camcorder-optagelser, nodeskitser og instrumenter, valgte Halldór at basere sit værk på videomateriale fra et af Burgess' utallige interviews til amerikansk TV. I værket her ekkeoer akustisk musik og citater fra interviewet hinanden og skaber en større helhed.

Jonas Ulrik Eide (NO): It emits lights to help friends

https://www.youtube.com/watch?v=sEzJGWnbJ_8

Jonas Ulrik Eide har skabt et værk for video og musikere. Titlen refererer til farver, og filmen er en audiovisuel dokumentar om farver; farverne fra ettusinde regnbuer, krydret med den allerfineste nye musik fra det 21. århundrede.

Kajsa Magnarsson (SE): Rape Alarm Organ

https://www.youtube.com/watch?v=UtFpbFQutrw

Filmen er dokumentation fra en tidligere opførelse af værket, der er en improvisation på et orgel af modificerede overfaldsalarmer.

Destroyer2048 (FI): An Improvised Duet With Electricity

https://vimeo.com/122317277

Destroyer 2048 viser et totalt afhængighedsforhold mellem lyd og video. Sammen danner video og lyd et lukket system hvori enhver forandring i de to er indbyrdes afhængige. Der er tale om en analog live-performance med udgangspunkt i elektricitet manipuleret gennem en række maskiner. Værket her er et eksempel på en live-opførelse af Destroyer2048 og altså ikke identisk med uropførelsen af et lignende værk på UMN.

Unnur Fjóla Evans (IS): Augun

https://www.youtube.com/watch?v=xHy4ZCENFMU

Augun, (øjnene) er en del af Ölduvisur, et større værk for cello og elektronik baseret på islandske folkeviser. Værkets struktur og motiviske inspiration kommer fra den islandske vuggevise, Vísur Vatnsenda Rósu.

Óscar Escudero (DK): #5

https://www.youtube.com/watch?v=G2_NkHlK23Q

Undersøgelse af det multiperformative koncept med skuespiller-musikere.

Martin A. Hirsti-Kvam (NO): Sparks

https://www.youtube.com/watch?v=s5uUrMSpQTg

Korværk skrevet for 20 sangere og lommelygter i en mørklagt sal.

Klara Andersson (SE): Efter Stormen

https://vimeo.com/116653805

Gennem anonyme, personlige historier om konsekvenserne af overgreb, forsøger Klara Andersson at skabe et billede af verden, som er karakteriseret af magt, både på mikro- og makroplan. Tesen er, at der i hvert eneste tilfælde af overgreb, er de samme mekanismer i spil, som under koloniseringen forsagede undertrykkelse af hele kulturer. Værket opføres for et publikum med bind for øjnene.