Det er sommer. Det er de lyse nætters tid. Det er varmt, og rundt om i hele landet gøres klar til at tænde sankthansblussene. Heksene går trange tider i møde. Alt det ved vi.
Vi ved også, at stemmen kommer på overarbejde, når bålet først blusser.
Halsbrækkende stemmegymnastik
”Vi elsker vort land”, synges der som bekendt, og man er nødt til at gøre sig umage, hvis man vil synge med. Lange-Müllers melodi til Drachmanns længelsfulde fædrelandsdigt hører til blandt de sværeste danske fællessange overhovedet. Shu-bi-dua gav os en genvej til midsommerstemningen i 1980, men det rokker ikke ved originalens halsbrækkende stemmegymnastik.
Midsommervisen er en hyldest til sommeren i Danmark - et lille indslag sunget af en jæger i eventyrforestillingen ’Der var engang’ fra 1887. Nedfældet af en dygtig digter med en poetisk pen og et farverigt privatliv, mens han opholdt sig langt væk fra Danmark. Og med musik af en komponist, hvis dystre selvbeskrivelse slet og ret lød: ”Tusmørke er og bliver mit liv.”
Et alpedigt
Holger Drachmann er blevet kaldt folkets digter. De lærde var ikke altid vilde med ham, men han går rent ind. Alle kan være med, når Drachmann sætter pen til papir. Op til arbejdet med ’Der var engang’ havde Drachmann boet i Venedig i nogle måneder. Der udbrød imidlertid kolera i byen, så familien søgte tilflugt i en alpehytte. Det var her, Drachmann fandt fred til at skrive eventyrspillet ’Der var engang’, hvor ’Midsommervisen’ altså indgår.
Men hvad ville Drachmanns nationalkonservative og letbenede eventyrforestilling være uden musik? Drachmann kendte svaret, og bad derfor komponisten Peter Erasmus Lange-Müller om at skrive musikken til sin forestilling, som han allerede havde på fornemmelsen ville blive en sællert.
Tusmørkekomponisten
Som barn blev Peter Erasmus ramt af en øjenlidelse, der førte til en voldsom hovedpine, som han led af resten af livet. Hovedpinen betød, at han trak sig lidt tilbage og gik i gartnerlære – statsvidenskaben blev lagt på hylden.
Han fortsatte imidlertid med musikken. Og selvom man i den brede offentlighed i dag ikke husker Lange-Müller for så meget andet end ’Midsommervisen’, det var hans ene hit, har han ud over sine over 200 sange skrevet andre gode sager – for eksempel klavertrioen i f-mol og orkestersuiten ’I Alhambra’.
Fortryllende sommersang
’Midsommervisen’ tegner sommeren med varme naturbilleder og en højstemt melodilinje. Jægerens sang fra ’Der var engang’ er blevet sangen, der folder sommeren ud, mens bålet brænder. Sangen, der tilbyder en tryghed, man hjertens gerne lader sig lulle ind i. År efter år.
Måske kaster man også et hengivent blik på bålet for at sikre sig, at man ikke glemmer lyset og den fortryllende sommerstemning. Sankthans varsler nemlig, at lyset vender – at det går mod mørkere tider. Det ved vi, når ’Midsommervisen’ er forbi.
