Den danske komponist Niels W. Gade blev regnet blandt Europas største i midten af 1800-tallet, men er siden blevet lidt glemt herhjemme.
Men det er nu heller ikke nemt for den brede befolkning at blive mindet om ham - for selv i Gades hjemby, København, står monumentet over ham gemt godt væk mellem træerne i parken Østre Anlæg.
Med ryggen til trafikken og parkerede biler, som du kan se i billedgalleriet øverst.
Med dirigentstokken hævet over et par tyndt befolkede stier. Og som nabo til andre lidt bortstillede byster af forfatterne Taras Shevchenko og Sophus Bauditz.
Artiklen fortsætter under kortet.
I går fyldte Niels W. Gade 200 år - og i anledning af jubilæet har P2-programmet 'Efterklange af Niels W. Gade' undersøgt, hvordan det fire en halv meter høje og seks meter brede monoment over komponisten er endt med den temmelig anonyme placering.
Faktisk stod monumentet oprindelig på Sankt Annæ Plads i centrum af København, finansieret af kreds københavnske bedsteborgere - blandt andet brygger Carl Jacobsen. Det viser papirer fra Jens Peter Munk, der er fagansvarlig for monumenterne i Københavns Kommune.
På Sankt Annæ Plads stod monumentet over Niels W. Gade tæt på Amalienborg, og lige ved siden af Garnisonskirken, hvor Niels W. Gade var organist fra 1851. Der var også mindre end 300 meter til Borgergade, hvor Gade blev født.
Artiklen fortsætter under billedet.
Men efter Christian 10.s død skulle den populære konge have et monument et sted på den rute, han brugte til sine morgenrideture - ikke mindst under 2. verdenskrig. Og så blev Niels W. Gade flyttet til Østre Anlæg i 1954.
- Jeg kan forestille mig, det har noget at gøre med en romantisk ide. Altså at stå i det grønne, siger Jens Peter Munk i et interview til P2 programmet 'Efterklange af Niels W. Gade'.
Det var Borgerrepræsentationen i København, der afgjorde placeringen af monumentet, men det var som altid kun selve beslutningen, der blev skrevet ned. Politikernes diskussion og kompromiser er der altså ingen, der kender.
Artiklen fortsætter under billedet.
I Gades tilfælde var der dog også flere andre mulige monument-placeringer oppe at vende i den offentlige debat.
Gade var også den første leder af Musikkonservatoriet, så monumentet kunne være flyttet til Niels Brocksgade på Glyptotekets grund. Det sagde Glyptoteket dog nej tak til.
Et andet forslag var Kongens Have, som Københavns Kommune dog ikke bestemmer over:
- Det er statsligt område. Og vi vil til enhver tid søge at placere den slags monumenter på vores arealer, siger Jens Peter Munk.
- Så der er også noget rent administrativt og teknisk ved det. Jeg kan forestille mig, det er sådan, man har tænkt den gang.
Det er stadig den dag i dag Borgerrepræsentationen i København, der beslutter, hvor monumenter står. Hvis nogen skulle ønske at flytte en af de største danske komponister lidt frem i lyset, er det ikke på forhånd umuligt, understreger Jens Peter Munk:
- Hvis der kommer forslag om det, så tager vi det alvorligt, og kører det hele vejen op gennem det politiske system, siger han.