Hvad har den tyske komponist Richard Wagners 'Ringen' at gøre med troldmandsfænomenet Harry Potter?
Umiddelbart ikke det store, ud over at begge er legendariske eventyr.
Men i Odense har den hollandske instruktør Annechien Koerselman historien om den unge troldmand Harry Potter i baghovedet, mens hun udtænker, hvordan Wagners episke værk ’Ringen’ skal udfolde sig.
- Begge historier er bygget op omkring kampen mellem det gode og det onde. Men begge historier bærer også de menneskelige historier om jalousi, begær og tvivl som underliggende temaer, og de historier er måske de mest interessante. Når jeg taber overblikket i Wagner, så tænker jeg på Harry Potter, siger Annechien Koerselman til dr.dk.
Værket over dem alle
Der er noget musik og nogle værker, der igennem tiden har opnået nærmest mytisk status.
Øverst på listen finder man uden tvivl kæmpeværket ’Der Ring des Nibelungen’, som blev skrevet af den tyske komponist Richard Wagner i sidste halvdel af 1800-tallet.
http://mu.net.dr.dk/admin/ProgramCard/Get/urn:dr:mu:programcard:5a9259b5a11f9f149039ce75
Til maj opfører Odense Symfoniorkester værket i den nye symfoniske sal ’Odeon’ i Odense.
- Der er virkelig ikke noget, der overgår ’Ringen’. Historien, musikken – den har det hele, og er et rimelig frygtindgydende projekt at kaste sig ud i, lyder det fra Annechien Koerselman, der er instruktør på projektet.
- Men det er også en mulighed, man får én gang i livet. Der var ingen tvivl om, at jeg måtte sige ja!
’Ringen’ består af fire operaer i én cyklus. Det er 15 timers musik, alt efter hvor hurtigt dirigenten svinger taktstokken. Hver opera er også et selvstændigt værk, så ofte opføres operaerne adskilt fra hinanden. Også fordi det kræver mere end det sædvanlige udtræk at skulle opføre dem i ét træk.
http://mu.net.dr.dk/admin/programcard/get/?id=urn:dr:mu:programcard:553a53eda11f9f1bfc4ad37e
Men i Odense har man valgt at opføre de fire operaer i streg, sådan som Wagner selv tænkte, at de skulle opføres. Man har endda valgt at gøre det af to omgange.
- Det er en ufattelig krævende opgave. Både for sangere, musikere, for det tekniske hold. Ja, faktisk for hele huset. Det er teaterverdenens ironman!
Et spejl af virkeligheden
Historien i ’Ringen’ er episk i ordets egentlige betydning: Den følger kampe mellem guder, helte og mytiske skabninger. Alle kæmper de om den magiske ring, som har givet værket navn, og som giver magt over hele verden.
For dem der har læst ’Ringenes Herre’, lyder det muligvis lidt bekendt. Og det er intet tilfælde, for Tolkien, der skrev ’Ringenes Herre’, var stærkt inspireret af Wagner.
Annechien Koerselman er da heller ikke i tvivl om, at tidens store interesse for store episke fortællinger er til ’Ringens’ fordel.
- Man er ikke bange for at tage historier om guder og helte til sig og tage dem alvorligt, siger hun og fortsætter:
- Med alt det der sker i verden med spændinger mellem befolkningsgrupper og nationer, terror og krig, så har vi brug for fortællinger, der behandler konflikten mellem mennesker og konflikten mellem mennesket og verden. Det er fortællinger, vi kan spejle os selv og vores verden i – uden det ér vores verden. Og måske kan vi så på den måde blive klogere på, hvad det egentlig er der foregår.
http://mu.net.dr.dk/admin/ProgramCard/Get/urn:dr:mu:programcard:5a9259b5a11f9f149039ce74
