Fantastisk symfoni: Berlioz bruger kærestesorgen kreativt

Stor kunst er ofte skabt på en bund af kærestesorg. Komponisten Berlioz skrev sin 'Symphonie Fantastique' efter en stormfuld, ulykkelig forelskelse.

Komponisten Berlioz forstod virkelig at vende sine lidelser til noget kreativt. Over sit livs mest plagsomme forelskelse skrev han den sensationelle 'Symphonie Fantastique'. Titlen kan oversættes som både 'Fantastisk Symfoni' og 'Symfoni i fantasien'.

I symfonien fantaserer Berlioz om sin drømmekvinde. Hver gang han tænker på hende, hører man et gennemgående tema, en 'idée fixe', som distraherer ham. Hvor han end drager hen, dukker hun op i hans tanker. Fortvivlet af kærlighedssorg prøver han at tage livet af sig med en overdosis opium. Men rusen trækker ham blot ind i en sygelig søvn, hvor hans heftige følelser bliver erstattet af hallucinationer.

Første sats beskriver med Berlioz’ egne ord: 'kunstneren, der erindrer sit sinds utilpashed, melankolien og de meningsløse glæder, dengang han endnu ikke havde set sin elskede første gang. Da inspireres han pludseligt af den eksplosive kærlighed, anfald af jalousi, ømhed og religiøs trøst'.

Drømmer at han slår hende ihjel I anden sats dukker hun op som en skønhed ved et bal, og i tredje sats viser hun sig for ham i naturen, da han er taget på landet for at få sjælefred. Og derefter bliver drømmene kun værre og værre.

Fjerde sats hedder 'March til skafottet': 'Han drømmer, at han har slået sin elskede ihjel og nu skal henrettes. Til slut hører han igen sin idée fixe som en sidste kærlighedstanke, inden kniven falder'...

De sataniske plager slutter med at hans elskede danser på hans grav i femte sats: 'Han ser sig midt i en skare af spøgelser, troldmænd og uhyrer, der er forsamlet til hans egen begravelse. Den elskede melodi viser sig igen – det er hende, der slutter sig til det djævelske orgie, begravelsesklokken kimer, og heksene danser til en parodi på dommedagshymnen Dies irae'.

https://www.youtube.com/watch?v=g2Kky5BC9Uk

Hør Berlioz' fantastiske symfoni torsdag 6. oktober i P2 Koncerten kl. 19.20. P2 sender direkte fra Torsdagskoncert med DR SymfoniOrkestret. På programmet er også musik af Messiaen og Saint-Saëns. Louis Langrée dirigerer.