Året 2015 har været en stor fejring af 150-året for den danske komponist Carl Nielsen. Men også i Finland har der været fest. Det er nemlig også 150-året for den finske nationalkomponist Jean Sibelius.
Det er naturligvis også blevet fejret i Danmark. Selve 150-års dagen var 8. december, hvor P2 Koncerten sendte direkte fra Sibelius' fødeby Hämeenlinna i Finland. Torsdag 10. december gav DR SymfoniOrkestret koncert med musik udelukkende af Sibelius.
Hør nogle af de mest berømte værker, og hør et par virkelige Sibelius-specialister fra udlandet, bl.a. den finske dirigent Jukka-Pekka Saraste og den græske violinist Leonidas Kavakos, der har spillet Sibelius' Violinkoncert rigtig mange gange.
Violinkoncert på kanten af afgrunden
Violinkoncerten er nok Sibelius' mest direkte og medrivende værk. Det er også én af de mest berømte violinkoncerter i det 20. århundrede. På original vis tager den lytteren med på en stærk følelsesrejse. Dramaet trækkes helt til stregen, og ender i sidste sats på kanten af afgrunden.
Torsdagskoncerten begynder med et af Sibelius' symfoniske digte, inspireret af finsk mytologi. 'Pohjolas datter' fortæller sagnet om troldmanden Väinämöinens prøvelser for at få fat i den smukke kvinde, der sidder på regnbuen og spinder guld. Sibelius var et geni til at skrive for orkester, og der er både guld og regnbuefarver i hans brug af orkestret.
Ved Torsdagskoncerten er også Sibelius' berømte 5. symfoni på programmet. Hør koncerten her.
I koncerten fra Finland kan du høre Sibelius' 2. symfoni, og du kan høre det symfoniske digt 'Tapiola'. Hør koncerten her.
