Citatet her er sagt med et glimt i øjet og efterfulgt af et latterudbrud. Ikke fordi det ikke er rigtigt, men fordi den britiske dirigent Jeffrey Tate har haft et liv, hvor latteren har været nødvendig. Et overlevelsesmiddel, ligesom en ukuelig nysgerrighed og en god dosis disciplin.
Mod alle odds
Jeffrey Tate er født med RYGMARVSBROK. Hans krop er PILSKÆV, trykket sammen i den ene side, med den ene skulder oppe ved øret, en anden langt nede under halsen. Han er gangbesværet og må sidde ned, når han dirigerer. Og det gør han og har gjort det i hele sit liv. Imod alle odds forfulgte han en karriere som dirigent, sprang ind for James Levine på The Metropolitan Operaen i New York AND THE REST IS HISTORY, som man siger.
Men kroppen er ikke ”history” for Jeffrey Tate, som hele livet ikke bare har døjet med sit handicap, men også med de følgesygdomme, der er, og som kommer i en lind strøm. Nå ja, og så er han homosexuel, og fortæller altså grinende, at det har gjort det hele lidt mere besværligt …
Jeg tænker på Jeffrey, når...
Jeg tænker på Jeffrey Tate når jeg selv synes verden er besværlig. Når jeg synes jeg er for træt til at SMØRE MADPAKKER kl. halv syv om morgenen, eller føler mig hårdt ramt, fordi det nye computersystem gør knuder …
Livet er derude, og jeg er sund og rask (og det går nok uden madpakker).
// Celine Haastrup, vært på P2 Koncerten