Beethovens hymne ”Ode an die Freude” er kendt over hele jorden. Melodien bliver spillet af skolebørn på blokfløjter, sunget ved sportskonkurrencer og er annekteret af EU som officiel Europa-hymne. FN har udnævnt originalmanuskriptet til Verdensarv. Og melodien står også i Højskolesangbogen.
Hymnen stammer fra Beethovens Symfoni nr. 9, og dens udbredelse ville have frydet ham, for symfonien handler om drømmen om en fælles fremtid for alle mennesker. Det er hans sidste ord som symfoniker, selve klimakset i hans sidste symfoni. Et genialt værk i allerstørste format. Faktisk er der næppe noget stykke i musikkens historie, der har sat så kraftigt et skel op som Beethovens 9. Symfoni.
Mennesket træder ind i symfonien Beethovens 9. symfonien er en milepæl af flere grunde. I varighed, omfang og antal af medvirkende er den større end nogen symfoni, man endnu havde hørt.
Og den er proppet med nytænkning. Alene det at bruge sang i en symfoni var noget aldeles nyt dengang i 1824.
Beethoven gør menneskets stemme til klimaks i en genre, der er ”ren” og abstrakt, fordi symfonier ellers er forbeholdt ordløse instrumenter. Med andre ord gør mennesket her sin indmarch i musikkens mest ophøjede form.
Ved at forene instrumenter og sangstemmer viser Beethoven, at uanede højder kan nås, hvis vi er fælles. Samtidig var det nyt, at symfonien sætter komponistens personlige livssyn i centrum. Den er et etisk og kunstnerisk testamente fra en aldrende og endda stokdøv komponist.
Hør Beethovens 9. symfoni via link her ovenfor. Optaget i Koncerthuset i DR Byen 8. september 2016. På programmet er også 'Veni, veni, Emmanuel' af James MacMillan.