Vildt med vilje

Det er temmelig ufatteligt, at musik der er 100 år gammel er i stand til at ryste én så grundigt som Stravinskijs Sacre du printemps. Den dag i dag sidder vi med åben mund og stirrer på det klassiske symfoniorkester, der klædt i nydeligt sort, ved hver deres nodestativ og spiller på genkendelige instrumenter og frembringer en larm, der er så kvalificeret, så frygtindgydende og så rytmisk vild. Der er ingen der hverken før eller siden har skabt noget lignende, ikke engang inden for jazz eller rock.

Stravinsky må have været i pagt med underjordiske urkræfter, da han skrev dette ufattelige værk af dissonanser, jazzede synkoper, skæve rytmer, overlagte mislyde. Udsat for et 100 mand stort orkester, hvor næsten alle skal spille helt ud til grænsen af deres formåen. Spille højt, skingert, forvrænget, råbende, krybende - violinerne rytme og paukerne melodi. Det er den omvendte verden. Det er så langt fra Puccinis skønhedsverden, som det kan komme.

Det var helt bevidst fra Stravinskijs side, at han ikke brugte én eneste komponent fra musikkens velkendte lager. Alt er nyt. Alt er ikke-pænt med overlæg.

Premieren i Paris maj 1913 blev en skandale, hvad man egentlig kunne forvente. En halv times vanvittig balletmusik spillet for et aftenklædt snobbepublikum. Men siden hen er Sacre du printemps anerkendt som det vigtigste og mest skelsættende musikværk i 20. århundrede.

Altings begyndelse

Det begynder med en fagotsolo, der kommer ud af ingenting. Som et væsen der stikker sin bløde næse frem i et tilsyneladende øde landskab, men som snart får svar fra andre. Det kvækker, kvidrer og brummer. Efterhånden bliver klipperne levende af alt muligt, der giver lyd og bevæger sig. Og med ét farer en taktfast rytme pludselig frem og en flok urmennesker dukker op og stamper de første taktfaste trin.

Sacre du printemps betyder 'forårsoffer' og er en ballet om hedenske ritualer ved forårstid, hvor man udvælger en ung kvinde, der til sidst danser sig til døde. Stravinskijs musik er uforudsigelig, abrupt, gentager de samme mønstre mange gange, stiger i styrke for pludselig at holde op. Det er kaotisk og dragende, som overværede man verdens skabelse.

Indspilningen

National Operaens Orkester i Paris har indspillet med dirigent Philippe Jordan i 2012. Med den mest moderne lydteknik får vi kastet udladningerne lige i hovedet uden filter og spillet så energisk, at vi kan mærke suset fra dengang musikken havde premiere nede ad gaden på Thêatre Champs Elysées i 1913.