Jago
Hvem: Militærmand i Verdis opera ”Otello”.
Hvad gør han: Jago følger sig forbigået af sin gamle soldaterkammerat, general Otello. For at hævne sig laver han et komplot, der får Otello til at tro, at hans hustru Desdemona er ham utro. Otello drives så langt ud i jalousi af Jago, at han i raseri dræber sin uskyldige kone.
Lede karl!!
Don Juan
Hvem: Forfører og charlatan. Hovedperson i Mozarts opera af samme navn.
Hvad gør han: Don Juan har tusindvis af erobringer på samvittigheden, men da han forfører Donna Anna går det galt, for i et efterfølgende slagsmål dræber han hendes far. Nu er han ikke bare en samvittighedsløs løgner, men også morder. Da Don Juan udfordrer skæbnen ved at invitere sit mordoffers genfærd til middag, ryger han direkte i Helvedets flammer.
Så kan han lære det!!
Pinkerton
Hvem: Amerikansk flådeofficer, den mandlige hovedperson i Puccinis ”Madama Butterfly”.
Hvad gør han: Som en anden sexturist gør han en 15-årig asiatisk pige gravid og rejser bare sin vej. Nogle år senere vender han tilbage, men denne gang sammen med sin amerikanske kone. De er kommet for at tage barnet med sig. Madam Butterfly, der hele tiden har stolet på Pinkertons ord om, at han ville komme igen, begår harakiri.
Dumme svin!!
Scarpia
Hvem: Politichef i Rom. Mød ham i Puccinis opera ”Tosca”.
Hvad gør han: Scarpia er en nådesløs og sadistisk magtperson. Han udsætter sin rival, kunstmaleren Cavaradossi, for tortur, og kræver sex med hans forlovede Tosca for at slippe ham fri. Scarpia lover hende, at bødlerne kun vil skyde på Cavaradossi med løst krudt, men det gør de alligevel ikke. Tosca dræber Scarpia med en frugtkniv.
Løn som forskyldt!!
Mefistofeles
Hvem: Han er Djævelen selv. Og skurk i Gounods opera ”Faust”
Hvad gør han: Mefistofeles lover videnskabsmanden Faust at give ham ungdommen tilbage. Til gengæld må han betale med sin sjæl. For at gøre situationen for Faust værre, fremtryller Mefistofeles en mulig kæreste til ham, den smukke Marguerite. Faust ender med at dræbe hendes bror, og Marguerite dræber det barn, hun har fået med Faust. Mefistofeles kan til slut grine hele vejen til Helvedet, mens han trækker Faust med sig derned.
Føj for Satan!!
