Operasangere er bl.a. trænet til at kunne holde en tone i rigtig lang tid. Det er rigtig godt at kunne, især i den store finale hvor en god, lang og kraftfuld tone, kan høste det største bifald. Det er noget især sopranen og tenoren altid kæmper om.
At holde en tone i lang tid kræver den rette kompression. Altså, at den rette mængde luft passerer mellem stemmelæberne.
Princippet kan illustreres ved at puste en ballon op. Hvis man slipper den med det samme, så suser luften ud af den. Det er sådan vi synger ved Moster Gerdas 60 års fødselsdag, hvor alle bliver lidt forpustet ved alle de fællessange der skal synges.
Men hvis man derimod holder ‘blæsestykket’ hårdt udspændt mellem hænderne, så piber ballonen og luften er en evighed om at komme ud.
Altså: den rette luftstrøm giver en lang tone. En lang tone = den optimale kompression mellem stemmelæberne i forhold til mængden af luft, du lader passere mellem stemmelæberne.
Se Stine uddybe i videoen herover og gå derefter ind og nominér din egen operafavorit.