http://mu.net.dr.dk/admin/ProgramCard/Get/urn:dr:mu:programcard:579f2122a11f9f0c8c193df5
http://mu.net.dr.dk/admin/ProgramCard/Get/urn:dr:mu:programcard:579f22d96187a4102c103f6e
http://mu.net.dr.dk/admin/ProgramCard/Get/urn:dr:mu:programcard:579f23c86187a4102c103f79
Far Philippe på violin, datter Laurence ligeså, mens søn Jean-Philippe sidder ved klaveret. Trekløveret fra Luxemburg kalder sig selvfølgelig for Trio Koch, for det er det, de hedder til efternavn. Mere besværligt behøver det ikke være.
Sympatisk debut
Hvad gør man, hvis man vil have et stykke musik til at være præcis, som man forestiller sig, det skal være? Man prøver sig frem, reviderer og arbejder sig lidt efter lidt længere ind i materialet til hver eneste lille farve i stemmeføringen og hver eneste lille trækning i vendingerne er, som de skal være. Perfekte.
Og perfekte er ordet. For det er umuligt at sætte en finger på noget hos Trio Koch. Fra udvælgelsen og kombinationen af Moszkowski, Milhaud og Martinu til udførelsen af værkerne på debut-cd’en, de med slet skjult komponisthenvisning bare har kaldt ’3M’. Intet overlades til tilfældighederne hos den sympatiske familietrio.
Plads og luft
Man kan nævne klavertrioer på stribe, hvis udødelighed skyldes deres evne til at arbejde sammen og reagere på hinanden i det øjeblik, hvor musikken fødes. Trio Koch er imidlertid ikke en rigtig klavertrio – der er en violin for meget – men ellers passer pengene, og Trio Koch lever op til legendetrioerne.
Sammenspillet er upåklageligt. Man mærker det med det samme i udlægget: polske Moszkowskis virtuose, grænsesøgende ’Suite’. Det er nu snarere oplevelsen af tre tætte individer med luft omkring sig, man bider mærke i, når man lytter til Trio Kochs bud på Moszkowski-suiten. De har fylde og sprød kant, og brænder fuldstændig igennem i den hundesvære musik.
Maskulin fylde
Pastelfarverne kommer i brug i franske Milhauds ’Sonate’, hvor Trio Koch får musikken til at ånde, uden at resultatet virker parfumeret.
Martinus ’Sonatine’ giver trioen mulighed for at levere det fuldendte, maskulint modne trioværk. Og det gør de. Violinerne er stærke og fleksible i tonen og igen spilles der med en frasering og klang, der selvfølgelig er alt andet end blød og afslappet, men står flot, potent og fyldigt. Sådan skal det lyde.