Frihed er det sidste ord i den italienske komponist Luigi Dallapiccolas opera Fangen, Il Prigioniero. Men ordet frihed med et spørgsmålstegn efter.
Fangen er tortureret og dømt til at brænde på inkvisitionens bål, og som den sidste forhånelse og totur oplever fangen det at fatte håb. Han tror, han er sluppet fri. Men den fangevogter, der lod ham gå er også storinkvisitoren, der fører ham til bålet.
Dallapiccolo lader handlingen foregå i 1500-tallets Spanien, men parallellen til fascismen i hans hjemland Italien, hvor han skrev operaen i midten af 1940’erne, er klar.
Handling
Prolog:
En moder venter på at se sin søn, som er fængslet af inkvisitionen. En indre stemme fortæller hende, at det bliver sidste gang, hun kommer til at se ham. Hun synger om en drøm, som har hjemsøgt hende. I drømmen ser hun en skikkelse, som ligner Kong Philip for enden af en mørk hvælving, som pludselig forvandles til døden.
Scene 1:
I en underjordisk celle i fængslet sidder fangen ved sin moder. Fangen fortæller om den smerte og tortur, han udsættes for. Men trods det er han fuld af håb om at vende tilbage til friheden. Fangevogteren har kaldt ham "bror", og det tolker han som et tegn på, at han snart vil blive sluppet fri.
Scene 2
I cellen har fangen taget afsked med sin moder. Fangevogteren kommer ind og fortæller, at et oprør i Flandern har svækket kong Philip II’s magt. Fangevogteren forlader cellen, men lader døren stå på klem. Fangen kan næppe tro sit held og flygter fra cellen.
Scene 3
Fangen flygter gennem de underjordiske gange. Han må flere gange skjule sig, men bliver ikke opdaget. Endelig når han en dør som, han håber, er til friheden.
Scene 4
Fangen er undsluppet og befinder sig nu i en stor have under stjernerne. I haven er et stort cedertræ, som han går over for at omfavne, men her bliver han mødt af fangevogteren, der i virkeligheden er storinkvisitoren. Han opdager, at håbet om frihed var ment som en sidste pine.