Iestyn Davies’s talestemme er ligeså dyb, som hans sangstemme er lys.

Som teenager stod han i front for bandet 'Cage' og drømte om at blive den næste Damon Albarn (forsanger i Blur).

De var tæt på en pladekontrakt, men projektet blev droppet.

Davies sang samtidig bas i kirkekoret, men prøvede en dag for sjov falsetstemmen. Det gik overraskende godt - så godt, at han begyndte at synge kontratenor.

I dag er den 37-årige brite med det walisiske fornavn blev en af verdens førende kontratenorer, hvis lyse leje lægger sig tæt op ad kvindestemmers.

Og alligevel ikke helt. For som sangeren selv har sagt i et interview med The Guardian:

- At synge falset er ligesom at jodle.

Falsetten er kommet til udtryk i mange forskellige klassiske sammenhænge, men et af de bedste eksempler er Bachs kantater for kontratenor, der er Ugens Album på P2.

Strenge sange

Albummet begynder med kantaten 'Vergnügte Ruh’ (”Fornøjelige ro”), tre mageløse arier:

Først en himmelsk vuggevise om den sjælefred, man ikke kan finde her på jorden. Så en plaget arie om gudløse sjæle. Og til sidst en sang om at glæde sig til livet efter døden.

Melodien lyder som en jovial drikkevise, men teksten lyder ”Det ækles mig at leve”!

Bach var næppe i forårshumør, da han skrev meget af sin strenge kirkemusik. Det er gudfrygtige sange, der alle kan ses som musikalske prædikener fra hans fromme samtid i 1700-tallets Tyskland.

Hør uddrag fra albummet:

http://mu.net.dr.dk/admin/ProgramCard/Get/urn:dr:mu:programcard:58e5f19aa11f9f0b0417ab2f http://mu.net.dr.dk/admin/ProgramCard/Get/urn:dr:mu:programcard:58e5f19aa11f9f0b0417ab2e

Følsom og intelligent udgave

Kantaten Widerstehe doch der Sünde (”Modstå dog synden”) er skrevet omkring 1714, da Bach som ung mand var hofkapelmester i Weimar.

Her viser han synden i et væld af dissonans, mens en dunkende basstemme symboliserer den konstante fristelse fristelsen ud, så den kan forskrække alle forfaldne typer.

Ovenover det fortæller den frelste solostemme, hvordan Satans gift griber den, der ikke kan modstå.

I sidste arie slår Bach pointen fast med en udspekuleret, satanisk fuga, mens solisten synger ”Den, som synder, er fra Djævelen”.

Sangene er ikke just for sarte sjæle.

Men der er dog stadig lys at spore i Iestyn Davis og dirigenten Jonathan Cohens udgave, der ifølge tidsskriftet Gramophone har et "usentimentalt klarsyn, der er betryggende i sin intelligens og dybe følsomhed".