PLAYLISTE
http://mu.net.dr.dk/admin/ProgramCard/Get/urn:dr:mu:programcard:57268ecca11f9f0d5c9eacdc
http://mu.net.dr.dk/admin/ProgramCard/Get/urn:dr:mu:programcard:57268ecc6187a416002b5c56
http://mu.net.dr.dk/admin/ProgramCard/Get/urn:dr:mu:programcard:57268ecca11f9f0d5c9eacdd
Titlen ”Water Music” skal forstås helt konkret. Händels musik blev opført på vandet. Musikerne sad på en stor pram, der sejlede ned ad Themsen, mens Kongen fra sin båd kunne nyde den medbragte baggrundsmusik. Det foregik for næsten 300 år siden, men på Ugens Album klinger musikken som var den skrevet i går.
En kongelig succes
Ved ottetiden en dejlig juliaften i 1717 steg Englands konge Georg I op i sin båd sammen med en lille flok hædersgæster. Sejlturen gik fra Chelsea og fortsatte nogle sømil mod øst i retning af kongeslottet. Ved siden af kongens båd lå en pram med ikke færre end 50 musikere, der spillede musik skrevet specielt til lejligheden af Händel. Et øjenvidne, den preussiske ambassadør, noterede: ”Hans Majestæt bifaldt musikken så stærkt, at han fik den gentaget tre gange – to gange før middagen og en gang efter - selv om hver opførelse varede næsten en time”. Med andre ord: Kongen satte Water Music på repeat.
Engelske sømandstoner
Musikken er både pompøs og jordnær. Pompøs fordi den er skrevet til kongen, jordnær fordi omstændighederne jo var en slags picnic. Idéen om sådan en rustik, udendørs underholdningsmusik kom fra Frankrig, men Händel var smart nok til at skrive nogle af satsene i en hørbar engelsk folkemusikstil. Et par af dem hedder ligefrem ”Hornpipe”, der kan oversættes til ”sømandsmelodi”.
Musik for hele folket
Water Music bredte sig hurtigt rundt i Londons musikliv. Noderne cirkulerede i piratkopier, og musikken blev spillet ved teaterforestillinger og i borgerlige musiksaloner. I vor tid er Water Music blevet indspillet utallige gange, så der skal noget til, før man som i dette tilfælde retter sig op i sædet og tænker – hvad pokker? Så frisk virker musikken på Ugens Album, hvor den spilles af det rasende dygtige barokensemble Akademie für Alte Musik. Hans Majestæt ville have været tilfreds.
