Mozarts største hit, strygerserenaden 'Eine kleine Nachtmusik', bliver faktisk sjældent indspillet. Måske fordi ingen tror, at den kan overraske os længere?

Det frygter den amerikanske dirigent Michael Alexander Willens ikke. Han tør godt spille den kendte musik, fordi han hører den med friske ører.

Med sit orkester Die Kölner Akademie spiller han 'Eine kleine Nachtmusik' på instrumenter fra Mozarts tid, og paradoksalt får han musikken til at lyde mere moderne: Glasklar og med frisk energi.

Mozart uden smeltet ost

Da Michael Alexander Willens første gang hørte sådan et orkester spille på originalinstrumenter, kunne han ikke vende tilbage til den traditionelle orkesterverden, han kom fra.

- Originalinstrumenterne fjerner et tykt lag smeltet ost fra musikken, som han rammende har formuleret det:

- De gamle instrumenter giver en gennemsigtighed til musikken, og den rå lyd af blæserne og strygernes tarmstrenge understreger musikkens originalitet. Mozart var jo en enfant terrible!

Eine kleine Nachtmusik – med ekstra sats

Kort sagt spiller Die Kölner Akademie det velkendte, så det overrasker og måske ligefrem provokerer.

Mon ikke det ville have frydet Mozart, der både som menneske og musiker elskede overraskelser?

Hør uddrag af 'Eine kleine Nachtmusik':

http://mu.net.dr.dk/admin/ProgramCard/Get/urn:dr:mu:programcard:58eb6d3f6187a40870ac2375

Die Kölner Akademie giver os samtidig en mere komplet 'Eine kleine Nacthmusik', end vi plejer at høre.

Der har nemlig altid manglet en sats, der er blevet væk engang i fortiden. Som erstatning indskyder man på den nye indspilning en ekstra menuet af Mozart, som fuldender serenadens fine femsatsede symmetri.

Lad posthornet gjalde!

Albummets hovednummer er dog ikke 'Eine kleine', men Mozarts store 'Posthorn Serenade'. Den er skrevet i 1779 til Salzburg Universitets årsfest, og musikken begynder med en indtogsmarch og slutter med en udmarch.

Hør uddrag af 'Posthorn Serenade' - posthornet kommer ind efter ca. 2:25

http://mu.net.dr.dk/admin/ProgramCard/Get/urn:dr:mu:programcard:58eb6d3fa11f9f06acb0a76d

Der er hele syv satser (ni, hvis man tæller marcherne med), og serenaden er dobbelt så lang som 'Eine kleine' eller en typisk Mozart-symfoni.

Indeni værket finder man små soloer for forskellige instrumenter. Et af instrumenterne er et posthorn. Altså et lille horn, der lyder som dem, postdiligencens kusk truttede i på Mozarts tid.

Helt blottet for smeltet ost.