64-årige Riccardo Chailly har haft en stor karriere. Han har blandt andet været chefdirigent i Amsterdam for Concertgebouw Orkestret og i Leipzig for Gewandhausorkestret - to af verdens absolut bedste orkestre.
1. januar vendte han hjem til sin fødeby Milano - og til det fineste dirigentjob i Italien: Musikchef for La Scala Operaen.
Her har Chailly nu kontrakt til 2022. Og for at fejre det har han indspillet et album med musik fra italienske operaer, der er blevet uropført på netop La Scala.
Overraskelser fra operaen
Scala Operaen har eksisteret siden 1700-tallet, så der er musik nok at vælge imellem. Mest kendt på albummet er 'Timernes dans' fra operaen La Gioconda.
Men ellers rummer Ugens Album den ene overraskelse efter den anden. Hvem har hørt ouverturen til Verdis komiske opera Il finto Stanislao ('Den falske Stanislaw'), og hvem kender den vidunderlige violinsolo fra 3. akt af Verdis opera 'Lombarderne'?
I den ukendte afdeling er også Bellinis opera 'Hugo, greve af Paris' og Umberto Giordanos opera 'Sibirien', en forestilling om en falden kvinde, der ender i sibirisk fangelejr. Komponisten citerer 'Pramdragernes sang' i det dramatiske forspil til 2. akt.
Hør musikken fra Ugens Album
- •
http://mu.net.dr.dk/admin/ProgramCard/Get/urn:dr:mu:programcard:58c2a5ab6187a41314cc17cf
- •
http://mu.net.dr.dk/admin/ProgramCard/Get/urn:dr:mu:programcard:58c2a5ab6187a41314cc17ce
- •
http://mu.net.dr.dk/admin/ProgramCard/Get/urn:dr:mu:programcard:58c2a5ab6187a41314cc17cc
Albummets ældste stykke er ouverturen til Rossinis opera La pietra del paragone ('Prøvestenen'), komponeret i 1812.
Nogle årtier senere begyndte man at gå væk fra den slags lange, formelle ouverturer og erstattede dem med forspil, som i højere grad anslår en stemning.
Det kulminerer i Puccinis musik fra omkring år 1900, hvor man er i kløerne på en teatermand af første klasse.
Hans storslåede 'Intermezzo' fra 'Madame Butterfly' er en yderst raffineret blanding af impressionistisk musik og gemen følelsesmanipulation.
På Ugens Album møder man tydeligvis en dirigent og et orkester på hjemmebane. Det er lyden af den ægte vare.
Hvis man kan lide fx Nytårskoncerten fra Wien, så prøv også at hoppe ud i La Scalas operakavalkade.
Det er underholdende, men bestemt ikke det rene pjat.
For hvis der er noget, der ligger Riccardo Chailly på sinde, nu hvor han er vendt hjem til Milano, så er det at være lige så omhyggelig med italiensk opera, som han gennem årtier har været det med den symfoniske musik.
