Da Anden Verdenskrig var slut, og de allierede havde erobret det ruinerede Tyskland, dukkede en ung amerikaner op ved komponisten Richard Strauss’ villa.

Soldaten John de Lancie var egentlig oboist af profession og stor beundrer af Strauss - og nu stod han i døren foran sit store idol og bad den gamle komponist om at skrive en obokoncert.

Samtalen foregik på fransk, og Strauss svarede kort:

- Non!

Men han fortrød, gjorde Strauss, og året efter var obokoncerten færdig og blev uropført i Schweiz.

Strauss skrev til John de Lancie, at han fik fri ret til at opføre den i USA så tit han ville - en højst usædvanligt form for krigsskadeserstatning.

På Ugens Album kan du høre flere af de vidunderlige værker for obo, som Strauss komponerede i sin alderdom.

Strauss' allerhelligste rum

Måske var det i virkeligheden en kærkommen opgave, den unge amerikaner kom med. Eller også kunne Strauss bare ikke lade være.

Hans arbejdsværelse var nemlig det eneste sted, han rigtig kunne finde fred, og han forspildte ikke en chance for at gå ind og lukke døren til resten af verden bag sig. Faktisk var han så glad for rummet, at han hyldede det i nogle af sine værker ved at vise, hvordan det satte ham fri.

Af samme grund blev han stort set ved med at liste ind og sætte noder på det linjerede papir frem til sin død i 1949.

HØR UDDRAG FRA UGENS ALBUM

http://mu.net.dr.dk/admin/ProgramCard/Get/urn:dr:mu:programcard:59ba85e9a11f9f35388b3c13

http://mu.net.dr.dk/admin/ProgramCard/Get/urn:dr:mu:programcard:59ba85e96187a406b008571f

I slutningen af Anden Verdenskrig, da han var omkring 80 år gammel, skrev han to blæseserenader, som han med tyk underdrivelse kaldte 'Sonatiner'.

Den første gav han navnet 'Fra Invalidens Værksted', mens Sonatine nr. 2, som han skrev efter at have overstået svær sygdom, fik titlen 'Fröhliche Werkstatt' ('Det Lykkelige Værksted').

Her kan man næsten høre, hvordan Strauss genfinder sit yngre jeg og drømmer sig tilbage til en mere ukompliceret tid. Også hans kærlighed til Mozart stråler ud over værket, og det er næsten ikke til at tro, at denne lyse musik er skrevet i slutfasen af 2. Verdenskrig.

Strauss får medvind af verdens bedste blæsere

På Ugens Album bliver de skønne blæserværker spillet af store navne:Blæserne fra Concertgebouw Orkestret – et af de absolut bedste symfoniorkestre – dirigeres af Andris Nelsons, som er chefdirigent for Boston Symfoniorkester og Gewandhausorkestret i Leizpig.

Solisten Alexei Ogrintchouk er en af verdens førende oboister, som er på virkelig hjemmebane, for han er til daglig solooboist i netop Concertgebouw Orkestret og høres her i tæt samspil med sine nære kolleger.

Ude er godt, men hjemme bedst. Det mente Richard Strauss også.