Ugens Album: Anna Netrebko, Verismo

Ugens Album viser nye dramatiske sider af sopranstjernen Anna Netrebko

Playliste

http://mu.net.dr.dk/admin/ProgramCard/Get/urn:dr:mu:programcard:57e3fe866187af11b04a74bb

http://mu.net.dr.dk/admin/ProgramCard/Get/urn:dr:mu:programcard:57e3fe866187af11b04a74bc

http://mu.net.dr.dk/admin/ProgramCard/Get/urn:dr:mu:programcard:57e3fe86a11faa16f40744c4

Den russiske sopran Anna Netrebko er tilbage med sit første soloalbum i tre år. Hun er en musikpersonlighed, der er umulig at komme uden om, også når hun som her kaster sig ud i noget nyt: Italienske operaroller, hun aldrig har sunget på scenen. Hør hende på Ugens Album.

Mennesker i liv og død

Overskriften er ”verismo”, som i operaens verden betyder ”realisme”. Det er en italiensk operastil fra omkring år 1900, der vil beskrive rigtige menneskers liv, kærlighed og død. Slut med myter om virkelighedsfjerne konger og guder.

Bedst kendt af verisme-komponisterne er Puccini, hvis kærlighedshistorier er så smertelige, netop fordi personerne bliver fremstillet med så meget menneskelighed. På Ugens Album synger Anna Netrebko uddrag fra Puccinis operaer Manon Lescaut, Tosca, Madama Butterfly og Turandot. Blandt de øvrige arier er sopranhittet ”Ebben? Ne andró lontana” fra Catalanis opera La Wally, kendt fra filmen Diva.

Smuk på en interessant måde

Anna Netrebko er netop fyldt 45 år og har en alder, hvor en soprans stemme ændrer sig – og rollerne derfor ofte må skiftes ud. I dag synger hun med mere drama og tættere på kanten end før, men alligevel med toner så gåsehudsfremkaldende smukke og cremede, at det savner sin lige. Og stadig har alt, hvad Netrebko synger, hendes personlige præg. Dirigenten Antonio Pappano formulerer det sådan: ”Hendes stemme er ikke bare smuk, den er smuk på en interessant måde. Man kan høre det russiske i stemmen, men også en sydlandsk musikalitet. Hun hører virkelig hjemme i dette repertoire.”

Tro mod sig selv

Kun en enkelt af rollerne på albummet har hun sunget i en scenisk opførelse, nemlig den tragiske Manon Lescaut. Albummet kan derfor ses som et varsel om kommende roller, selv om Anna Netrebko efterhånden sjældent synger sceniske operaopsætninger og er ved at få sig et ry som hende, der aflyser de store opgaver (senest i denne måned på Covent Garden i London).

Har Anna, som hendes fans hengivent kalder hende, selv en kommentar til sit hovedspring ud i de nye roller? Kun denne enkle: ”Jeg har altid lyst til at prøve noget nyt - sådan er jeg bare. Dette repertoire er Indspillet så mange gange og af så store sopraner, at det er lige før man mister modet. De kan ikke overgås. Så man må gøre det på en måde, der er tro mod en selv.”