Playliste:
http://mu.net.dr.dk/admin/ProgramCard/Get/urn:dr:mu:programcard:57adaede6187a406f80d558d
http://mu.net.dr.dk/admin/ProgramCard/Get/urn:dr:mu:programcard:57adaedea11f9f119c229eb5
http://mu.net.dr.dk/admin/ProgramCard/Get/urn:dr:mu:programcard:57adaf186187a406f80d5591
Firhændig klavermusik er for to pianister, der spiller på samme klaver. Genren havde sin storhedstid i anden halvdel af 1800-tallet, hvor utrolige mængder af firhændig musik blev udgivet, også arrangementer af symfonier og andre store værker.
Nogle komponister tog fat i det firhændige medium med stor seriøsitet og skrev fremragende nye værker.
En af dem var Dvorak, og hans firhændige klavermusik kan du høre på Ugens Album.
Det tætteste sammenspil
Måske har du selv prøvet, hvor sjovt det er at spille firhændigt. De to pianister på Ugens Album, Artur Pizarro og Rinaldo Zhok, spiller dog ikke for hyggens skyld. De vil skabe ny respekt for genren.
”Det er en misopfattelse, at firhændigt klaverspil er nemmere end tohændigt”, siger de.
”At spille firhændigt klaver er den tættest forbundne og mest komplekse form for sammenspil, der findes.” Artur Pizarro og Rinaldo Zhok har spillet sammen i et par år og har i øvrigt hver deres internationale solokarriere.
Skovstilhed i Bøhmen
På Ugens Album hører man suiten fra den bøhmiske skov, som er skrevet i 1884 specielt for firhændigt klaver.
Seks satser, hvor Dvorak digter om skovens mysterier og om de mennesker, der lever i dens nærhed. Her er hekse, jægere og mørke skovsøer, men også skønhed og idyl.
Den femte sats, ”Skovstilhed”, lavede Dvorak senere en celloversion af, som er blevet langt bedre kendt end den firhændige original.
En alternativ udlægning
Det andet værk på albummet er Dvoraks Klavertrio nr. 4 kaldet ”Dumky”-trioen efter den type slaviske folkesange, musikken er inspireret af.
Dvoraks udgave for firhændigt klaver høres meget sjældent, men de to pianister på Ugens Album kalder den et højdepunkt i deres repertoire.
”Dvoraks firhændige udgave er ikke bare en simpel omskrivning, men en alternativ udlægning af musikken, ligesom når en kunstmaler maler det samme motiv på to forskellige måder.”
